Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Didache (græsk), de tolv Apostles Lære, er et oldkirkeligt Skrift - Didaktik (gr.), Undervisningslære, en Del af Pædagogikken - didaktisk Poesi, se Læredigt. - Didaskalia (gr.), i det gamle Athen Indstuderingen og Opførelsen af et Drama - Diday, Francois, schweizisk Landskabsmaler, (1802-1877) - Didelphys, se Pungrotter. - Diderichsen, Beatrice Valborg Angelica, dansk Koncertsangerinde, Sopran, (1859-1890) - Diderot, Denis, fransk Filosof, (1713-1784)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
eskatologisk Formaning (Kap. 16). -
Affattelsestiden maa falde mellem 90 og 150 e. Kr.;
nærmere lader den sig næppe bestemme;
Hjemstedet er enten Ægypten ell. (snarere) Syrien.
Den gr. Tekst findes i nyere Udgaver af de
apostoliske Fædre; paa Dansk er Skriftet overs.
af C. Varming (1884), paa Norsk af Caspari
(Vidnesbyrd af Kirkefædrene XVIII, 1894).
H. M.
Didaktik (gr.), Undervisningslære, en Del af
Pædagogikken, der har til Opgave at give en
Vejledning for Undervisningen ell. den Side af
Opdragelsen, der særlig tilsigter at paavirke
Barnets Forestillings- og Tankeliv og give det
intellektuel Dannelse. D. giver altsaa en
Fremstilling af Undervisningens Love og Regler. Den
alm. D. udvikler de alm. Grundsætninger for
Undervisningen paa psykologisk Grundlag. Den
behandler altsaa Undervisningens Formaal, dens
Midler, idet den drøfter Lærefagenes
pædagogiske og praktiske Bet. og ud fra disse
Synspunkter bestemmer, hvad der er passende for
Alder, Køn og Skole, dens Læreform og
Fremgangsmaade. Den specielle D. paaviser
Anvendelsen af disse Grundsætninger for de enkelte
Undervisningsgenstande ell. Lærefag og fører
ogsaa Navnet Metodik. - didáktisk,
belærende, hvad der har Belæring til Hensigt.
- Didaktiker, en i D. kyndig.
Cl. W.
didaktisk Poesi, se Læredigt.
Didaskalia (gr.), i det gamle Athen
Indstuderingen og Opførelsen af et Drama;
dernæst en efter Opførelsen opstillet Indskrift med
Oplysninger om de i den dram. Væddekamp
deltagende Kunstnere, Stykkernes Navne, den
sejrende Digter, Tidspunktet o. a. Rester af
saadanne Indskrifter er fundne i Athen, og paa
dem bygger Værker af Aristoteles og
alexandrinske Grammatikere, som selv er tabte, men
har efterladt Spor i de til de bevarede
Dramaer knyttede Indholdsangivelser. Romerne
efterlignede Grækerne heri, og Digteren Accius
skrev et Digt med Titlen Didascalica.
K. H.
Diday [di’dæ], François, schweizisk
Landskabsmaler, f. 12. Febr 1802 i Genève, d.
28. Novbr 1877 smst. Han studerede paa
Tegneskolen i Genève, i Rom og Paris, og efter
Hjemkomsten skildrede han sit Fædrelands
Højfjældsnatur i stort sete Landskaber. Han blev
den højt ansete Fører for den schweiziske Stab
af Malere af Alpenaturen (saaledes Lærer for
Calame). I Arbejder som »Mølle i Montreux«,
»Stormen« (1831), »Sennhytte i Meiringer Thal«,
»En Fiskerbaad paa den oprørte Genève-Sø«
viser hans Talent sig i dets bedste Udfoldning.
Schweiz’ Mus. ejer gode Prøver paa hans Kunst:
Musée Rath i Genève, Basels Mus. m. fl. Han
udgav 1844 »Croquis« med 8 litograferede
Landskabsbilleder.
A. Hk.
Didelphys [-fys], se Pungrotter.
Diderichsen, Beatrice Valborg
Angelica, dansk Koncertsangerinde, Sopran, f.
30. Aug. 1859 i Kbhvn, d. ved et Ulykkestilfælde
i Nærheden af Kbhvn 3. Maj 1890, Elev af
Nyrop og Bielefeldt, hørte til de bærende Kræfter
inden for det kbhvn’ske Musikliv, og fandt -
fra 1882 - særlig Anvendelse i de høje, lyse
Sopranpartier ved Musikforeningens Opførelse
af de store Vokalværker, bl. a. Gade’s
»Elverskud«, »Korsfarerne«, »Agnete«, Hartmann’s
»En Sommerdag«, Haydn’s »Aarstiderne« o. s. v.
S. L.
Diderot [di’dro], Denis, fransk Filosof, f.
5. Oktbr 1713 i Langres, d. 30. Juli 1784 i Paris,
var Søn af en velhavende Haandværker og
opdroges med det Maal at blive Præst af
Jesuiterne, først i sin Fødeby, senere i
Paris. Da Skolegangen var endt, vilde D.
studere Jura, men da hans Flid var
ringe og hans Tid hovedsagelig optoges af
litterære Sysler og Læsning af
Oldtidens Klassikere, tabte hans
Fader Taalmodigheden og ophørte at
understøtte ham. Henvist til at leve af sin
Pen og sine Kundskaber førte D. nu i
en Aarrække en haard Kamp for
Tilværelsen; han underviste i Matematik,
oversatte og skrev Prædikener for Missionærer,
samtidig med, at han fortsatte sine egne
omfattende og spredte Studier, og
Vanskelighederne blev ikke mindre, da han
forelskede sig i en fattig Borgerpige, Annette
Champion, som han ægtede 1743. Nogen
aandelig Medhjælp fandt D. ikke hos sin Hustru,
og Ægteskabet blev lidet lykkeligt, men
indirekte af Bet., idet hans Pligter som Ægtemand
og Fader tvang ham til mere samlet og stadigt
Arbejde, gjorde ham til Forf. En lang Række
af de mest forskelligartede Skr saa i de flg.
Aar Lyset og viser en enestaaende
Produktivitet og en overordentlig Arbejdskraft. Han
begyndte med en Overs. af Shaftesbury’s Essay
om Dyd og Fortjeneste (Essai sur le mérite
et la vertu 1745), forsynet med Indledning og
Noter, og udgav Aaret efter sit første originale
Arbejde, Pensées philosophiques, der af
Paris-Parlamentet dømtes til Baalet. Bl. D.’s øvrige
filos. Skr er de vigtigste Brevene om de Blinde
(Lettre sur les aveugles, 1749), og om de
Døvstumme (Lettre sur les sourds et muets, 1751),
den naturfilosofiske Afh. Pensées sur
l’interprétation de la nature (1754) og fremfor alle
Dialogerne Le neveu de Rameau (1760) og Le
rêve de d’Alembert (1769). Desuden skrev han
Skuespillene Le fils naturel (1756) og Le père
de famille (1758), og Romanerne Les bijoux
indiscrets (1748), La Religieuse (1760) og Jacques
le Fataliste (1773), der dog blot har Interesse
som Illustrationer til hans æstetiske Teorier.
Endelig skrev han en lang Rk. Kunstkritikker,
de saakaldte Salons, hvori han gennem Omtale
af enkelte Værker fremsatte sit Syn paa
Samtidens Kunst og navnlig Malerkunstens Maal
 |
| D. Diderot. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
