Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dudevant, Aurore, f. Dupin, fr. Romanforfatterinde, kendt under Pseudonymet George Sand, (1804-1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nohant flyttede hun 1831 til Paris med sin
Datter og søgte, da Manden kun tilstod hende 250
frc. om Maaneden, at slaa sig igennem ved at
oversætte, male Akvareller og dekorere
Snusdaaser og Cigarfoderaler. Men snart gav hun
efter for sin Trang til at skrive, blev en kort
Tid Medarbejder ved Figaro, sluttede litterære
Forbindelser, klædte sig i Mandsdragt, røg
Cigarer og strejfede om i et ubundent Folkeliv.
Sammen med Jules Sandeau skrev hun sin første
Roman Rose et Blanche (1831), der udkom
under Navnet Jules Sand; Pseudonymet George
Sand fremkom først paa hendes næste Bog
Indiana (1832), som hun forfattede alene. Den
gjorde overordentlig Opsigt. Saavel i denne
Roman, der skildrer den unge Indiana’s Oprør
mod en gl forhadt Ægtemands Tyranni og
hendes Hjertes Kamp for at opnaa den ægte
Kærlighed uden for Ægteskabet, som i de følgende:
Valentine (1832) og Lélia (1833) optræder hun
som en inspireret og glødende Talsmand for sit
Køn; i et deklamatorisk og patetisk Sprog
udtaler hun sit Had til Konveniensægteskabet, dets
Falskhed og Hykleri: »Kærlighed er
Kvindens Dyd«. I de litterære Kredse, hvor den
unge veltalende Digterinde hyldedes, traf hun
sammen med den ganske unge Alfred de
Musset, til hvem hun traadte i Elskovsforhold. 1833
rejste de sammen til Italien; men allerede 1834
brød hun med sin ekscentriske Elsker og forlod
ham, da han laa syg i Venedig. Forholdet har
hun selv senere behandlet i Romanen Elle et
lui (1859), der forsvarer Brudet som
nødvendigt lige over for Musset’s urolige Temperament;
men den da afdøde Digters Broder Paul de
Musset tog til Genmæle i Lui et elle (1860), der
anklager D. for Utroskab og gør hende
ansvarlig for den skæbnesvangre Krise i Alfred’s Liv.
- Det direkte Udbytte af den ital. Rejse var
hendes flg. Bøger: Lettres d’un voyageur (1834),
Jacques (1834), André (1835), Léone Léoni (1835)
og Simon (1836). I Revue des deux mondes
fremkom endvidere en lang Række Romaner:
Lavinia, Metella, Mattéa, La marquise, Mauprat
(1837), La dernière Aldini, Les maîtres
mosaîstes (»Mosaikmestrene« ved Fr. Winkel Horn,
1872), Luscoque o. fl.
1836 opnaaede D. jur. Skilsmisse fra sin Mand
og traadte snart efter i Kærlighedsforbindelse
med Chopin, et Forhold, der varede i 8 Aar,
men til sidst blev dem begge, ikke mindst den
dødssyge Komponist, til Lidelse og Byrde. I
aandelig Henseende paavirkedes hun stærkt af
de socialistiske Filosoffer (Michel og Pierre
Leroux) og af Lamennais’ religiøse
Broderskabsforkyndelse. Denne Paavirkning præger de
mystiske, fremskridtsfantastiske Romaner:
Spiridion (1837), der profeterer den store sociale
Reform ud fra en rationel, kristelig-moralsk
Verdensbetragtning, Les sept cordes de la lyre
(1837), Le compagnon du tour de France (1840)
o. fl. I Consuelo (1842-43, overs. paa Dansk af
H. P. Holst, 2 Bd, 1876) skildrer hun en ital.
Sangerindes Kærlighedssorg og Flugt til Wien,
hvor hun lever sammen med Komponisten
Haydn - en Omskrivning af hendes eget
Forhold til Chopin; hendes ugifte Stand umuliggør
hendes Ansættelse ved den kejserlige Opera,
hvorfor hun gaar til Berlin og undervejs bliver
viet til en for Døden liggende Greve.
Fortsættelsen La comtesse de Rudolstadt (1843-45)
skildrer hendes paafølgende Genvordigheder og
endelige mirakuløse Frelse ved den genopstandne
Greve.
Med Romanen Jeanne (1844) forlod D. sin
tendentiøse Idéforkyndelse for mere og mere at
fordybe sig i lidenskabsløse Skildringer af
Landlivet ell. af »Folket«. Idylliske
Landsbyhistorier fra Berry findes i La mare au diable (1846),
François le Champi (1846-48), La petite Fadette
o. fl. Samtidig skrev hun Romanerne Teverino
(1846), Floriani (1847), Le Piccinino (1848) o. s.
v. og forsøgte sig i Dramaet. Cosima, ou la haine
dans l’amour havde 1840 ingen Lykke gjort;
derimod havde »Landlivsbillederne« François le
Champi (1849) og Claudie (1851) stort Sceneheld.
Af hendes øvrige Dramaer, der alle er mere
poetiske end egl. dram., er det mest kendte
Le marquis de Villemer (1864, opført paa det
kgl. Teater i Kbhvn, overs. af H. P. Holst, 1878).
Af hendes senere Romaner kan endnu nævnes:
Jean de la Roche (1860), Mlle. La Quintinie
(1863), Laura (1865), La confession d’une jeune
fille (1865), Malgré tout (1870), der behandler
Ekskejserinde Eugénie’s Ungdom, Pierre qui
roule (1870), Nanon (1872), Contes d’une
grandmère (1873) o. s. v. Efter Statskuppet 1851, ved
hvilken Lejlighed hun gennem sit
Venskabsforhold til Jérôme Napoléon frelste mange Dømte
og Forviste, opholdt hun sig mest paa Godset
Nohant i landlig Fred og Harmoni, omgivet af
sine Børnebørn. 1854 begyndte hun i Presse
Offentliggørelsen af sine Livserindringer,
Histoire de ma vie (10 Bd), fortsat i Impressions
et souvenirs (1873). 1862 udkom i Bogform:
Souvenirs og Autour de la table. D. var en
overordentlig rigt begavet Kvinde, fyrig og
lidenskabelig, brændende for alle store humane
Ideer. Opr. udgaaet af den romantiske
Tidsstrømning fordyber hun sig i alle Samtidens
store Spørgsmaal og gør sig til Reformernes
begejstrede Talsmand. De Kriser, hendes eget
Hjerte gennemgik, skildrer hun som typiske for
hele Kvindekønnet; hun bliver derved den fri
Kærligheds Forkynder og i det hele den
moderne Kvindeemancipations første Apostel. Men
tillige har hun stor og dyb Medfølelse med alle
Lidende og Forkuede og træder i Skranken for
de af Kulturen undertrykte Samfundsklasser med
ægte revolutionær Fremskridtstro, der tit kan
svæve ud i ganske mystiske og fantastiske
Abstraktioner. Hendes Roman er i det hele social
og »idealistisk«, det vil sige ikke en objektiv
paalidelig Skildring af Livsforhold, men en
subjektiv, af Tendensen dirigeret Fremstilling af
kraftige Typer, der tjener som Talerør for
Forfatterindens aggressive Ideer. Derfor er
Karakterskildringen ofte umulig i psykologisk Henseende,
ligesom Stoffets brede retoriske Udsvulmen
trætter Tilegnelsen. Imidlertid har hun ved sin store
lyrisk lidenskabelige Inspiration og ved sin altid
kampfærdige Optimisme spillet en stor Rolle
ikke blot i, men ogsaa uden for Frankrig, og
hendes Bet. kan ikke underkendes, selv om
hendes Bøgers Rolle nu er udspillet. 1877
rejstes hendes Statue (af Clésinger) i Théâtre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
