Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Død, den sorte, kaldes en Epidemi af Bubonpest, der c. 1342 begyndte i Centralasien - Dødbider, en aandelig ubevægelig Person; Omtydning af holl. doodbidder, Bedemand - Dødbider (Søv.), en daarlig Bidevind-Sejler. - dødbrændt, et Stof, naar det er ophedet for stærkt og har mistet de Egenskaber, det skulde faa ved en passende Ophedning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blev smittede, dels ved Genoptræden af nye
Epidemier, saa at Pesten 1349-1366 er en
staaende Sygdom i Europa, snart udgaaende fra et
Sted, snart fra et andet.
Pestberetningerne omtaler mange sære Tegn
som Forbud paa Epidemiens Komme (Kometer,
Jordskælv, Masseoptræden af Frøer, Firben,
Slanger o. l.). Enkelte Gange omtales tillige
stor Dødelighed mellem Rotter og Mus, hvad
der nu har sin Interesse under Hensyn til
Smitteoverførelsen ved Pest. Dødeligheden bl.
Mennesker var uhyre; i Neapel døde 60000, i
Venedig 100000, i Ragusa 7000. I Wien, hvortil
Pesten var naaet 1349, døde dgl. 500 til 600
Mennesker, og i Siena, fra hvilken By mange
var flygtede, døde 80000 af en Befolkning paa
noget over 100000. Marseille mistede 57000
Indbyggere, Paris 50000, London 100000.
Til Danmark kom Sygdommen 1349, uvist
hvorledes, men efter et Sagn ved et norsk
Skib, der kom fra England og strandede i det
nordlige Jylland, da hele Besætningen var død.
I det flg. Aar rasede den i al sin Heftighed;
men de Oplysninger, man har derom, er kun
meget ufuldstændige; men det maa dog antages,
at omtr. Halvdelen af Befolkningen døde. Store
Distrikter laa fuldstændig øde efter Pesten,
saaledes endnu 20 Aar efter 98 Gaarde og Møller
og 71 Huse i Roskilde Stifts Besiddelser.
Valdemar Atterdag byggede 1357 et Slot i Randers
af 11 nedbrudte Kirker, og om Bornholm, der
blev særlig stærkt medtaget, fortælles det
karakteristiske Sagn, at alle de Overlevende, der
samledes i Clemens Sogn, ikke kunde fortære
en Lammekrop. 1354 udstedtes paa et Danehof
i Nyborg Amnesti p. Gr. a. den store Mangel
paa Folk. Dødeligheden i Slesvig og Holsten
skal have været endnu større end i Kongeriget,
ja for Slesvigs Vedkommende skal ikke en
Femtedel være blevet tilbage.
Til Norge naaede »Store Mannadauen«, som
den kaldtes her, 1349, rimeligvis bragt med et
Skib til Bergen, og den rasede til ind i 1350.
Hele Kirkesogne uddøde i afsides liggende
Fjeldegne, og først efter mange Generationer fandtes
disse Steder igen (»Finddale«). Paa een Dag
begravedes i Bergen 80, deriblandt 14 Præster
og 6 Diakoner. Alle Norges Bisper paa een nær
døde. Der døde saa mange Præster, fordi de
var særlig udsatte, da de ikke alene var
Sjælesørgere, men ogsaa Læger, at man maatte
ansætte unge Personer paa 18 Aar som Præster.
Det siges, at kun en Trediedel af Befolkningen
blev i Live. Til Island og Grønland kom Pesten
slet ikke, da der et Par Aar ikke kom noget
Skib derop.
Til Sverige, hvor Sygdommen kaldtes
»Digerdøden« ell. »Stordøden«, kom den, rimeligvis
fra Norge, 1349, men naaede ogsaa her sit
Højdepunkt 1350. Den rasede lige saa voldsomt
her som andre Steder, mange Sogne uddøde,
i Sthlm var »Gaderne bedækkede af døde
Legemer«. I Uppland skal kun en Sjettedel af
Befolkningen være blevet tilbage, og det siges,
at der alene i Vestergötland døde 466 Præster,
hvori formentlig Munke er medregnede. I
Värmland, hvor Sygdommen kaldtes
Degermansdøden ell. Fläckdøden, skal i et
enkelt Sogn hele den overlevende Befolkning kun
have bestaaet af en Kone, en Dreng og to
Piger, der boede langt fra hverandre. Fra
Sverige bredte Pesten sig 1350 til Finland, til de
vestlige russ. Prov. 1351, til selve Rusland 1352.
Af de Beskrivelser af Sygdommen, som man
har, fremgaar det, at det var den orientalske
Bubonpest, der var umaadelig smitsom, begyndte
med stikkende Smerter, stærke Kulderystelser,
Pestbylder, Koldbrand, sort tør Tunge og en
frygtelig stinkende Aande, vistnok hidrørende
fra Lungekoldbrand. Ofte kom der voldsomme
Blodspytninger, der uvægerlig medførte Døden.
De fleste døde i Løbet af et Par Dage.
Efter den Tids Opfattelse maatte Sygdommen
sættes i Forbindelse med Himlens Straf for
Menneskenes Synder, og dette gav Anledning
til Forholdsregler fra Præsternes Side i Form
af Messer, i Pilegrimstog (Flagellanttog), der i
Beg. vakte stor Tilslutning, medens paa den
anden Side andre hengav sig til vilde
Udsvævelser, saaledes som Boccaccio, der var
Øjenvidne til Epidemien i Firenze, fortæller, idet
man ansaa Pesten som Forløber for den
yderste Dag. Mange flygtede, andre spærrede sig
af fra Omverdenen, saaledes Pave Clemens VI
i Avignon, atter andre forsøgte ved Antændelse
af store Baal, Rygninger med Enebær og Eddike
at beskytte sig. Lægemidler anvendtes
naturligvis i Massevis, navnlig Theriak, sveddrivende
Midler og Vin. Dernæst anvendte man Signen
og Manen og Anraaben af Helgener, navnlig St
Roch. I Mellem- og Sydeuropa fandt store
Jødeforfølgelser Sted, da man beskyldte dette Folk
for at forgifte Brøndene.
Endnu 550 Aar efter lever Sagn om den
frygtelige Farsot. Man fortæller, at den
opfattedes som en Straf for Krudtets Opfindelse, at
de faa Efterlevende drog rundt og ringede med
Kirkeklokker for at samle de faa endnu levende,
og det siges, at Skikken at sige »prosit« (ɔ: gid
det maa gavne) ell. det danske »Gud velsigne
dig« hidrører fra denne Tid, da Sygdommen
begyndte med Nysen. (Litt.: Ilmoni,
»Bidrag till Nordens Sjukdoms-Historia« [1-3,
Helsingfors 1846-53]; C. Lange, »D. s. D.« [i
»Dansk Maanedsskrift« 1862]; F. V. Mansa,
»Bidrag til Folkesygdommenes og
Sundhedsplejens Historie i Danmark« [Kbhvn 1873]; A. L.
Faye, »D. s. D.« [Kria 1880]; Oversigt over
Kria Vid. Selsk. Møder 1894, S. 2; G. Sticker,
»Die Pest« [Giessen 1910]; K. Sudhoff,
»Pestschriften aus den ersten 150 Jahren nach der
Epidemie des schwarzen Todes 1348« [Arch. f.
Gesch. d. Med. IV og ff.]).
(G. N.). J. S. J.
Dødbider, en aandelig ubevægelig Person;
Omtydning af holl. doodbidder, Bedemand. I
Folkemaalet ogsaa Døvbider, 1) klodset,
daarlig skærende Redskab, 2) klodset Person.
A. O.
Dødbider (Søv.), en daarlig
Bidevind-Sejler.
dødbrændt siges et Stof at være, naar det
er ophedet for stærkt, saa at det har mistet de
Egenskaber, det skulde faa ved en passende
Ophedning, d. Kalk er f. Eks. Kalk, der er
ophedet saa stærkt, at det ikke lader sig læske,
sandsynligvis fordi Leret i Kalken har indgaaet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
