Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - elektrisk Strøm i en Ledningstraad (Metaltraad, Kultraad) - elektrisk Strøm i Luftarter. - 1) Beviser for Ionteorien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
elektrisk Strøm i Luftarter.
Indledning. Under normale Forhold er Luftarterne
nogle af de bedste Isolatorer, der kendes. At den
atmosfæriske Luft dog kan lede Elektriciteten,
om end i overordentlig ringe Grad, blev først
paavist af Coulomb (1785), ved at han
iagttog Ladningstabet af et elektrisk ladet Legeme,
der var ophængt i isolerende Traade. At Luften
under særlige Forhold kan blive en god Leder,
kendes fra den elektriske Gnist (opdaget
omkring 1700) og navnlig fra den elektriske
Lysbue, der først blev fremstillet af Davy 1821.
Analogt med den elektriske Strøm i
Elektrolyterne antager man, at den elektriske Strøm i
Luftarterne foregaar ved en Vandring af
elektrisk ladede Molekyler ell. Molekyldele, de
saaakaldte Ioner (d. e. Vandrere), der ogsaa er til
Stede i Luft af normal Tilstand, om end i
forsvindende ringe Antal. I Fig. 1 er givet en
skematisk Fremstilling af den elektriske Strøm i
Luft. A og B forestiller to parallelle
Metalplader med Luft imellem sig. Giver man A en
positiv, B en negativ Ladning, vil Ionerne, som
det er antydet paa Figuren, af de elektriske
Kræfter fra Ladningerne føres hen til Pladerne
og derved aflade disse, medens de ikke spaltede
Molekyler forbliver upaavirkede. Denne Teori
blev fremsat allerede 1882 af W. Giese for at
forklare Flammers Ledningsevne, men den har
først igennem J. J. Thomson’s og E.
Rutherford’s Undersøgelser i Slutn. af
1890-erne vundet alm. Tilslutning. I det flg. skal
først omtales de eksperimentelle Beviser for
Teorien samt Ionernes Egenskaber, dernæst de
forsk. Maader at ionisere ɔ: frembringe Ioner,
endelig de lysende elektriske Udladninger: den
elektriske Lystaagestrøm, Lysbuestrøm,
Spidsstrøm og Buskstrøm. Disse Former af den
elektriske Strøm igennem Luft kaldes ogsaa
selvstændige, fordi de selv frembringer de Ioner, der
bærer Strømmen. For Oversigtens Skyld er Artiklen
delt i flg. nummererede Afsnit: 1) Beviser for
Ionteorien, 2) Ionernes Bevægelighed, 3)
Ionernes taagedannende Evne, 4) Ionernes Ladning,
5) Ionernes Masse, 6) Ionantallet i atmosfærisk
Luft, 7) Luftens Ionisering, den uselvstændige
elektriske Strøm, 8) Den selvstændige elektriske
Strøm, Stødionisering, 9) Den elektriske
Lystaagestrøm, 10) Spændingsfordelingen i
Lystaagestrømmen, 11) Forsk. Anvendelser af
Udladningsrør, 12) Teorien for Lystaagestrømmen,
13) Den elektriske Lysbuestrøm, 14) Den stille
Udladning, Spidsstrøm og Buskstrøm.
1) Beviser for Ionteorien. I Fig. 2
er R et Røntgenrør, fra hvis Antikatode A
Røntgenstraalerne udgaar. De skal tjene til at
gøre Luften ledende. Den ioniserede Luft suges
ved Hjælp af en Pumpe gennem Røret B, hvor
den ikke længere er udsat for Bestraaling, og
passerer mellem Metalpladerne P og P1 af en
Kondensator. P er afledet til Jord, P1 er i
Forbindelse med Elektrometret E, saa at dens
Spænding kan maales. Saa snart Røntgenrøret
sættes i Virksomhed, bliver Luftstrømmen
ledende, hvad der giver sig til Kende ved, at
Pladen P1 og dermed Elektrometret hurtigt
taber sin Spænding. Af Hastigheden, hvormed
dette sker, i Forbindelse med Kendskabet til
Kondensatorens Kapacitet, lader den elektriske
Strøm fra P1 til P sig beregne. Man finder da
den ved Kurven i Fig. 3 antydede
Sammenhæng mellem Strømmen I og
Spændingsforskellen V mellem Pladerne. Som man ser, er
det kun for smaa
Spændingsforskelle, at der er
Proportionalitet mellem Spænding og
Strøm, saaledes som man er
vant til ved almindelige
Ledere, der følger Ohm’s Lov.
For større Spændinger bliver
Strømmen konstant, altsaa
uafhængig af Spændingen.
Dette Forhold kan let
forklares ved Ionteorien. Jo
større Spændingen er, desto
større er den Kraft, der
virker paa Ionerne, og
desto hurtigere føres de hen til Pladerne. For
smaa Spændinger, hvor Ionernes Hastighed er
saa lille, at kun en lille Brøkdel af dem vil naa
hen til Pladerne i den Tid, Luftstrømmen er om
at passere Kondensatoren, vil derfor Strømmen
vokse proportionalt med Spændingen. Naar
Spændingen derimod er blevet saa stor, at alle
de Ioner, som Luften indeholder, opfanges af
Pladerne, kan Strømmen ikke vokse yderligere,
og vi faar den konstante Maksimalstrøm, den
 |
| Fig. 1. |
|
| Fig. 2. |
|
| Fig. 3. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
