Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Emaille (fransk email, italiensk smalto) (hermed l Tavle), letflydende Glassorter, som paasmeltes Metalgenstande - Emaillefarver. Ved E. forstaas dels egentlige E., dels forsk. Malerfarver - Emaillefotografi - Emaillemaleri, se Emaille. - emaillere, se Emaille. - Emanation (egl. Udflyden) i Filosofien om den Proces, hvorved de lavere Former for Væren antages at udgaa fra de højere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den førstnævnte findes Arbejder i
Kunstindustrimuseet i København. Senere hen i Tiden, i
17.-18. Aarh., benyttedes hvid Undergrund i
Stedet for mørk, saaledes at den tidligere anvendte
Bortgravering og Skravering af de tyndere Lag
bortfaldt, og paa den hvide Tinemaillegrund, der
lagdes paa Guld ell. Kobber, evnede man nu at
male Miniaturmalerier, Portrætter og
Landskaber (Fig. 5-7). Det siges at være Guldsmeden
Jean Toutin fra Châteaudun, som opfandt denne
Art Emaillemaleri, og som traadte i Forbindelse
med Portrætmaleren Isak Gribelin for at udføre
Miniaturportrætter. Af andre bekendte
Emaillemalere fra denne Periode mærkes Morlière fra
Orleans, Robert Vauquer i Blois, Genferen
Jacques Bordier og især sidstnævntes Landsmænd
Jean Petitot den Ældre og Yngre, der udførte
E.-Malerier for Karl I og Ludvig XIV. Ved
næsten alle europæiske Hoffer arbejdede i 18.
Aarh. dygtige Emaillemalere, i Danmark saaledes
Paulus Prieur, Josias Barbette fra
Strassburg (Slutn. af 17. Aarh.) og Joseph Brecheisen
(Midten af 18. Aarh.), af hvem Arbejder findes
paa Rosenborg.
Omend E. gennem hele 19. Aarh. er brugt
almindeligt paa Urskiver (og paa Smykker),
betegner Revolutionstiden og Empiren dog en
voldsom Dekadence, og først under den
moderne Kunstindustris bevidste Fortidsstudium er
Teknikken genvundet.
P. Gr. af sin Kostbarhed og sin vanskelige
Teknik har E. været en Kunst, hvis
Frembringelser altid mest kom Overklasserne til gode,
og kun en enkelt, nemmere Art, Traad- ell.
Filigran - E., er i visse Lande blevet en
Folkekunst, idet den trods sit tekn. og hist.
Slægtskab med den byzantinske Celleemaille er
forholdsvis nem og billig. Den arbejder med
Sølv og indfælder gerne Smaltefarverne i
Mønstre af granuleret Traad, uden at tilstræbe
glatte Flader og uden Efterslibning.
Fremgangsmaaden kendtes af Renaissancetidens tyske
Emaillører, men er vistnok østeuropæisk og
særligt yndet i Ungarn og i Rusland.
Endvidere er E. dyrket baade i den nærmere
og den fjernere Orient, i Persien, hvor man
har kendt baade Grubeemailler og en Slags
»uægte Celleemaille«, hvis Vægge er drevne i
selve den tynde Kobbergrund, og i Indien, samt
i Kina og Japan. Den kin. Celleemaille er tekn.
set meget nær i Slægt med den byzantinske, blot
med den Forskel, at der bruges Kobber i St. f.
Guld, og selve det kinesiske Navn Ta-chi-yao
betyder Araber-Emaille og vidner klart om, at
Kunsten oprindelig er indvandret fra Vesten.
De ældste Arbejder stammer fra
Ming-Dynastiets Tid (14.-17. Aarh.). Endnu yngre i Kina
er Maleremaillen, hvis kinesiske Betegnelse er
Fo-lang-kien-yao, inkrusteret frankisk Porcelæn
Dens Blomstring i 18. Aarh. skyldes sikkert
europæisk Paavirkning, og E. med lignende
Farver som Porcelæn af Rosenfamilien hørte
til de mest yndede »ostindiske« Varer, der
fabrikeredes til Eksport (Kanton-E.). I Japan,
hvortil Emaillekunsten er naaet fra Kina
henimod Aar 1600, har man i moderne Tid ogsaa
udført Celleemaille paa Porcelæn og Stentøj, og
den nyeste jap. Emaillekunst, der tilstræber helt
billedmæssig Virkning, staar tekn. set
overordentlig højt. (Litt.: F. Luthmer, »Das Email«
[Lpz. 1892]; É. Molinier, L’émaillerie [Paris
1891]; Kondakoff, »Geschichte des byzantin.
Emails« [1892]; I. Schulz, »Der Byzantinische
Zellenschmelz« [Frkft 1890]; Falke und
Frauberger, »Deutsche Schmelzarbeiten des
Mittelalters« [Frkft 1904]. Jfr. Brock i
»Tidsskrift for Kunstindustri«, 1889 og 1894).
C. A. J.
Emaillefarver [e’maljə-]. Ved E. forstaas
dels egentlige E. (se Emaille)
fremstillede ved til den Glasmasse, der danner
Emaillen, at sætte - for Purpur: Guld ell.
Kobberforilte, for rødt: Selensyrling, Uranilte, Guldilte;
for rødbrunt: Jerntveilte og Brunsten; for grønt:
Jerntveilte (i smaa Mængder), Kobberilte,
Kromtveilte, Jernforilte; for gult: Titanilte,
Kadmiumsulfid, Uranilte, Blykromat, Neapelgult (s. d.);
for blaat: Koboltilte; for violet: Manganilte; for
sort: Kobolt-, Mangan-, Krom-, Kobber-,
Nikkelilte med store Mængder Jernilte; for graat:
Platinklorid, Nikkelilte og Jernforilte; for hvidt:
Tin-, Antimon-, Zink-, Zirkon-, Cerilte,
Zinksulfid, Fosfor- og Arsensyre, Fluorforbindelser
og Lerjord. Dels forstaar man ved E. forsk.
Malerfarver, der bestaar af Permanenthvidt,
Zinkhvidt, Blyhvidt, Magnesia, Kridt, Flussspat
o. l. udrørt i en Opløsning af Vandglas
(Silikatfarver), og som kan bruges baade paa
Træ, Sten, Cement, Metaller o. a., paa hvilke
de efter Indtørring danner en uigennemsigtig,
haard og meget holdbar Hinde. En lignende
mangesidet Brug kan gøres af en anden Slags
E., der faas ved at blande haarde og sejge
Fernisser, navnlig saadanne, der indeholder Rav
ell. Kopal, ind i hvide Oliefarver, og som efter
Tørring bliver glinsende og temmelig haarde. Disse
sidste E. finder megen Anvendelse i
Bryggerilokaler o. l. St., da Vægge, der er strøgne
dermed, er meget lette at holde rene og temmelig
uigennemtrængelige for Fugtighed, i de senere
Aar ogsaa meget til Maling af Døre o. l. i
Beboelseslejligheder.
(K. M.) Carl J.
Emaillefotografi [e’maljə-] fremstilles ved
at overføre et Fotografi paa en Porcelæn- ell.
Metalplade ved Hjælp af Indstøvningsmetoden,
indstøve med Emaillefarve og indbrænde, saa
Billedet bliver dækket af et Emaillelag. Imitation
af E. fremstilles ved, at et Fotografi paa en tynd
Hinde overføres paa en Porcelæn- ell.
Metalplade og dækkes med en Gelatinehinde.
C. E. A.
Emaillemaleri [e’maljə-], se Emaille.
emaillere [emal’je’rə], se Emaille.
Emanation betyder egl. Udflyden og bruges
i Filosofien om den Proces, hvorved de lavere
Former for Væren antages at udgaa fra de
højere. Denne Lære er navnlig udformet af
Nyplatonikerne, efter hvis Opfattelse enhver
Værensform fremgaar af den umiddelbart over
den staaende ved E.; Verdensaanden af den
guddommelige Enhed, Sjælen af
Verdensaanden o. s. v., og uden at den højere Form derved
forandres ell. forringes i sit Væsen.
Emanationslæren optoges af Gnostikerne og gaar gennem
Pseudo-Dionysios-Areopagitas’ Skr over i
Middelalderen, hvor den genfindes i Johannes Scottus
Eriugena’s ejendommelige Filosofi. Den er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
