Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Embedsmand kaldes den, der beklæder et Embede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ikke er Tilfældet, maa han i en vis Udstrækning
kunne anvende privat Medhjælp, saaledes ved
skriftlige Udfærdigelser og andet Kontorarbejde,
dog forudsat at der ikke derved sker Brud paa
hans Tavshedspligt. Undertiden er der tillagt
en E. en Sum i Kontorholdsgodtgørelse, for
hvilken det bl. a. er Meningen, at han skal
skaffe sig saadan privat Medhjælp, og i
Forbindelse dermed kan der da været givet ham
Ret til i videre Omfang at overlade
Embedsforretningerne, derunder ogsaa Udøvelsen af
selve Embedsmyndigheden, til Fuldmægtigen,
naar denne opfylder visse Betingelser og
forsynes med højere Myndigheds Autorisation.
Saaledes er Forholdet for Tiden med
Retsbetjentfuldmægtigene, der ikke er statsansatte
Bestillingsmænd, men privat antagne, af det
Offentlige autoriserede Medhjælpere.
Under Udførelsen af sine Embedsforretninger
skal E. vise Troskab mod Staten. I denne
Troskabspligt ligger, at han ogsaa udover sine
særlige Pligter i sin Embedsvirksomhed paa
bedste Maade skal varetage Statens Interesser
og lade sig lede af Hensynet til dem, og navnlig
at han skal afholde sig fra alt, hvad der kan
skade dem. Troskabspligten danner et
Supplement til Pligten til at besørge de med Embedet
forbundne Forretninger og betyder, at E. m. H.
t. Udførelsen af disse paa en mere omfattende
Maade end i et privat Kontraktsforhold er
forpligtet over for Staten. Om en alm.
Haandhævelse af Troskabspligten gennem særlig dertil
sigtende Straffebestemmelser er der dog ikke
Tale. Dens Virkninger viser sig som oftest kun
i, at Handlinger, der ogsaa ellers er retsstridige,
faar en kvalificeret retsstridig Karakter, naar
de begaas af en E. Dette er f. Eks. Tilfældet
med Landsforræderi og Forbrydelser mod
Statsforfatningen, Kongen ell. den offentlige
Myndighed og Orden og ligeledes med saadanne
Forbrydelser som svigagtigt Forbrug af betroede
Midler og Forfalskning af Dokumenter, begaaede
under Embedsførelsen. Paa mere selvstændig
Maade danner Troskabspligten dernæst
Grundlaget for de Straffebestemmelser, der er rettede
mod Bestikkelse og Brud paa
Embedshemmelighed, hvorom henvises til disse Ord. Naar det
efter Strfl.’s Bestemmelser om Bestikkelse er
strafbart, at en E. for sine Embedshandlinger
fordrer, modtager ell. lader sig tilsige Gaver
ell. andre Fordele, hvortil han er uberettiget,
hvad enten Embedshandlingerne i øvrigt er
pligtmæssige ell. ikke, er det, fordi et saadant
Forhold er i Strid med Troskabspligten, der
kræver, at en E. i sin Embedsførelse alene skal
have Statens og ikke sine private Interesser for
Øje. Af Hensyn til Troskabspligten maa det
ogsaa være en E. forbudt at paatage sig private
Forretninger, naar de Interesser, han derved
vil komme til at varetage, let kan kollidere med
de ham betroede Statsinteresser, ell. han vil
blive afhængig af Personer, med hvem han i
Embedsmedfør skal føre Tilsyn. I hvert Fald
bør saadant ikke finde Sted uden hans
Foresattes Vidende og Tilladelse. Et alm. Forbud mod,
at E. har private Forretninger af den nævnte
Art, findes vel ikke, men kan heller ikke være
nødvendigt. Derimod haves i den nyere
Lovgivning ikke faa specielle Bestemmelser, der ofte
gaar noget videre, særlig med Hensyn til
højerestillede E.
En E. er ikke blot pligtig til i sin
Embedsvirksomhed at følge Lovene og de i Medfør af
disse udstedte Anordninger, men der paahviler
ham ved Siden heraf en særlig embedsmæssig
Lydighedspligt over for Forskrifter
vedrørende tjenstlige Anliggender, meddelte ham
af hans Foresatte. Denne Lydighedspligt har bl.
a. fundet Udtryk i Strfl. § 142, der fastsætter
Straf for den E., der nægter ell. forsætlig
undlader at efterkomme, hvad der lovlig er ham
befalet. At Befalingen skal være lovlig, vil i
hvert Fald sige, at den skal være lovlig i
Forhold til E. ell. m. a. O. ikke paalægge ham
andet, end hvad der omfattes af hans særlige
Embedspligt. Tvivlsomt er det derimod, om
den ogsaa skal være lovlig i den Forstand, at
den ikke maa gaa ud paa Foretagelsen af en
lovstridig Handling. Dette kan maaske ikke
ubetinget antages, men i de fleste Tilfælde vil en
E. dog kunne nægte at adlyde, naar det, der
paalægges ham, er i Strid med Loven. Saaledes
kan han ingen Lydighedspligt have over for
Befalinger om Foretagelsen af Handlinger, der
vilde være Forbrydelser, og hvor Handlingen
vilde krænke Enkeltmand under Forhold, der
vilde berettige denne til at søge Erstatning hos E.
ved Domstolene, kan der heller ikke være nogen
ubetinget Lydighedspligt. I intet af de nævnte
Tilfælde kan E. nemlig paakalde sin Foresattes
Befaling som Undskyldningsgrund, men skal han
selv bære Ansvaret for sine Handlinger, maa
han ogsaa kunne nægte at handle, hvis det, der
paalægges ham, er lovstridigt. Om en
videregaaende Lydighedspligt kan der derfor i det
højeste være Tale, hvor det ikke drejer sig om
Forbrydelser, og hvor heller ingen Privatmand
kan drage E. til Ansvar, d. v. s. hvor enten
alene offentlige Interesser er truede, ell. hvor
det er E.’s Foresatte selv, der endelig afgør
Spørgsmaalet om Lovligheden. Militære E.’s
Lydighedspligt rækker videre end civile E.’s,
men er dog heller ikke aldeles ubetinget (se
Befaling). Bortset fra ulovlige Befalinger
er det i øvrigt Reglen, at der tilkommer de
overordnede admin. Myndigheder en almindelig
Instruktionsret over for deres Underordnede, og
heri gør det ingen Forandring, at en Lov har
henlagt det paagældende Anliggende til den
underordnede Myndighed. At en vis Afgørelse
i Henhold til Lov skal træffes af Amtmanden,
giver saaledes ikke denne nogen Ret til at
modsætte sig Indblanding i Sagen fra
Regeringens Side. Regeringen vil kunne binde hans
Frihed saavel ved alm. Instrukser som ved
specielle Paalæg, ja der vil endog som Regel intet
være til Hinder for, at den indfordrer Sagen
og selv afgør den i Amtmandens Sted. Visse
administrative Myndigheder, særlig saadanne,
som foretager Skatteansættelser, ell. hvis
Hovedopgave det er at afgøre Retsspørgsmaal ell.
afgive Skøn til Brug i retlige Forhold, tilkommer
der dog i Lighed med Domstolene en større
Uafhængighed af Regeringen, idet denne ikke
kan give dem Paalæg om, hvilket Indhold de
skal give deres Afgørelser. Disse Myndigheder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
