Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Enskinnebaner kaldes alle de Jernbaner, hvor Køretøjerne bæres af een Skinne, oftest i Køretøjernes Midterplan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ingeniør Henry Robinson Palmer. Denne
lagde den bærende Skinne i en Højde af 2-3 m
over Jorden, hvor den hvilede paa en af Stolper
understøttet Bjælke; Vognene havde eet ell. to
Hjul, og Vognkassen dannedes af en i hver
Ende af den forlængede Aksel hængende Kurv
ell. Kasse. Systemet anvendtes trods sine
Mangler en Del til Transport af Raaprodukter. 1829
-37 fremkom forskellige Forbedringer i England
og Amerika, ligesom der senere er opstaaet
adskillige andre Systemer.
E. kan inddeles i to Hovedgrupper: de
uegentlige og de virkelige. Ved de
første anvendes foruden Køreskinnen en ell. fl.
Støtteskinner, men herved gaar rigtignok en af
E.’s vigtigste Egenskaber tabt, nemlig
Køretøjernes frie, men behagelige og rolige Løb, der
skyldes, at disse frit kan svinge om en vandret
Længdeakse; der er anvendt indtil 5 Skinner
i alt, men for hver Skinne vokser Antallet af
de for de Rejsende ubehagelige Stød og
Rystelser, foraarsagede af Skinnesamlingerne, ligesom
Kørslen gennem Kurverne bliver daarligere,
fordi det er ugørligt at bukke Skinnerne
nøjagtig efter de til hver Krumning sammenhørende
Cirkelbuer. Som Forløber for de uegentlige
E. kan nævnes den af Larmanjat i
Frankrig 1869 byggede Bane; Bæreskinnen, der kunde
nedlægges i enhver Vej, ragede kun 20 mm
op over Jordoverfladen, og Vognene blev holdte
i Balance derved, at de var forsynede med et
alm. Hjul ud til hver Side; disse Hjul løb paa
Vejen, men skulde ikke bære noget videre, og
var ophængte i meget elastiske Fjedre.
Systemet fandt en Tid adskillig Udbredelse i
Frankrig og Portugal, og der fremkom senere mange
forbedrede Konstruktioner. Af de uegentlige
E. er Lartigue’s System vel nok det, der
har vundet størst Udbredelse; Køreskinnen (se
Fig. 1) er anbragt i c. 1 m’s Højde over Jorden
oven paa trekantede Jernbukke, der er
afstivede indbyrdes, og Køretøjerne saa at sige rider
paa denne Skinne med deres Bærehjul, der er
forsynede med en Styrekrans paa hver Side
for at forhindre Sporafløb, medens Køretøjernes
Væltning forhindres af de under dem siddende
vandrette Styrehjul ell. Lederuller, der støtter
sig mod en Styreskinne, anbragt paa hver Side
af Bærebukkene. Systemet er først anvendt i
Algier, Tunis, Pyrenæerne (med Stigninger paa
1:12 og Sporkurver med ned til 3,2 m Radius)
o. fl. St. Efter længere Tids Forsøg
i London byggedes en 15 km lang
Lokalbane for Lokomotivdrift
mellem Listowel og
Ballybunion i Irland; Banen, der
aabnedes 1888, skulde skaffe en bekvem
og navnlig billig Sommerforbindelse
mellem nævnte Byer, af hvilke den
første har Tilslutning til Irlands
almindelige Jernbanenet, og den
sidste om Sommeren er et stærkt
besøgt Badested; i den øvrige Del af
Aaret er Trafikken betydningsløs;
Banen benyttes baade til Person- og
Godsbefordring. Personvognene, der
er 4,9 m lange og 2,5 m brede, kan
rumme 20-24 Personer,
Lokomotiverne har to Kedler (se Fig. 1), og
bag Tenderen findes i alle Persontog
en Trappevogn, der skal muliggøre
Passage paa Stationerne fra den ene
til den anden Side af Banen. Der
køres normalt 21 km i Timen, men
der er forsøgsvis opnaaet 35 km’s
Hastighed; Banen har ganske svaret
til Forventningerne og vist sig billigere i Drift
end en alm. smalsporet Bane, men ved
Systemet klæber bl. a. de Vanskeligheder, som
Niveauoverkørslerne og Sporskifterne volder,
fordi Køreskinnen skal ligge saa højt over
Jordoverfladen. Sporskifterne dannes af
Skinnestykker, der er anbragte saaledes, at de kan
drejes ell. svinges; Bærebukkene er af Jern og
hviler paa Træsveller. En lgn. Bane som den
her beskrevne, men bygget som Højbane paa
Jernbetonbukke, anvendtes 1914 i Genua til at
forbinde den maritime Udstilling med
Giano-Molen; Banen, der er 2,2 km lang og har mange
Kurver (mindste Radius 50 m), er bygget i Løbet
af 100 Dage. Personvognene er 6,6 m lange og
rummer normalt 38 siddende og 12 staaende
Passagerer. Underbygningen har kostet 200000
Francs pr km, og Udrustningen og det rullende
Materiel 340000 frc. Efter Udstillingens Lukning
tjener Banen til Transport af Kul fra Havnen
til Byen. Meget lig Lartigue’s System er det
 |
| Fig. 1. Enskinnebaner Lartigue’s System. |
|
| Fig. 2. Elberfeld-Barmen Hængebane; Langen’s System. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
