Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erinyer, oldgræske Gudinder, der særlig optræder som straffende og hævnende Guddomme - Eriocampa, se Bladhvepse. - Eriocomi kaldes de Menneskeracer med Uldhaar, som har dette ligelig fordelt over hele Hovedet - Eriodendron, se Ceiba. - Eriogonum Michx., Slægt af Skedeknæfam., en- ell. fleraarige Urter ell. Halvbuske - Eriometer, Uldmaaler, en Plade, der langs Siderne er forsynet med Takker af forsk. Finhed - Eriomys, se Haremus.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som E. hævner, idet de forfølger Morderen.
Allerede hos Homer er E. rent personlige
Væsener, de omtales snart i Enkelttal, snart i
Flertal; men om deres Herkomst gives ingen
Oplysning. Derimod siger Hesiodos, hvem fl.
senere følger, at E. fremstod af Jorden, da
Kronos berøvede sin Fader Uranos hans Manddom,
og Bloddraaberne faldt paa Jorden; altsaa har
E. samme Oprindelse som Giganterne. Hos den
flg. Tids Digtere nævnes E. ikke saa hyppig,
hvorimod de atter træder frem i første Række
hos Tragikerne, hos hvem deres Herkomst
angives forsk.; Aischylos kalder E. Døtre af
Natten, Sofokles af Mørket (Skotos)
og Jorden. Til at skildre E.’s Færd og Virksomhed
bruger Digterne mange Billeder. Da E.
kommer hyllede i Uvejrsskyer, hører Lynild til
deres Følge; de kaldes derfor
»ildsprudende«; deres Haar er Slanger, i Haanden
holder de en Fakkel, en Svøbe ell. en
Pigstav; hvem de saarer, gribes af Vanvid. De
brøler som Tyre ell. Hunde; kaldes selv
Hunde o. s. v. Hos Aischylos har E. en
mildere Skikkelse; de er ikke blot
ubarmhjertige Hævngudinder, de er tillige de »velsindede«
(Eumenider), som holder Ulykker borte, og som
beskytter dem, der har bødet for deres
Forbrydelser og er blevne revsede. I sin
Trilogi »Oresteia« behandler Aischylos Orestes’
Skæbne, beskriver, hvorledes han myrder sin
Moder for at hævne sin Fader, hvorledes han
forfølges af E. og endelig frikendes paa
Areopagos ved Athena’s Stemme. Hos Aischylos er
E. nærmest Skæbnegudinder og nævnes ved
Siden af Moirerne og Kererne. Hos Euripides og
fl. Digtere fra den flg. Tid er de nærmest
Gudinder for Strid og Kamp, der ender med Død og
Undergang; ja de nævnes undertiden endog
ligefrem som Dødsgudinder. I det hele fæstede man
i den senere Tid mest Blikket paa den mørke
Side af E.’s Væsen, og det samme er Tilfældet
hos Romerne, da de dannede sig deres Furier
(lat. Furiæ) i Skikkelse med de gr. E. Vergil
kalder dem Diræ Deæ. Deres Hovedvirksomhed
falder i Underverdenen, hvor de plager
Forbryderne. De rom. Furier var ikke Genstand for
nogen religiøs Dyrkelse. Som Hjemland for
Dyrkelsen af E. som Guddomme plejer man at anse
Arkadien, hvor E. var et Tilnavn til Demeter,
og hvor følgelig E. er en Naturguddom, som
varetager Ligevægten i Naturen. Mest kendt er
Helligdommen i Athen, der laa ved Areopagos;
her kaldes de Σεμναι (»de ærværdige Gudinder«).
Den gr. Kunst giver ofte Billeder af E. Der
omtales Billedstøtter af E. udførte af Kalamis og
Skopas, men om disse vides intet. Derimod har
man i Argos fundet et Basrelief fra 5. Aarh.,
hvor Eumeniderne, tre i Tal, er fremstillede i
lange Klæder med en Blomst i den ene og en
Slange i den anden Haand; foran dem staar to
Tilbedende. Paa Vaser o. desl. findes Orestes
ofte afbildet forfulgt af E., der i Reglen, men
ikke altid, har Vinger; i Hænderne har de
gerne Slanger, stundom ogsaa i Haaret. I ældre
Tider fremstilles E. i Reglen som lidet
tiltalende Skikkelser, men fra den attiske Kunsts
højeste Blomstringstid er de ældre hekseagtige
Kvinder afløste af langt mere harmoniske
Skikkelser. Undertiden har E. lange Klæder (som i
det her gengivne Billede fra en Vase, hvor
Orestes er afbildet mellem to ham forfølgende
E.). I Reglen er de dog fremstillede som
Jægerinder med korte Skørter. Paa etruriske
Sarkofager og i Vægbilleder i etruriske Grave findes
ikke sjælden E. afbildede. Antallet af E. var i
ældre Tider ubestemt, man antog endog, at der
var 50; Euripides siger engang, at der er 3, hvad
siden blev det alm. Først sent nævnes deres
Navne Alekto (»aldrig hvilende«), Tisifone
(»Mordhævnerske«) og Megaira (»Misunderske«).
Bet. af Ordet E. er usikker; man har villet tage
det Indiske til Hjælp og har med Henvisning
til Valkyrierne antaget E. for en fra den
indoeuropæiske Urtid hos fl. Folk nedarvet
Forestilling. (Litt.: Rosenberg, »Die E.«
[Berlin 1874]; Rapp i Rocher’s Lex.; Hild i
Saglio’s Dictionnaire d’Antiquités).
C. B.
 |
| Erinye (Vasebillede). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
