Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ernst August, Hertug af Braunschweig siden 1913, (1887- ) - Ernst den Fromme, Hertug af Sachsen Gotha (1601-75) - Ernst II, Hertug af. Sachsen-Koburg-Gotha 1844-93, (1818-1893) - Ernst Ahlgren, se Benedictsson, V. - Ernæring. Ved en Organismes Ernæring forstaar man den stadige Optagelse af Stoffer fra Omverdenen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvem han havde lært at kende ved et Besøg i
Berlin efter sin ældste Broders bratte Død.
Efter Brylluppet 24. Maj 1913 blev han godkendt
som Hertug i Braunschweig og overtog Landets
Styrelse Novbr s. A. Da Krigen udbrød Aug.
1914, drog han med den tyske Hær til Belgien.
I sit Ægteskab har han 2 Sønner.
E. E.
Ernst den Fromme, Hertug af Sachsen
Gotha (1601-75), var 9. Søn af Hertug Johan
af Sachsen Weimar. Han deltog 1631-34 i
Trediveaarskrigen under Gustav Adolf og senere
under sin yngre Broder, Bernhard af Sachsen
Weimar; det var ham, som 1632 først førte sit
Regiment over Lech, og han havde vigtig Del i
Sejren ved Lützen ved sin Kamp mod
Pappenheim. 1635 sluttede han derimod Fred. 1640
delte han Faderens Lande med sine Brødre og
blev derved Stifter af den gothaiske Linie, men
fik senere sit Land udvidet ved Arv efter
tvende Brødre. Han var en ivrig Lutheraner og viste
den største Omhu for Skolevæsenets Udvikling,
gav sine Lande en udmærket Forvaltning og
ophjalp Velstanden efter Krigens Ødelæggelser.
Han efterlod sig 9 Børn (af 18), og efter hans
Død delte de 7 Sønner Landene mellem sig.
(Litt.: Kreyenberg, »E. der fromme«
[Frankfurt 1890] og Schädel u. Möller,
»E. der fromme, ein Pädagog unter den Fürsten«
[Gotha 1901]).
E. E.
Ernst II, Hertug af Sachsen-Koburg-Gotha
1844-93, f. 21. Juni 1818, d. 22. Aug. 1893,
ældste Søn af Hertug E. I (1784-1844) og Broder
til den eng. Dronning Victoria’s Ægtefælle, Prins
Albert, samt Brodersøn af Kong Leopold I af
Belgien. Han ægtede 1842 Alexandrine (1820-
1904), Datter af Storhertug Leopold af Baden.
1844 overtog han Regeringen og udtalte allerede
1846 sit Ønske om at give sine Lande en
tidssvarende Forfatning: 1846 fik Coburg og 1849
Gotha en ny Valglov, og 1852 forenedes begge
Lande ved en fælles Forfatning. Ogsaa sluttede
E. sig ivrig til de tyske Enhedsbestræbelser og
kom derved til at spille en Rolle i Tyskland,
som hverken svarede til hans Landes ringe
Størrelse ell. hans egne naturlige Evner. Han
tog 1849 Del i Krigen mod Danmark og høstede
ved Eckernförde større Ros, end hans
Virksomhed fortjente. Som Tilhænger af »Unionen« fik
han 1849 Fyrstemødet i Breslau i Stand og søgte
senere forgæves at hindre Reaktionens Sejr i
Preussen saavel som i det øvrige Tyskland. 1854
var han den første tyske Fyrste, der nærmede
sig Napoleon III, og optraadte afgjort for
Vestmagterne imod Rusland. 1859 udtalte han sig
lige saa aabent for et Forbund imellem
Preussen og Østerrig imod Frankrig og Italien;
stillede sig 1861 i Spidsen for det tyske
Skyttesamfund og tog den andensteds forfulgte
Nationalforening under sin Beskyttelse, hvorved han
vandt Ry som Tysklands mest frisindede Fyrste.
Han tog ivrig Del i Forhandlingerne om en
Forbundsreform og udarbejdede selv et Udkast, der
søgte at mægle mellem de stridende Parters
Synsmaader; sluttede 1862 en Militærkonvention
med Preussen, hvorved Landets Tropper
knyttedes til den preuss. Hær, men deltog n. A. i
Fyrstemødet i Frankfurt og søgte forgæves at
formaa Kong Vilhelm til at indfinde sig. Efter
Frederik VII’s Død Novbr s. A. var E. den første,
der godkendte Prins Frederik af Augustenborg
som Arving til Holsten og Slesvig, og han drog
selv til Paris for at udvirke Napoleon III’s
Neutralitet i denne Sag. 1866 søgte han forgæves at
hindre Bruddet mellem Preussen og Østerrig,
men sluttede sig derefter uforbeholdent til
Preussen og var til Stede ved Kampen ved
Langensalza og siden ved de hannoveranske Troppers
Overgivelse. 1870-71 fulgte han med den tyske
Hær i Krigen mod Frankrig og medvirkede
efter Evne til det tyske Kejserdømmes
Genoprettelse. E. har desuden optraadt som Komponist
af fl. Operaer, foretog 1862 en Rejse til
Ægypten (beskrevet 1864) og udgav 1887-89 »Aus
meinem Leben und meiner Zeit« (indtil 1871, 3 Bd).
(Litt.: Ohorn, »Herzog E. II von Koburg«
[Leipzig 1894]).
E. E.
Ernst Ahlgren [-’a.l-], se Benedictsson, V.
Ernæring. Ved en Organismes Ernæring
forstaar man den stadige Optagelse af Stoffer fra
Omverdenen, som er nødvendig, for at
Organismens Liv kan vedligeholdes.
Ernæringsprocesser foregaar til Stadighed hos alle levende
Væsener, idet de optager, omdanner og udskiller
Stoffer. E. er kun een Side af Stofskiftet, og
Læren om E. er derfor snævert knyttet til
Læren om Stofskiftet (s. d.).
Historisk. Udgangspunktet for E.-Læren
har været den dagligdags Erfaring, at
Mennesker og Dyr taber i Vægt og til sidst dør, hvis
de ikke faar tilført Mad og Drikke. I Beg. af
17. Aarh. opdagede Lægen Sanctorio i Padua, at
den Føde, et Menneske optog, vejede langt mere
end de Ekskrementer og Urin, han udskilte,
selv om hans Legemsvægt holdt sig konstant.
En nøjere Forstaaelse af, hvor Føden blev af,
fik man i Slutn. af 18. Aarh. ved den fr.
Kemiker A. L. Lavoisier’s Opdagelser: at Dyrene
optager Ilt, som gaar i Forbindelse med
Legemets Bestanddele, der nedbrydes kemisk, og
største Delen af Nedbrydningsprodukterne
udgøres af luftformig Kulsyre og Vanddamp, som
udskilles ved Aandedrættet. Ved
Nedbrydningsprocesserne i Dyrenes Legemer (Stofskiftet)
dannes den dyriske Varme. Under
Stofskifteprocesserne forbruges Ilt og frembringes Kulsyre
og Vanddamp under Varmeudvikling, ligesom
ved Forbrændingsprocessen. - Omtr. samtidig
med Lavoisier opdagede Ingenhouss (1779), at
de grønne Planter optog Kulsyre fra Luften og
spaltede denne Luftart i Ilt, som atter
udskiltes, og Kul, som indgik kem. Forbindelser og
opbyggede Planternes Væv. De Saussure
opdagede omtr. samtidig, at Planterne optog
Mineralbestanddele fra Jordbunden gennem
Rødderne. - Ved Udviklingen af den organiske Kemi
i første Halvdel af 19. Aarh. fik man nærmere
Kendskab til de Stoffer, hvoraf Dyr og Planter
bestaar, og til den kem. Sammensætning af
deres Næring. Der viste sig en fundamental
Forskel mellem Planternes og Dyrenes E.: Dyrenes
Føde indeholder de samme Arter af kem.
Stoffer, hvoraf Dyrenes egne Legemer bestaar;
Planterne derimod kan opbygge deres levende
Substans af uorganiske Stoffer (Salte og Kulsyre).
- E. erstatter det Tab af Legemets egne
Substanser, som stadig foregaar hos de levende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
