Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - etats généraux (fr.), Generalstænder, Rigsstænder, før 1789 Navnet paa den fr. Rigsstænderforsamling ell. Rigsdag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
regis), der uden at være i Besiddelse af nogen
bestemt forfatningsmæssig Myndighed paa alle
Omraader havde bistaaet Kongen i
Statsstyrelsen. Den mere regelmæssige Bestanddel af
denne Forsamling udgjordes af de gejstlige og
verdslige Stormænd, navnlig Biskopperne og
Lensfyrsterne, hvortil efterhaanden kom et
Antal faste, lønnede Raader, som Kongen særlig
tog i sin Tjeneste. Ifølge Lensretten var dog
ikke blot disse, men enhver Kronvasal pligtig
til at bistaa Kongen med Raad, og
Forsamlingen kunde saaledes efter Behag udvides ved
Tilkaldelse af en større Kreds af Deltagere.
Herigennem var Betingelserne skabte for dens
Udvikling til et Stændermøde, hvorved erindres,
at ikke blot Adelige, men ogsaa mange Kirker
og Klostre og de kgl. Købstæder stod i
Vasalforhold ell. dog i et dermed beslægtet Forhold
til Kongen. Saadanne udvidede Møder af een
ell. fl. Stænder forekom tidligst (12. og 13. Aarh.)
i enkelte af de store Kronlen, hvis Fyrster havde
deres egen curia, svarende til Kongens, og
dernæst som provinsielle Forsamlinger i de kgl.
Prov. Disse Provinsstændermøder (états
provinciaux) blev atter Forbilledet for Rigsmøder, der
efter deres Sammensætning sondredes i to
Grupper. Naar Kongen, som det undertiden forekom,
specielt udpegede Deltagerne, kaldtes Mødet for
Notabelforsamling, medens man, naar
Indkaldelserne var alm., talte om é. g.
Det første egl. Møde af é. g. holdtes i Paris
Apr. 1302 i Anledning af Filip den Smukke’s
Strid med Bonifacius VIII og blev snart
efterfulgt af nye Møder, der dog til at begynde med
ikke er lette at skelne fra Notabelforsamlinger.
Øjemedet med Indkaldelsen var et dobbelt,
svarende til de to vasalitiske Hovedpligter, at yde
Lensherren aide og conseil (Hjælp og Raad). I
Kraft af den sidste Pligt kunde Kongen under
vanskelige Forhold, naar Samstemning med
Folket var af særlig Vigtighed, æske Stændernes
Mening om sin Politik ell. endog lade denne
formelig bekræfte af dem. Forholdet opfattedes
i disse Tilfælde snarere under Synspunktet af en
Pligt til at raade Kongen end af en Ret til at
blive hørt, og det beroede derfor ogsaa ganske
paa denne, om Stænderne skulde indkaldes og
Raadet tages til Følge. Var Kongens Stilling
vanskelig, kunde det dog selvfølgelig ikke
undgaas, at Stænderne, naar de traadte sammen,
røvede virkelig politisk Indflydelse, og det baade
paa de forelagte Sager og ved af egen Drift at
rejse nye Spørgsmaal. Ved visse for Land og
Rige særlig vigtige Afgørelser, f. Eks.
Landafstaaelser og Forandringer af Tronfølgen, blev
det maaske ogsaa efterhaanden Opfattelsen, at
Rigsstænderne havde en virkelig Ret til at
blive hørt. Til den anden af de ovennævnte
Hovedpligter, Pligten til aide, svarer de Møder
at é. g., der indkaldtes for at bevilge Skatter.
Ogsaa her drejede det sig nemlig i en vis
Forstand om en Pligt, nemlig til at bevilge det
nødvendige, men Stændernes Stilling havde dog
paa dette Omraade et adskillig bedre retligt
Fundament end i de ovf. berørte Tilfælde. Ikke
blot skønnede Stænderne nemlig selv over, om
der forelaa en Nødvendighed, og hvilke Krav
den stillede, men der tilkom overhovedet ikke
Kongen nogen Ret til paa egen Haand at
udskrive almindelige Skatter. Til saadanne maatte
han have Stændernes Bevilling, og heraf
benyttede disse sig ofte til at stille Modkrav, idet
de forebragte Kongen Befolkningens Klager og
aftvang ham Løfter om Afhjælpning af dem,
Løfter, der, skønt de ikke altid overholdtes,
dog undertiden blev Grundlaget for
betydningsfulde Reformer. Til en formelig Vedtagelse af
Love paa Stændermøderne naaede man derimod
aldrig.
Rigsstændernes Glansperiode falder sammen
med Hundredaarskrigen (fra Midten af 14. til
henimod Midten af 15. Aarh.). I denne Periode
var Trangen til Skatteudskrivning særlig stor,
og ogsaa de Ulykker, der ramte Landet under
Krigen, og de forvirrede indrepolitiske Forhold
gjorde gentagne Gange Stændernes Indkaldelse
nødvendig. Højdepunktet af deres Magt naaede
de 1355-58, da de under Pariserborgeren
Étienne Marcel’s Førerskab endog for en kort Tid
tilrev sig hele Statens Ledelse. Siden omkr.
1440 indtraadte der imidlertid et Tilbageslag,
idet det ved denne Tid lykkedes Kongen at faa
de hidtil ekstraordinære, kun for en enkelt
Lejlighed bevilgede Skatter omdannede til
ordinære, som han Aar for Aar kunde opkræve
uden ny Bevilling. Dette gav Stændernes
Magtstilling et Grundskud. Det vedblev vel i Teorien
at være Reglen, at der til nye Skatter krævedes
Samtykke af Stænderne, men ligesom denne
Regel ikke udelukkede en Forhøjelse af de
allerede kendte Skatter, saaledes antoges den i
senere Tid kun at gælde direkte og staaende
Skatter, saa at egenmægtige Paalæg af indirekte
Afgifter ell. af overordentlig Skat i særlige
Anledninger godt kunde finde Sted. Med visse
Begrænsninger, der i 17. og 18. Aarh. end ikke
altid overholdtes, var Stændernes
Skattebevillingsret blevet omtr. betydningsløs. For Kongen
var der nu sjælden nogen Nødvendighed for at
sammenkalde dem, og da en Regel om periodisk
Sammentræden, trods enkelte Tilløb, aldrig blev
anerkendt, kunde der hengaa lange Tider, uden
at Stænderne mødtes. I sidste Halvdel af 15.
Aarh. holdtes saaledes kun to Møder, af hvilke
det ene (1484) en kort Tid syntes at skulle føre
til en Genoplivelse af Institutionen, i 1. Halvdel
af 16. Aarh. endog slet intet. En virkelig
politisk Rolle kom Rigsstænderne først igen til at
spille under Religionskrigene. Antallet af Møder
var vel stadig ikke stort (mest bekendte blev
Møderne i Blois 1576 og 1588), men fl. af dem
øvede en ikke ringe Indflydelse og var i hvert
Fald mærkelige ved de vidtgaaende Beføjelser,
Stænderne nu hævdede at være i Besiddelse af.
Noget reelt Grundlag havde disse Magtkrav dog
ikke, og deres Bet. rakte derfor ikke ud over
Øjeblikket. Endnu i Beg. af 17. Aarh. (1614)
samledes Rigsstænderne til et Møde, men dette,
der var paatvunget Regeringen af et
oppositionelt Adelsparti, udrettede intet, og siden
sammenkaldtes de ikke mere, hverken af Ludvig
XIII, XIV ell. XV. Formelig ophævet var
Institutionen dog ikke herved, og teoretisk var
dens Samtykke stadig nødvendigt til visse
Skatter. Under den politiske Diskussion i Ludvig
XVI’s Tid dukkede Tanken om Rigsstænderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
