Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Faber, Viggo Sigurd Valdemar, dansk Sparekasseinspektør, (1828-1899) - Faber du Faur, Otto von, tysk Slagmaler, (1829-1901) - Fabert [farbæ.r], Abraham, Marskal af Frankrig, (1599-1662) - Fabiana Ruiz et Pav., Slægt af Natskyggefamilien, smaa Buske af et lynglignende Ydre - Fabianin kaldes et Stof, der forekommer i Bladene af Fabiana imbricata - Fabian Society, et Januar 1884 i London stiftet Selskab til Propaganda for en fredelig, antirevolutionær Socialisme - Fabianus, Biskop i Rom 236-250 - Fabierne, Medlemmer af Slægten Fabius. - Fabius, en af det gamle Roms ældste og mest berømte patriciske Slægter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Post som Sparekasseinspektør. 1868-77 udgav
han et Blad for Selvhjælp og Samarbejde,
»Arbejderen«, der fremmede Dannelsen af en Rk.
Husholdningsforeninger (Forbrugsforeninger) i
Danmark og (1871) førte til Oprettelsen af »De
danske Husholdningsforeningers Fællesforening«.
Hans Optræden i en Del for Arbejderforholdene
vigtige Spørgsmaal gjorde, at han blev Medlem
af den af Regeringen nedsatte
»Arbejderkommission« (1875-78).
(C. N.). R. B.
Faber du Faur, Otto von
[-fån-’fa.bər-dy-få.r], tysk Slagmaler, f. 3. Juni 1829 i
Ludwigsburg, d. 10. Aug. 1901 i München. Fra Faderen,
General og Slagmaler Christian Wilhelm
v. F. (1780-1857), arvede han Interessen for
Kunst, som han dyrkede i München under M.
v. Kotzebue, i Paris under Yvon (medens han
dog en Tid lang fortsatte sin milit. Løbebane,
var i Krigen 1866 württembergsk Ritmester); en
kort Tid dygtiggjorde han sin for Farveeffekter
anlagte Pensel i Piloty’s Atelier.
Napoleon-Krigene, der havde været Faderens Yndlingsemner
(»Blätter aus meinem Portefeuille im Feldzug
von 1812«), skaffede ham de første Motiver, men
Krigen 1870-71 de mest vellykkede Arbejder,
som »Sedan«, »Træfningen ved Champigny«
(Mus. i Stuttgart) o. a. Senere søgte han ofte
orientalske Motiver med urolig broget
»pointillistisk« Farvevirkning. Sønnen Hans v. F.
d. F. (født 1863 i Stuttgart) har særlig malet
Portrætter, Genre- og Sportsbilleder.
A. Hk.
Fabert [’fa’bæ.r], Abraham, Marskal af
Frankrig, (1599-1662), udmærkede sig i en Række
Felttog ved koldblodig Tapperhed og blev tillige
en af Tidens ypperste Militæringeniører. Fra
1642 var han Guvernør i den nyerhvervede
Grænseby Sedan, som han befæstede. 1654
indtog han Steney ved nye Belejringsmetoder. 1658
blev han Marskal af Frankrig. Hans Statue staar
i hans Fødeby Metz. (Litt.: Bourelly, Le
maréchal F. [2 Bd, Paris 1880]).
P. L. M.
Fabiana Ruiz et Pav., Slægt af
Natskyggefamilien, smaa Buske af et lynglignende Ydre;
Bladene er smaa og tætsiddende, og de enlige
Blomster har hvide, rør- ell. tragtformede
Kroner. 14 sydamerikanske Arter.
A. M.
F. imbricata Ruiz et Pav. er en
foraarsblomstrende Koldhusplante. Den formeres ved
Stiklinger og overvintres i et lyst og tørt Hus
ved 5-8°.
L. H.
Fabianin kaldes et Stof, der forekommer i
Bladene af Fabiana imbricata. F. har
garvesyreagtig Karakter og anses for at være et
Glykosid, men synes ikke at være nøjere kendt i
ren Tilstand. Til dets Fremstilling udtrækkes
de tørrede Blade først med Kloroform, som
fjerner voksagtige Stoffer o. a., men som ikke
opløser F., der udtrækkes af de saaledes
rensede Blade med Vand. F. har fundet nogen
Anvendelse mod Sygdomme i Urinvejene og i
Leveren, men anvendes sædvanlig kun som et
3 % vandigt Afkog af Bladene.
E. K.
Fabian Society [’feibjən-so’sa^iiti], et Januar
1884 i London stiftet Selskab til Propaganda
for en fredelig, antirevolutionær Socialisme, hvis
praktiske Formaal er lidt efter lidt at søge den
kollektivistiske Samfundsorden gennemført. F.
S. er en Sammenslutning af Socialismens
intellektuelle Elite, Antallet af Selskabets
Medlemmer har derfor aldrig været stort og angives
1916 at udgøre omkr. 2500, spredt over hele
den engelsktalende Verden, og heraf hører ikke
fuldt Halvparten hjemme i London som
Medlemmer af Moderforeningen. »Fabierne«, som
Medlemmerne kaldes, opdrages til Ledere og
Organisatorer i socialpolitiske Foreninger og
har derigennem kunnet opnaa megen
Indflydelse; adskillige af dem har indtaget en
fremskudt Stilling i det politiske Liv, i Videnskab
og Litt. Bl. F. S.’s Grundlæggere og ledende
Personligheder endnu i Dag er den betydelige
Socialpolitiker og samfundsvidenskabelige Forf.
Sidney Webb og Dramatikeren Bernhard Shaw,
hvis Radikalisme har suget Næring af
Fabiernes Lære. Propagandaen for denne har for
øvrigt fundet Afløb overvejende i en Samling Afh.
af forsk. Forf. under den fælles Titel Fabian
Essays in Socialism, redigeret af Bernh. Shaw
(1889; norsk Udg. ved Fr. Wolff, 1895-97), i
omkr. 200 Brochurer (Fabian tracts) og
Flyveblade, alle spredt i store Oplag. F. S. har
Underafdelinger i de fleste større Byer i
England, Skotland og Irland. Desuden findes
Filialer i de forenede Stater, hvor Bevægelsen
1895-96 havde et eget Tidsskrift, The American
Fabian, redigeret af Sociologen W. D. P. Bliss.
K. V. H.
Fabianus, Biskop i Rom 236-250. Han
blev Martyr i den deciske Forfølgelse, ligger
begravet i Calixt’s Katakombe, hvor hans
Gravsten er fundet. For øvrigt vides der intet om ham.
Fabierne, Medlemmer af Slægten Fabius.
Fabius, en af det gamle Roms ældste og
mest berømte patriciske Slægter. Den var
rimeligvis af lat. Herkomst og førte selv sit
Stamtræ tilbage til Herakles og Euander’s Datter.
Især blomstrede den i Republikkens ældste Tid,
men dens ældre Historie er omspundet af
Sagnet. De tre Brødre Quintus, Kæso og
Marcus (med Tilnavnet Vibulanus) beklædte
skiftevis Konsulatet 485-479. Af dem optraadte
Kæso mod Spurius Cassius’ Agerlov og senere
mod Icilius’, men raadede dog til sidst sine
Standsfæller til Eftergivenhed over for
Plebejerne. Under Krigen mod Veji udbad han sig
af Senatet Tilladelse til at føre Kampen paa sin
Slægts Bekostning, og 306 Medlemmer af
Slægten rykkede da i Marken. Men de faldt alle
ved Floden Cremera (477), undtagen Marcus’
Søn Quintus, fra hvem alle senere Fabiere
sagdes at nedstamme. Denne var oftere Konsul
og kæmpede som saadan mod Æquer og Volsker;
han valgtes 450 til Decemvir som Tilhænger af
Appius Claudius; efter Decemvirernes Fald blev
han landsforvist. - Senere optræder igen tre
Brødre, Numerius, Kæso og Quintus
(med Tilnavnet Ambustus), der under
Gallernes Angreb paa Clusium krænkede
Folkeretten ved, uagtet de var Gesandter fra det
neutrale Rom, at tage Del i Kampen paa
Clusinernes Side (391). Da Romerne ikke vilde opfylde
Gallernes Fordring om at udlevere dem, men
tværtimod valgte dem til Krigstribuner med
Konsulmagt, vendte Gallerne deres Angreb mod
Rom (390). - Numerius’ Sønnesøn Quintus
F. Maximus Rullianus var 325 magister
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
