Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fabius, en af det gamle Roms ældste og mest berømte patriciske Slægter - fable convenue (fr.), opdigtet Historie, som man er enig om at lade gælde for Sandhed - fabliau eller korrektere fableau, bruges som Fællesbenævnelse for de versificerede lystige Fortællinger - Fabre, - l) Auguste, fr. Forf., (1792-1839)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
equitum under Diktatoren Lucius
Papirius Cursor. Da han i Krigen mod
Samnitterne angreb Fjenden trods den fraværende
Diktators Forbud, vandt han vel en glimrende
Sejr, men Diktatoren krævede ham straffet paa
Livet for hans Ulydighed; hvorledes han til
sidst ved manges Forbønner bevægedes til at
skaane ham, udmales stærkt af Sagnet. Senere
var F. Konsul 322 og Diktator 315, da han led
et Nederlag mod Samnitterne. Han blev paa ny
Konsul 310 og 308 og vandt fl. Sejre over
Etruskerne, 297 sejrede han over Samnitterne, og
endelig vandt han 295, da han var Konsul for
femte Gang, sammen med sin Kollega Publius
Decius Mus en afgørende Sejr ved Sentinum
over Gallere, Etrusker og Samnitter. Hans Søn
Quintus F. Maximus Gurges blev som
Konsul 292 slaaet af Samnitterne. Han skulde
have været afsat, men da Faderen, om hvem
der overhovedet var mange forherligende
Beretninger i Omløb, gik ind paa at tjene som
Legat under ham, fik han Lov til at beholde
sin Stilling og havde nu mere Held i Kampen.
- Stor Berømmelse vandt Quintus Fabius
Maximus Verrucosus, som for sin
forsigtige Strategi fik Tilnavnet Cunctator
(»Nøleren«). Som Konsul (233) triumferede han
over Ligurerne, og i sit næste Konsulat (228)
bekæmpede han Tribunen Gajus Flaminius’
Agerlove. Under den 2. puniske Krig blev han
efter Flaminius’ Nederlag ved Trasimener-Søen
valgt til Diktator (217), vistnok paa en noget
usædvanlig Maade, idet han valgtes af Folket.
Han førte Krigen mod Hannibal paa den Maade,
at han undgik Slag, men fulgte ham paa
Kammen af Bjergene, hvorved han haabede at
udmatte ham. Saaledes fulgte han ham fra
Apulien gennem Samnium til Kampanien, men et
Forsøg paa at afskære Hannibal Tilbagetoget
mislykkedes. Da imidlertid Landbefolkningen
harmedes over, at Markerne blev ødelagte, uden
at man kunde se Ende paa Krigen, blev det
sat igennem i Folkeforsamlingen, at magister
equitum Marcus Minucius Rufus skulde dele
Kommandoen med F. Da Minucius saa med
sin Del af Hæren indlod sig i Slag, var det
nær gaaet ham galt, men F. reddede ham,
hvorefter Minucius beskæmmet nedlagde
Kommandoen. Senere i Krigen valgtes F. til Konsul
for 215 og 214 samt 209, da han erobrede
Tarent. I sine sidste Aar modsatte han sig
forgæves Scipio’s Planer om at føre Krigen over
til Afrika; han døde højt agtet 203. - Adopteret
ind i Slægten (maaske af foreg.’s Sønnesøn) var
Quintus F. Maximus Æmilianus, Søn
af Makedoniens Erobrer Lucius Æmilius
Paulus, sammen med hvem han deltog i
Slaget ved Pydna (168). Han blev Konsul 145
og kæmpede derefter i Spanien, hvor han
senere (134-133) under Krigen mod Numantia
virkede som Legat under sin Broder Scipio
Æmilianus. - Hans Søn Quintus F.
Maximus fik Tilnavnet Allobrogicus ved som
Konsul (121) at undertvinge Allobrogerne. -
Til en anden Gren af Slægten hørte Gajus
F. Pictor (»Maleren«), som fik sit Tilnavn,
fordi han malede nogle Malerier i Salus’
Tempel paa Quirinaler-Højen (c. 304 f. Kr.). Hans
Sønnesøn Quintus F. Pictor deltog 225
i Krigen mod Gallerne og sendtes 216 som
Gesandt til Oraklet i Delfoi. Han var Roms ældste
Historieskriver, idet han forfattede dets
Historie paa Græsk lige fra Æneas’ Tid. Hans Værk
gik tidlig tabt, men er for en stor Del benyttet
af Polybios o. a. senere Historikere. En stor
Del af Traditionen om Slægten F.’s store Mænd
synes at være blevet opbevaret gennem det. -
Endvidere maa nævnes Paullus F.
Maximus, Konsul 11 f. Kr., senere Prokonsul i Asien
og Legat i Spanien, Ven af Horats og Ovid og
ogsaa nøje knyttet til Kejser Augustus, F.
Rusticus, en Historieskriver paa Nero’s Tid,
og Lucius F. Cilo, som beklædte høje
Embeder og Statholderskaber paa Kejserne
Commodus’ og Septimius Severus’ Tid, men nær
havde mistet Livet under Caracalla, da han
forgæves havde søgt at mægle mellem ham
og hans Broder Geta. Ved denne Tid synes
Slægten at være uddød. Se ogsaa
Quintilianus.
H. H. R.
fable convenue [’fablö-kå’vny] (fr.), opdigtet
Historie, som man er enig om at lade gælde
for Sandhed. Udtrykket stammer fra Voltaire’s
Jeannot et Colin.
S. Ms.
fabliau [fa’blio] eller korrektere fableau
[fa’blo] er en Afledning af Ordet fable og
bruges som Fællesbenævnelse for de
versificerede lystige Fortællinger i den oldfranske Litt.
Denne Digtart havde særlig hjemme i de
nordlige Provinser (Pikardiet), og som dens
Blomstringstid kan sættes 13. Aarh. - den ældste
overleverede f. er skrevet 1159, de yngste er
forfattede omkr. 1330. Meget tyder paa, at
f.-Litteraturen har været overordentlig rig, men
den er kun naaet til os i en temmelig
ufuldstændig Skikkelse, idet der kun er bevaret omtr.
140 Digte; disse er dog tilstrækkelige til at
give os de nødvendige Oplysninger om hele
Arten. f. er sjælden moralsk, i Alm. frivol,
hyppig overordentlig obscøn; den har altid til
Formaal at fremkalde Latter, og Latteren gaar
især ud over les vilains (Almuesfolk), over
Præsterne og Munkene og over Kvinderne, der
alle skæres over een Kam og fremstilles som i
højeste Grad løgnagtige, utro og utugtige.
Galante Eventyr af den groveste Art danner
Hovedindholdet af f.-Litteraturen, men vi træffer
ogsaa vittige Anekdoter og harmløse
Smaafortællinger, om hvis Oprindelse Meningerne
endnu er meget delte; desuden findes
adskillige Virkelighedsskildringer af Datidens daglige
Liv, hvilket giver den hele Digtart en betydelig
kulturhistorisk Værdi. Som næsten hele den
øvrige fr. middelalderlige Litt. blev ogsaa
f.-Digtningen tidlig efterlignet ell. oversat i andre
Lande, særlig Italien, England og Tyskland,
og baade Boccaccio og Chaucer har gentagne
Gange benyttet fr. Forbilleder til deres
Noveller. (Litt.: Recueil général des f. des XIII
et XIVe siècles [udg. af A. de Montaiglon
og G. og G. Raynaud, 6 Bd, Paris 1872-90];
Joseph Bédier, Les f. [Paris 1893]).
Kr. N.
Fabre [’fa.br], 1) Auguste, fr. Forf., (1792-
1839), skrev i Ossian’sk Stil et stort episk Digt,
La Calédonie ou la guerre nationale (1823),
Histoire du siège de Missolonghi (1827) og i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
