Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fallmerayer, Jakob Philipp - Falloppio, Gabriele, italiensk Anatom (1523-62) - Fallos (gr.), Gengivelse, i Reglen lidet naturalistisk, af Mandslemmet, opret som Symbol paa Naturens Fornyelse og Frugtbarhed - Falloux, Alfred, Greve, fr. Politiker, (1811-1886) - Fall River, By i U. S. A., Stat Massachusetts, ligger 85 km S. f. Boston ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
her 1857-60 »Das albanesische Element in
Griechenland« (3 Bd), foruden mange mindre
Skr, f. Eks. »Om Golgatha« (1852), »Det døde
Hav« (1853) o. s. v. En Biografi af F. med
hans samlede Værker udgaves 1861 i Leipzig af
Thomas.
V. S.
Falloppio, Gabriele, italiensk Anatom
(1523-62), staar ved Siden af Vesal som en af
16. Aarh.’s største Anatomer. I en Alder af 24 Aar
blev han Prof. i Ferrara, men forflyttedes til
Pisa og 1551 til Padua, hvor han læste over
Anatomi og Botanik. F. har først af alle
beskrevet den senere efter Bauhin benævnte
Klap i Tarmen, han gav en udmærket
Beskrivelse af Ørets Anatomi, han bearbejdede de
enkelte Knoglers og Tændernes
Udviklingshistorie, beskrev Fostrets Epifysebrusk og den
Y-formede Brusk i Bækkenet. Han beskrev
Æglederen (Tuba Fall.}, de gule Legemer paa
Æggestokkene, drog Analogi mellem penis og
clitoris, beskrev ductus arteriosus, forsøgte at
bringe Galen’s Hjernenervepar i rationel Orden
og gjorde Rede for Ganens Muskulatur og for
Øjets Muskler. Hans Navn er endvidere knyttet
til Lyskebaandet (Ligamentum Fall.). Hans
Observationes anatomicæ (1561) er rettet mod Vesal,
dog ikke som Kritik, men som en Rettelse ell.
Forbedring. Posthumt udgaves andre af hans
Værker, bl. a. Opera omnia 1584.
J. S. J.
Fallos (gr.), Gengivelse, i Reglen lidet
naturalistisk, af Mandslemmet, opret som
Symbol paa Naturens Fornyelse og Frugtbarhed.
Fra store Dele af den gl. Verden, især fra
Middelhavet til Indien, saavel fra ret primitive
som fra mere fremskredne Kulturer, kendes en
Naturdyrkelse med F. som det særlige
Symbol, paa simplere, stundom ogsaa paa højere
Trin med Skikke af en Aabenhed og primitiv
Ligefremhed, der for Nordboerne kan virke
fremmedartet, frastødende ell. ligefrem
usædeligt, men sammenhænger med Grundforskelle i
Betragtningen af de tilsvarende Naturforhold.
I Orienten bragtes F.-Dyrkelsen i Forbindelse
med forsk. Guddomme, i Ægypten: Osiris, Min,
Ammon, hos Fønikerne: Baal, Istar (som
bekendt til største Afsky for Israelitterne), i
Frygien: Atys, ell., som ogsaa anden Steds, med
en kvindelig Naturguddom som »den store
Moder« (smlg. i Indien Linga) ell. androgyne
Guddomme, hos Grækerne: Hermes, Pan, Priapos
og ganske særlig Dionysos. Allerede tidligt
fremtræder dog i Dionysos-Dyrkelsen en
Ændring i Karakteren, hvorved det potenseret
livslystige, kaade træder i Forgrunden, i Kontrast
til Bigotteri og Gravalvor. De herhen hørende
Optog (Fallagogia), hvorved en F. af rødt
Læder, anbragt paa en Stang, førtes i Spidsen for
de ofte forklædte Falloforer, under
Lystighed, kaad Spøg og Sange (Fallika), indeholdt
Oprindelsen til den gl. attiske Komedie. En helt
anden, dybt alvorlig og paa sin Vis med det
opr. nærmere beslægtet Opfattelse af F. som
Livsfornyelsens Tegn var et Element i
Mysterier, bl. a. hos Orfikerne.
F.-Dyrkelsen findes ligeledes overført til
Italien. Her viser den sig dog tillige stærkt
afsvækket som »Sympatimagi«, idet F.-Tegnet
betragtedes som ondtafværgende Lykketegn,
især modvirkende det »onde Øje«. Børn bar ofte
en lille F. om Halsen som Amulet (smlg.
fascinum). - Oprette Stene rundt om i de gl.
Kulturverdener er blevne fortolkede som
F.-Fremstillinger, med større ell. mindre Ret;
saaledes fandtes to høje Stenpiller foran Afrodites
Tempel i Hierapolis. Plastisk fremstillet eller
malet er F. sikkert ofte blot et Lykketegn.
F.-Dyrkelsen, mest af primitiv Karakter, kendes
ogsaa fra den ny Verden, bl. a. Peru og
Meksiko. (Litt.: O. Jahn, »Archäologische
Beiträge« [Berlin 1847]).
H. A. K.
Falloux [fa’lu], Alfred, Greve, fr.
Politiker, f. 7. Maj 1811, d. 6. Jan. 1886, hørte til
en Købmandsslægt, som under Restaurationen
blev adlet for sin royalistiske Iver. Han gjorde
sig først kendt ved tvende Skr, der viste hans
reaktionære og klerikale Retning, nemlig
»Ludvig XVI’s Historie« (1840, 6. Udg. 1881) og
»Pave Pius V« (1844, 4. Udg. 1869). I den
sidstnævnte saa han et Udtryk for »Kirkens store
Politik«, og han forsvarede aabent
Inkvisitionen og Kætternes Undertrykkelse. 1846 valgtes
F. til Deputeretkamret som Legitimist og
hævdede ivrig Undervisningsfriheden ɔ: Retten til
at holde Skole uden Statstilsyn. 1848 valgtes
han til Nationalforsamlingen, viste stort Mod i
at organisere Modstand imod det revolutionære
Optrin 15. Maj og var Ordfører for det Udvalg,
der forlangte Nationalværkstedernes
øjeblikkelige Lukning og derved gav Stødet til
Arbejderopstanden i Juni. Han billigede vel Cavaignac’s
Forholdsregler til Ordenens Genoprettelse, men
understøttede dog Prins Louis Napoleon’s Valg
til Præsident. Decbr 1848 blev han
Undervisningsminister indtil Oktbr 1849; var meget ivrig
for Toget til Rom og udarbejdede det Udkast
til en Skolelov, som vedtoges Marts 1850 og gav
det kat. Præsteskab stor Indflydelse paa
Skolevæsenet. I Nationalforsamlingen virkede han i
samme Aand; men efter Statskuppet 1851 -
under hvilket han en kort Tid var fængslet -
trak han sig tilbage til sine Godser og drev
Landbruget med Iver og Dygtighed. 1856 blev
han Medlem af det fr. Akademi. I fl.
Flyveskrifter kæmpede han imod Italiens Enhed og
for Pavens verdslige Magt; tog 1867 virksom Del
i den kat. Kongres i Mecheln og var her
Talsmand for den pavelige Syllabus. 1869 søgte han
forgæves Valg som Oppositionsmand imod
Kejserdømmet; derimod vilde han ikke vælges til
Nationalforsamlingen 1871, men spillede alligevel
en vigtig Rolle i de monarkistiske Intriger.
Ligesom 1851 søgte han at forsone Legitimister og
Orleanister og raadede endog 1872 Greven af
Chambord til at optage den trefarvede Fane
for at muliggøre Kongedømmets Genoprettelse.
Ligeledes tog han senere Ordet imod den
yderlige klerikale Retning, som ved sin Iver snarere
skadede end gavnede Kirkens Sag. F. udgav
1860 Madame Swetchine, sa vie et ses æuvres
(2 Bd, 15. Udg. 1884) og 1862 en Samling af
hendes Breve (3 Bd, 4. Udg. 1873). Efter hans
Død udkom Mémoires d’un royaliste (2 Bd,
1888). Hans Broder Fréderick F. (1815-84)
blev 1877 Kardinal.
E. E.
Fall River [’få.£-’rivə], By i U. S. A., Stat
Massachusetts, ligger 85 km S. f. Boston ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
