Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fetialer (lat. fetiåles), et rom. Præsteskab paa 20 Medlemmer - Fétis, François Joseph, fremragende belg. Musiker og Musikforfatter, (1784-1871) - Fetisch, se Fetischisme. - Fetischisme, det religiøse Forhold til materielle Ting (Fetischer), som antages at have overnaturlige Kræfter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udsendtes i Reglen to F.; den ene, pater patratus, var
Ordfører og medførte en Stav, der brugtes ved
Edsaflæggelsen, og en Sten (silex), hvormed man
dræbte den Gris, der skulde ofres ved
Afsluttelsen af Traktaten; den anden, verbenarius,
bar de hellige Urter, der var plukkede paa
Borgen i Rom. Naar der erklæredes Krig,
kastede F. et blodigt Spyd over Grænsen. I
den senere Tid, da Romerne kun førte
udenrigspolitiske Forhandlinger med fjerntboende Folk,
tabte de gammeldags Former deres Bet.; dog
udførtes Ceremonierne (f. Eks. ved
Krigserklæringer) stadig, men nu i selve Rom, ikke ved
Grænsen, og F. omtales endnu i Kejsertiden.
H. H. R.
Fétis [fe’tis], François Joseph,
fremragende belg. Musiker og Musikforfatter, f. 25.
Marts 1784 i Mons, d. 26. Marts 1871 i Bryssel,
var Søn af en Organist og lærte fra Barn af at
spille forskellige Instrumenter. Hans
hurtige Udvikling og tidlige Kompositionsforsøg
vakte Opmærksomhed, og for at fuldende
sine Studier anbragtes han i Paris-Konservatoriet,
hvor bl. andet Boieldieu blev hans Lærer.
Straks efter at hans med stor Grundighed gennemførte
Konservatorietid var til Ende, udkom hans
første musikhist. Arbejde om »Den gregorianske
Kirkesangs Historie«, og han optoges af Søgen
efter ny Udgangspunkter for et Harmonisystem.
1813 blev F. Organist og Musiklærer i Douai,
hvor han var til 1818, da han atter vendte
tilbage til Faris for at lade forsk.
Instrumentalværker og et Par Operaer opføre, dog uden
Held. 1821 blev F. Lærer i Komposition ved
Paris-Konservatoriet, 1826 grundede han det
udmærkede Fagblad Revue musicale, 1827 blev
han Konservatoriets Bibliotekar, og fra 1832
foranstaltede han ypperlige (strengt) hist.
Koncerter og Forelæsninger. 1833 kaldtes han til
sit Fædreland for at overtage Direktoratet ved
Bryssels Konservatorium. I denne Stilling
virkede F. Resten af sit Liv med megen Dygtighed,
og Konservatoriet naaede under ham et stort Ry,
navnlig Violinklassen, hvilken F. helligede en
særlig Opmærksomhed. Ved Siden af
Direktørstillingen beklædte den utrættelige F. Pladsen
som Hofkapelmester og fortsatte derhos ivrig
sin Kompositions- og Skribentvirksomhed. -
Som Komponist indtager F. ingen høj Rang,
hvor stor en Vægt han end selv tillagde sine
Arbejder i denne Retning; dygtigt og
kundskabsrigt, men uden nogen Originalitet har han
formet sine omtr. alle Genrer omfattende
Kompositioner efter klassiske Forbilleder. Desto større
Bet. har F. som Musikforfatter, og sin
Berømmelse i saa Henseende skylder han først og
fremmest det store, med utrættelig Flid og stor
Omhu samlede Værk Biographie universelle des
musiciens et bibliographie générale de la
musique (2. Opl. 1860-65), der i Forbindelse med
det af Pougin forfattede »Supplement«
danner en enestaaende uundværlig Haandbog, hvis
Værdifuldhed rigelig opvejer de ved et saadant
Værk uundgaaelige Fejl og Uensartetheder. Ved
Siden deraf fremhæves F.’s andet Hovedværk,
den ufuldendte Histoire générale de la musique
(1869-75), samt de teoretiske Arbejder som
Méthode d’harmonie et d’accompagnement (1824),
Traité de la fugue et du contrepoint (1825), F.’s
betydeligste teoretiske Arbejde, Traité complet
de la théorie et de la pratique de l’harmonie
(7. Opl. 1861), en meget oversat og stærkt
udbredt Bog, de praktiske Sang- og Klaverskoler
m. fl. samt de mindre Monografier Notice
biographique de Nicolo Paganini og Antoine
Stradivari. Som Kritiker var F. stærkt konservativ,
som Teoretiker og Historiker selvstændig og
meget fremragende, særlig for saa vidt angaar
den polyfone Musik; han var meget selvfølende
og hævdede sine Anskuelsers Enerigtighed, men
en alt for livlig Fantasi og Tidens Mangel paa
Specialstudier har dog undertiden øjensynlig
ført ham paa Afveje. - F.’s Søn Edouard
Louis François (1812-1909) har ogsaa
helliget sig til kritiske og hist. Studier; han var
Musikmedarbejder ved L’Indépendance belge,
fortsatte Faderens Revue musicale og har udg.
en værdifuld belg. Musikhistorie, Les musiciens
belges (2 Bd 1849).
W. B.
 |
| F. J. Fétis. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
