Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finholdighed - Finhvaler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dem forfærdigede Guld- og Sølvarbejder med
deres Stempel tillige med en Angivelse af
Finheden. Ved L. af 5. Apr. 1888 indførtes
en ny Ordning; Stemplingen af Guld- og
Sølvarbejder er nu ikke blot en rent frivillig Sag,
men den er forbudt, naar F. er under 585
‰ (14 Karat) for Guld og under 826 ‰
(»Prøvesølv«) for Sølv, Finheden skal angives i
Tusindedele (Skeer og Gafler kan dog stemples
som 11-lødige); Remedium 2 ‰. For saa vidt
Varerne forsynes med Finhedsstempel, skal
vedk. Forfærdiger tillige anbringe sit
Navnestempel. For udenlandske Guld- og Sølvvarer,
der forhandles i Danmark, gælder de samme
Bestemmelser, kun træder Forhandleren i
Forfærdigerens Sted. Forpligtelsen til at
anbringe Navnestemplet bortfalder ikke, selv om
Varerne proberes og stemples af Guardeinen.
I England skal alle Guld- og Sølvarbejder,
saa snart de overstiger en vis ringe Vægt,
prøves og stemples. Lovmæssige er 9, 12, 15,
18 og 22 Karats Guldvarer og 11 oz 10 dwts og
11 oz 2 dwts Sølvvarer. I Frankrig (Lov af 19.
Brumaire, Aar VI) har Guldvarer lovmæssig
750, 840, 920, Sølvvarer 800 og 950 F.; for
Udførselens Skyld nedsattes 1884 F. for Urkasser
til 583, alle Varer bærer Finholdighedsstemplet
samt Fabrikantens og Kontrolbureauets
Stempel. Indførte Varer bliver ved Grænsen
behandlede som indenlandske og stemplede paa
særlig Maade. I Belgien er, siden den tvungne
Statskontrol (1868) bortfaldt, enhver F. tilladt.
Sælgeren skal, saafremt Køberen ønsker det,
angive F. paa Regningen. Den officielle
Stempling, der er frivillig, bekræfter kun en F. af
750 ell. 800 ved Guld og 800 ell. 900 ved Sølv;
en mellemliggende F. bekræftes med den
laveste. Ligeledes i Nederlandene er
Fabrikationen fri (Lov af 1852); men Fabrikanten
skal anbringe sit eget Stempel paa Varerne, og
Regeringen bekræfter (frivilligt) en F. af 583,
750, 833 og 916 for Guld og af 833 og 934 for
Sølv. Endvidere er i Italien enhver F.
tilladt (Lov af 3. Maj 1873), og de F., som
Statens Prøveanstalter bekræfter, er 500, 750 og
900 for Guld og 800, 900 og 950 for Sølv.
Spanien har frivillig Stempling, for Guld- og
Sølvtøj 917, for Smykke- og mindre Sølvgenstande
750. I Østerrig-Ungarn (Lov af 19. Aug. 1865)
skal Varerne forsynes med Fabrikantens
Stempel og med nogle mindre væsentlige
Undtagelser indleveres til officiel Stempling og
Undersøgelse af deres F. i de saakaldte
»Pungirungsämter«. Lovmæssig er for indenlandske
Guldgenstande fastsat en F. af 580, 750, 840 og
920, for indenlandsk Sølvtøj en F. af 750, 800,
900 og 950. Guld- og Sølvtøj maa, for at kunne
ud- ell. indføres, have mindst de laveste
Finholdighedsgrader. F. af Sølvtraad skal være
mindst 985 og af Guldtraad mindst 997. I
Rusland er den lovlige F. for Guld 56, 72, 82, 92
og 99, for Sølv 84, 88 og 91, for Guld- og
Sølvtraad 94 og 96. I Schweiz (Lov af 23. Juli
1880) er Stempling af Urkasser tvungen, men
for andre Guld- og Sølvvarer frivillig. I
Sverige skal anvendes Dukatguld af 23 Karat 6
Gren (979 ‰), Pistolguld af 20 Karat 4 Gren
og Kroneguld af 18 Karat 4 Gren (976, 847,
764) F. Sølvvarer skal være 13 Lod 4 Gren =
828 fine. I Norge skal Guldsager, der vejer
over 3 Lod, være 18, og lettere 14 Karat fine;
de faar Mester- og F.-Stempel. I Tyskland
(Rigslov 16. Juli 1884) kan Guld- og Sølvvarer
af en hvilken som helst F. forfærdiges og
falbydes, dog er ingen lavere Angivelse end 585
paa Guld- og 800 paa Sølvtøj samt Urkasser
tilladt. Til Betegnelse af disse Genstandes F.
udkræves: Rigskronen, Soltegnet 🌑 for Guld,
Halvmaanen ☾ for Sølv, Angivelse af F. i
Tusindedele, Firmaets ell. Forretningens
indregistrerede Varemærke. Sælgeren hæfter for den
paa Varen angivne F.
Th. O.
Finhvaler (Balænopteridæ) kaldes den ene
Hovedafdeling af Bardehvalerne (Mystacoceti);
de er bl. disse særlig karakteriserede ved
Tilstedeværelsen af en større ell. mindre
Rygfinne, der sidder langt tilbage, og ved
iøjnefaldende dybe Længdefolder i Strube- og
Bughuden; deres Overkæbeparti er forholdsvis
bredt og fladt; paa Hovedet 30—80 Haar,
siddende i 6 Rækker, nemlig 2 paa Hovedets
Overside, 2 paa Hagen og 1 paa hver
Underkæberand. Barderne er korte og begge
Barderækker er fortil næsten sammenstødende.
Hovedet som Regel langt mindre end 1/3 af
Hvirvelrækkens Længde; alle Halshvirvlerne er fri,
ikke sammenvoksede, og Brystfinnerne er
smalle og tilspidsede, alt Forhold, der adskiller F.
fra den anden Hovedgruppe inden for
Bardehvalerne, Rethvalerne ell. Slethvalerne;
gennemgaaende er de ogsaa smækrere og mere
langstrakte i Bygning end disse og er som Følge
heraf baade hurtigere og smidigere i deres
Bevægelser; da de tillige er mindre spækrige, er
det forstaaeligt, at de i tidligere Tider ikke var
Genstand for synderlig Jagt fra Hvalfangernes
Side, da de for Sejlskibe med Smaabaade og
Haandharpuner var vanskelige at dræbe; først
efter at den norske Hvalfanger Svend Foyn 1864
opfandt sin Granatharpun, blev Fangsten paa
disse Hvaler optaget med en saadan Iver og
Kraft fra veludrustede Dampere, at deres Tal
hurtigt dalede, og da Fangsten stadig udvidedes
til deres mere afsides Opholdshave, hvor de
tidligere havde Fristeder, maa deres Fremtid
imødeses med megen Ængstelse. Bl. deres
naturlige Forfølgere er Spækhuggeren den
farligste, og de tager øjeblikkelig Flugten og
forsvinder sporløst, naar de aner dette frygtelige
Rovdyrs Nærhed. — F. deles i 3 Slægter, der
viser meget betydelige Forskelligheder, nemlig
de Ægte F., Pukkelhvalerne og
Graahvalerne.
De Ægte F. (Slægten Balænoptera) har en
ret stor bagudbøjet Rygfinne; Brystfinnerne
(Lufferne) er korte; Hovedet omkr. en
Fjerdedel af Kroppen; deres ydre Legemsform vises
i øvrigt af Fig. 1. Disse selskabelige og livlige
Dyr har en meget vid Udbredelse og foretager
lange aarlige Vandringer gennem Verdenshavene.
I det nordlige Atlanterhav findes 4
Arter; i de andre Verdenshave, navnlig i
Sydhavene, findes Former, der er yderlig
nærstaaende og vist vanskelig kan skelnes fra disse,
om de end er opstillede som særlige Arter og
Varieteter. Disse 4 Hovedarter er:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
