Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finhvaler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vaagehvalen (B. rostrata), den mindste af vore
F., naar som Regel blot en Længde af 8,5 m,
men kan naa op til 10,5 m; dens Krop er
forholdsvis undersætsig; kendelig paa sin høje,
stærkt bagudkrummede, næsten krogformede
Rygfinne, paa et hvidt Baand over Luffen og
paa sine gulhvide Barder; i øvrigt er Rygsiden
og Læberandene graasorte, skarpt afgrænsede
mod den hvidlige Bug; Bardernes Tal omkr.
300, Bugfurernes 50—60; 48—50 Hvirvler.
Vaagehvalen er hovedsagelig Fiskeæder,
navnlig ernærende sig af Sild, smaa Torskefisk og
Lodder; den er i mindre Grad Genstand for
regelmæssig Jagt; udbredt ved Vesteuropas
Kyster fra Norge og England ned til
Middelhavet, men i øvrigt alm. i hele det nordlige
Atlanterhav over til Grønland, Island,
Spitsbergen og ind i Karahavet og det Hvide Hav;
den er nogle Gange strandet ved Jyllands Vest-
og Østkyst og en Gang paa Fyns Nordkyst; ved
Skagen strandede f. Eksemplar 1895. Meget
nærstaaende Former findes udbredt i samtlige
Verdenshave, saaledes B. huttoni i australske
Farvande, B. bonærensis i Sydhavet og B.
davidsonii i Berings-Havet; Sandheden kommer
man maaske nærmest ved at sige, at
Vaagehvalen er udbredt i samtlige Verdenshave, et
Ræsonnement, der ogsaa gælder de i det flg.
nævnte ægte F. — Rørhvalen ell. F. (B.
musculus), den næststørste af vore nordiske F.,
naar en Længde af 18—24 m. Hovedet er
tilspidset, Legemet meget slankt (smlg. Fig. 1);
Rygfinnen lille, svagt buet, sidder længere
tilbage end Analaabningen; Brystfinnerne helt
sorte paa Oversiden, men hvide paa
Undersiden; Farven i øvrigt oventil graasort,
Undersiden hvid med udviskede Farvegrænser; gl.
Dyr kan være ensfarvet graaagtige baade paa
Ryg- og Bugside; venstre Underkæbe i Reglen
sort, højre hvid; Barderne blygraa, mere ell.
mindre hvidstribede, 350—400 i hver
Overkæbe; de forreste i højre Side er helt hvide.
Bugfurernes Tal 60—80, Hvirvlernes 60—63.
Dens Føde er vistnok hovedsagelig Smaakrebs,
særlig Copepoder (f. Eks. Calanus
finmarchicus, c. 5 mm lang) og Euphausider
(særlig Rhoda inermis), som den i umaadelige
Masser sier fra Vandet ved Hjælp af Barderne,
men hvor dette Foder ikke er til Stede, æder
den pelagisk Fiskeyngel og Smaafisk, navnlig
Sild og Lodder, naar disse paa Trækkene
optræder i store Stimer. Udbredt over den største
Del af det nordlige Atlanterhav, ned til
Azorerne ell. endog længere mod S., lige fra den gl.
til den ny Verdens Kyster: den færdes altid
selskabeligt og optraadte tidligere i Flokke paa
fl. Hundrede, naar den i Sommermaanederne
kom ind til Nordeuropas Kyster. Ved danske
Kyster er den nogle faa Gange strandet,
saaledes paa Jyllands Østkyst og Sjællands
Nordkyst; 1905 strandede endvidere et Individ i
Vejlefjord. Da den viste sig regelmæssigt ved
Finmarkens Kyster, fangedes aarligt 300—360
Stkr i disse Farvande, 1886 endog 646; de fleste
fangedes i Apr. og Maj, mange dog senere hen
paa Sommeren; en stor Rørhval kan give
40—60 Fade Olie og c. 125 kg Barder; den kan
være farlig under Fangsten, og fl. Eks. haves
paa, at den har rendt Hovedet gennem
Fangstdamperens Side, saaledes at Skibet er sunket
paa Stedet; daarligt harpuneret kan de trække
Fangstskibene længe, endog 2—3 Døgn.
Blaahvalen (B. sibbaldii ell. gigas) er den største
og længste af alle Hvaler og naar som Regel en
Størrelse af 20—25 m; de største kendte
Individer har maalt 26,6 m, Legemet temmelig
langstrakt, Kæberne lange. Rygfinnen særdeles lille
og sidder langt tilbage; Brystfinnerne
forholdsvis store med hvid Forrand og Underside;
Farven i øvrigt mørk graablaa over hele
Kroppen, blot med en Del smaa hvidlige
Smaapletter paa Bugen; Barderne sorte, de længste
c. 96 cm; deres Tal c. 360, Hvirvlernes 63—65.
Blaahvalen lever udelukkende af Smaakrebs af
de samme Arter som Rørhvalen, og Fisk findes
aldrig i dens Mavesæk; om de uhyre Mængder
Krebsdyr, de fortærer, faar man en
Forestilling ved Aabningen af de fangne Individers
Maver, der, skønt Fordøjelsen gaar meget
hurtigt for sig, kan indeholde indtil 12 hl af disse
Smaadyr. Denne Art er mindre selskabelig,
færdes spredt og ses højst nogle faa Individer
i Følge; udbredt i hele den nordlige Del af
Atlanterhavet, hvor den vandrer vidt omkr.,
særlig opholdende sig i Golfstrømmens Vand;
i Sydhavene og Stillehavet en ell. fl.
nærstaaende Former; var tidligere alm. ved
Finmarkens Kyster, men var allerede ved Slutn. af
forrige Aarh. aftaget i Tal; i Nordatlanterhavet
har Fangsten i de senere Tider været c. 300
Stkr aarlig; en Blaahval giver i Reglen 80—100
Fade Olie, et stort Eksemplar vides dog 1884 at
have givet 215 Fade Olie og omkr. 250 kg
Barder. — Sejhvalen (B. borealis) bliver som
Regel 12—15 m lang, men kan naa en Længde
af 16 m. Rygfinnen stor, ligger langt fremme,
over Anus; Brystfinnerne meget smaa, kun
1/11 af Kroplængden. Barderne sorte, indtil 650
cm lange; deres Tal i hver Overkæbe c. 330;
Hvirvlernes 55—56. Farven paa Rygsiden
blaasort, Undersiden til Anus hvid, Halen helt sort;
Farverne med uregelmæssige, bølgede
Grænser; Brystfinnerne sorte baade paa Over- og
Underside. Føden bestaar udelukkende af
Smaakrebs. Udbredt særlig i det nordlige
Atlanterhavs østlige Dele, hvor den vandrer
efter Aarstiderne, idet den om Vinteren opholder
sig i sydlige Egne og kun om Sommeren,
omend uregelmæssigt, træffes ved Norges Kyster.
I Finmarken havde Fangsten sit Højdepunkt
1885, hvor der fangedes 720 Stkr, senere var
den sjældnere; dog fangedes endnu 1898 547
Stkr; i de senere Aar har Fangsten i det
 |
| Fig. 1. Rørhval (Balænoptera musculus). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
