Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkeafstemning (Plebiscit, Referendum)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
obligatorisk ell. fakultativ F. Ved Spørgsmaal
om fuldstændig Revision af Forfatningen finder
der endog regelmæssigt F. Sted to Gange efter
hinanden. Det skal nemlig her først ved F.
afgøres, om en konstituerende Forsamling ell.
Convention skal vælges til at revidere
Forfatningen — de lovgivende Forsamlinger selv
betror man ikke dertil —, og Borgerne stemmer
da Convention ell. no Convention. Naar den
vedtagne Convention derefter har udarbejdet og
vedtaget en ny Forfatning, bliver selve denne
at forelægge Borgerne ved en F., hvor der nu
stemmes for ell. imod Forfatningen. Drejer det sig
derimod blot om en partiel Ændring af
Forfatningen (Amendment), udarbejdes denne, hvor
Folkeinitiativ (s. d.) ikke er anvendt eller kan
anvendes, af Statens lovgivende Forsamling,
men efter Vedtagelsen — undertiden dog først
efter at Ændringen uforandret er vedtaget af
to lovgivende Forsamlinger efter hinanden —
bliver denne at forelægge Folket selv til endelig
Vedtagelse ved F.
I Schweiz, F.’s egl. Fædreland, med dets
fra Middelalderen demokratisk-republikanske
Samfundsforhold fandt Instituttet en særlig
gunstig Jordbund. Ikke blot kendtes F. her i sin
opr. Form i de smaa Landesgemeinde-Kantoner,
jfr foran, men selve Navnet Referendum, det
i Nutiden hyppigst anvendte Navn for F. —
har sin Rod i gl. schweiziske Forhold, idet
nemlig de Delegerede, som de enkelte Kantoner
sendte til den gl. schweiziske Folkeforsamling,
opr. ikke kunde tage endelig bindende
Beslutning, men alene havde Fuldmagt til »at høre
og referere« (ad audiendum et referendum),
hvorfor Beslutningerne for at blive gyldige
maatte godkendes af de enkelte Kantoner. Vi
ser da ogsaa her allerede tidligt enkelte
Kantoner anvende egl. F. — i moderne Bet. —
i særlig vigtige Tilfælde. Det er dog først
efter Paavirkning af de fr. Forfatninger efter
den store Revolution, at F. holder sit egentlige
Indtog i Landet, og først efter Julirevolutionen
af 1830 faar Instituttet varigt Fodfæste i Landet,
saaledes at det nu i Forening med
Folkeinitiativet udgør det ejendommeligste Træk i den
schweiziske Forfatning.
F. forekommer i Schweiz baade som
obligatorisk og som fakultativt og er hjemlet saavel i
selve Forbundsforfatningen som i de enkelte
Kantoners Forfatninger.
Efter Forbundsforfatningen af 1874 er F.
obligatorisk ved alle Ændringer af
Forbundsforfatningen, og der kræves til en saadan Ændrings
Gyldighed, at den ved F. opnaar et Flertal
saavel af de stemmende Schweizerborgere som
af Kantonerne. Men derhos blev der ogsaa 1874
indført fakultativ F. m. H. t. alle Forbundslove
og saadanne Forbundsbeslutninger, der ikke
er af paatrængende nødvendig Karakter, idet
disse Beslutninger skal forelægges Folket til
Vedtagelse, naar dette forlanges af enten 30000
Schweizerborgere ell. af 8 Kantoner, og er at
anse som forkastede, naar ikke Flertallet af de
Stemmende har erklæret sig for dem.
I de enkelte Kantoner er F. altid
obligatorisk ved Ændring af Forfatningen, men derhos
er F. ogsaa altid indført m. H. t. alm. Love o. a.
Beslutninger, snart kun som fakultativt, naar et
vist Antal Borgere forlanger det, men ogsaa
ofte, saaledes f. Eks. i det største Kanton,
Zürich, som obligatorisk, saa at foruden Love
tit ogsaa andre Beslutninger — i ret forskelligt
Omfang — altid fordrer Godkendelse ved F.
I Australien har Forbundsforfatningen
af 1900 for første Gang indført F. i et
parlamentarisk styret Land, men dog alene ved
Forfatningsforandringen. Det kræves her til en
saadan Ændrings Gyldighed, at den ved F.
opnaar Flertal saavel af de stemmende Borgere
som af Staterne i Forbundet. Her kan F.
desuden anvendes paa en ganske særlig Maade,
nemlig som et Middel til at afgøre en Uenighed
mellem Forbundsparlamentets to Huse om en
Ændring af Forfatningen; i Forfatningens Art.
128 bestemmes nemlig, at hvis en
Forfatningsændring to Gange — med et Mellemrum af 3
Maaneder mellem Afstemningerne — er
vedtaget af det ene Hus, men forkastet af det
andet, kan Generalguvernøren henvise
Forslaget til Antagelse ell. Forkastelse ved en F.
Ogsaa i en enkelt australsk Stat, nemlig
Queensland, kan F. ifølge en Ændring 1908 anvendes
paa lgn. Maade som Middel til at afgøre Strid
mellem de to Afdelinger af
Folkerepræsentationen.
I Danmark endelig har den ny Grl. af
5. Juni 1915 nu indført F., men ogsaa kun ved
Grundlovsændringer. Ifølge § 93 skal nemlig,
naar en Grundlovsændring er blevet vedtaget
af to Rigsdage med Opløsning imellem,
Beslutningen inden et halvt Aars Forløb
forelægges Folketingsvælgerne til Godkendelse ell.
Forkastelse ved en direkte Afstemning. Der gælder
her derhos den ejendommelige Regel, at der til
Godkendelse kræves ikke blot et Flertal af de
i Afstemningen deltagende Vælgere, men ogsaa,
at mindst 45 % af samtlige Vælgere har afgivet
deres Stemme for Rigsdagens Beslutning.
I andre Lande end de foran nævnte er F.
ikke indført, men Forslag derom har dog været
fremme i fl. Lande, saaledes, foruden i Frankrig,
i England og Belgien, og det ikke blot fra
radikal-demokratisk, men ogsaa fra konservativ
Side, hvilket sidste forklares ved, at F., skønt
et saare demokratisk Institut, i Schweiz og
Amerika nærmest maa siges at have virket
konservativt, nemlig som et folkeligt Veto over for
en ellers enevældig Lovgivningsmagt.
Men ogsaa uden for de Tilfælde, hvor
Forfatningen udtrykkeligt hjemler F., er en saadan
i nyere Tid oftere blevet anvendt i
ekstraordinære Tilfælde. Ved frivillig Afstaaelse af
Landomraade er denne saaledes oftere blevet gjort
afhængig af, at Befolkningen i de afstaaede
Landsdele ved F. erklærede sig derfor. Særlig var
Napoleon III og Cavour Tilhængere af denne
Tanke, og F. blev derfor afholdt i Anledning af
Savoyen og Nizzas Afstaaelse til Frankrig 1860
og ved Italiens Erobringer fra 1860 til 1870.
Paa lgn. Maade lod Danmark foretage F. paa
Skt Thomas og Skt Jan 1867 i Anledning af
den da paatænkte Afstaaelse til Amerika af
disse Øer. Anføres kan ogsaa her
Bestemmelsen i Prag-Freden af 1866 Art. 5, hvorefter de
nordlige Distrikter af Slesvig skulde blive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
