Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franck, 1) Melchior, 2) Johann Wolfgang - Franck, Sebastian - Francke, August Hermann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sange, er for en stor Del udkomne i Trykken
(se »Monatshefte für Musikgesch.« XVII). — 2)
Johann Wolfgang, tysk Komponist, (f. c.
1641), Kapelmester først i Ansbach, senere i
Hamburg (1679—86), hvor han komponerede 14
Operaer. Desuden udgav han smukke Melodier
til »geistliche Lieder« og Sonater for 2 Violiner
og Bas. 1690—95 spillede han en fremtrædende
Rolle i Londons Musikliv.
A. H.
Franck [fraŋk], Sebastian, mystisk
Sværmer fra Reformationstiden, f. 1499 i
Donauwörth, d. 1542 i Basel. F. begyndte sin
Løbebane som rom.-kat. Præst, men 1527 optræder
han paa Reformatorernes Side og var da
Modstander af Gendøberne. Hans Udvikling førte
ham imidlertid til at bryde med alt ydre
Kirkevæsen. Han forkyndte en »fjerde« Tro ved
Siden af den lutherske, den reformerte og
Gendøbernes, og denne fjerde Tro forkastede alt
ydre Kirkevæsen og gik ud paa en mystisk
Spiritualisme. 1528 begyndte han en
omflakkende Tilværelse, drog fra By til By og søgte
sit Udkomme, snart som Sæbesyder, snart som
Bogtrykker og Boghandler, idet han udfoldede
en rig Forfattervirksomhed, der imidlertid
overalt bragte ham i Konflikt med Autoriteterne.
De Værker, hvori han udfoldede sin Kritik af
det bestaaende og sine mystiske Ideer, var ikke
blot teol. Afh.; han skrev (1531) sin »Chronika.
Zeitbuch und Geschichtsbibel«, den første tyske
Verdenshistorie, og hans Værker har ogsaa for
det tyske Sprogs Udvikling stor Bet.; men det
Værk, som vil bevare hans Navn længst, er
Ordsprogssamlingen »Sprichwörter, Schöne,
Weise, Herrliche Clugreden und Hoffsprüch«
(1541, 1545, ny Udg. 1831), som fra Indholdets
Side sættes over den berømte Agricola’ske
Samling. Ogsaa en Geografi skrev han: »Weltbuch,
Kosmographie etc.« (1534). Sine religiøse Ideer
udviklede han i sine 280 »Paradoxa« (1534),
»Güldin Arch« (1538) og »Das verbüthschiert,
mit sieben Siegeln geschlossene Buch« (1532).
Han viser sig her som afgjort Mystiker og
Subjektivist. Gud er upersonlig, og det Ondes
Virkelighed nægtes paa panteistisk Vis, al egen
Villie skal bortdø, og indefra skal da det
Guddommelige udfolde sig i os. Paa det »indre
Ord«, paa »Kristus i os« kommer alt an, medens
det ydre Ord om den hist. Kristus uden dette
er et dødbringende Bogstav. Ogsaa uden for
Kristendommen finder F. den sande Fromhed.
(Litt.: Haggenmacher, »S. F.« [Zürich
1886]; Löwenberg, »Das Weltbuch S. F.’s«
[Hamburg 1893]; A. Hegler, »Geist und
Schrift bei S. F.« [1892]).
(J. P. B.). A. Th. J.
Francke [↱fraŋkə], August Hermann,
tysk pietistisk Teolog og Pædagog, f. 12. Marts
1663 i Lübeck, d. 8. Juni 1727 i Halle. F. blev
Student fra Gymnasiet i Gotha og studerede
siden Teologi og Filosofi i Erfurt og Kiel. 1685
blev han Magister i Leipzig og begyndte her i
Forening med Paul Anton og Casper Schade at
virkeliggøre de af Spener fremsatte Tanker om
en Omdannelse af det teol. Studium ved at
holde Forelæsninger af opbyggelig Karakter
over det ny Testamente. Under et Ophold i
Lüneburg blev han kristelig vakt og sluttede sig
nu afgjort til Spener’s Retning efter at have
opholdt sig nogle Maaneder i dennes Hus. 1689
fortsatte han sine Forelæsninger i Leipzig; men
de blev forbudte p. Gr. a. den Bevægelse, de
fremkaldte. Aaret efter blev han Præst i
Erfurt, men paa
Foranledning af
de ortodokse
Lutheranere
afsat (1691) og
forvist fra
Byen, hvorefter
han s. A. blev
Prof. i
østerlandske Sprog
og 1699 i
Teologi ved det
nyoprettede
Univ. i Halle,
der ved
Spener’s
Indflydelse blev besat
med lutter
Mænd af den
pietistiske
Retning. Tillige var han Præst i Forstaden Glaucha
og fra 1715 ved Hovedkirken i Halle. Her
virkede F. til stor Velsignelse baade bl. de
Studerende og i sin Menighed; bl. a. fremmede
han Katekisation og gudelige Forsamlinger.
Størst Bet. fik han dog ved sin filantropiske
og pædagogiske Virksomhed. 1695 besluttede
han, da han en Dag fandt 7 Gylden i sin
Fattigbøsse, med dette Beløb at oprette en
Fattigskole, til hvilken han antog Studenter som
Lærere. Af denne ringe Beg. udviklede sig
efterhaanden et Vajsenhus, en Borgerskole, et
Pædagogium, en Latinskole og et Seminarium
præceptorum, det første i sit Slags, hvor Studenter
blev uddannede til Lærere ved teoretisk
Anvisning og praktiske Øvelser. Fra fjerne Egne
sendtes der F. Elever, og ved hans Død var
der 2200 i de forsk. Skoler. 1705 oprettede han
desuden, støttet af den danske Regering, en
Skole for de ostindiske Missionærer, og 1710
den Cansteinske Anstalt til Udbredelse af
Biblen. Fra 1698 begyndte han at opføre Bygninger
for sine Anstalter, og til sidst udgjorde de en
hel lille By med Bogtrykkeri, Boghandel og
Apotek. Heraf havde F. nogen Indtægt, men
det meste fik han, uden at henvende sig til
nogen om Laan ell. Gave, ved frivillige Bidrag
fra kirkeligsindede Kredse. Selv ledede F. hele
den vidtforgrenede Virksomhed, samtidig med,
at han var Præst og Universitetslærer. — F.’s
pædagogiske Tanker, der især indeholdes i hans
»Kurtzer und einfältiger Unterricht« (1702) og
i de udførlige Instrukser for hans Lærere,
bærer Præg af en alvorlig, kristelig Overbevisning
og en dyb Menneskekundskab, men fremtræder
ikke som noget nyt System. Opdragelse og
Undervisning skulde være nøje forenede og
have det Formaal at danne Børnene til levende
Kristne. »Et Kvintin levende Tro er bedre end
et Centner hist. Kundskab, og en Draabe sand
Kærlighed mere værd end et helt Hav af
Indsigt i Videnskabens Dybder«.
Religionsundervisning og Andagtsøvelse indtog derfor en
fremragende Plads. Men ogsaa det rent
 |
| A. H. Francke. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
