Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tunge og plumpe Anvendelse af et mangfoldigt
Raamateriale er Zola mindre en objektiv
Naturalist end en visionær Epiker, der maler
brede storslaaede Panoramer, hvor Masserne føres
frem under glimrende Illusion, men hvor
Finhed og Sandhed i Detaillen savnes. — Af Zola’s
nærmeste Elever kan nævnes Huysmans
(1848—1907), Rabusson (f. 1850), Céard
(f. 1851) o. fl. Men i øvrigt mistede
Naturalismen snart sin befrugtende Evne. Eleverne holdt
sig mere til Zola’s Teorier end til hans Værker.
Talent og aandløs Iagttagelse af ligegyldig
hvilket Stykke plump Virkelighed traadte i St f.
kunstnerisk Tilegnelse. De unge Naturalister
følte selv Trang til at bryde ud og gjorde det
til sidst med Paul Margueritte (f. 1860)
i Spidsen. I Romanen hersker ikke længere
nogen Skole. Alph. Daudet (1840—97) stod
som udmærket Repræsentant for den sunde
Realisme, oplivet af lyst Humor og elskværdig
Optimisme. Paul Bourget (f. 1852) dyrker den
analytiske Sjæleskildring efter Stendhal’s
Mønster, men forfalder mere og mere til
moraliserende Tendenser. Ogsaa Maurice
Barrès (f. 1862) skriver Idé- og Tendensromaner,
men i høj kunstnerisk Form. Pierre Loti
(f. 1850) er i sine Romaner sensitiv og
subjektiv som en moderne Stemningsromantiker,
Anatole France (f. 1844) er en glimrende
aandfuld Ironiker. Den idealistiske Roman
dyrkes ligesom den belærende og den rene
Underholdndngsroman. Den symbolistiske Bevægelse
har ogsaa i Romanen givet sig sære og uklare
Udslag i Flugt fra alle faste Ideer og virkelige
Fænomener til religiøs Mysticisme, psykologisk
Abnormitet, Satanisme og Magi. Af de yngre
Romanforfattere kan anføres Rosny (f. 1856),
Paul Hervieu (1857—1915), Édouard
Rod (1857—1910), Paul Adam (f. 1862),
Marcel Prévost (f. 1862), Abel
Hermant (f. 1862), Pierre Louys (f. 1870),
Rémy de Gourmont (f. 1858), og André
Gide (f. 1869). Romain Rolland (f. 1868)
har vakt Opsigt med sin store Roman-Cyklus
Jéan-Christophe, hvor tysk og fr. Kultur
analyseres med samme Forstaaelse.
Lyrikken, som de første store Romantikere
havde gjort til en saa personlig lidenskabelig
Eksaltation, blev hos de senere Digtere mere og
mere upersonlig og fik — i Lighed med den
moderne Roman — et lærdt og videnskabeligt,
et realistisk Præg. Omkring Gautier samlede sig
en Gruppe Lyrikere, der lagde den højeste Vægt
paa den fulde og rige, mejslede Formskønhed,
og som i deres store Kærlighed til den rene
Kunst søgte at undertrykke den subjektive
Følelses Bekendelser til Fordel for den maleriske
Beskrivelse; som Landskabsmalere henter de
pragtfulde Billeder fra alle Landes Natur, selv
fra Orienten og Kina; Impulser tages fra baade
Oldtid og Middelalder. Efter deres Organ Le
Parnasse contemporain tog de Navnet Les
Parnassiens. Til dem hørte Autran (1813—77),
Lacaussade (1817—97), Lemoyne
(1822—1907), Bouilhet (1824—69) o. fl., og fra dem
udgik Baudelaire (1821—67), hvis dybe,
bisarre, mesterlig udformede og symbolrige
Poesi øvede den største Indflydelse paa de
senere Symbolister. Af andre Lyrikere kan
nævnes François Coppée (1842—1908), der
digter elskværdige Idyller og Genrebilleder,
Jean Aicard (f. 1848), den friske Folkesanger
Pierre Dupont (1821—70), Emm. des
Essarts (f. 1839) og Eug. Manuel (1823—1907).
Den parnassistiske Skole havde endnu nogle
store Repræsentanter op til den nyere Tid: Den
forbavsende lærde Leconte de Lisle
(1820—94) var den betydeligste deskriptive Digter og
behandlede i sin Digtning utallige hedenske og
barbariske Religioner og Legender; med en
blændende Farve- og Formkraft maler han
eksotiske Landskaber og Tropernes mægtige Dyr.
Sully Prudhomme (1839—1907) er den
moderne Videnskabs og Filosofis pessimistiske,
men stolte og mandige, kundskabs- og
sandhedstørstende Digter. José-Maria de
Hérédia’s (1842—1905) fint ciselerede Sonetter er
ligeledes nærmest Parnassist-Kunst. Derimod er
Jean Richepin (f. 1849) en kraftig lyrisk
Revoltør, der forsøger alskens Udskejelser
saavel i Form som Indhold, baade den brutaleste
Naturalisme, den djærveste Sanselighed og den
groveste Blasfemi.
Lyrikkens moderne Dekadenter og
Symbolister reagerede mod Parnassisternes kolde,
metal- og marmorhaarde Kunst og har givet sig den
intimeste Subjektivisme i Vold — sjælelig
Mystik, Fænomenernes Natside, religiøst Sværmeri.
De nedbryder Metrikkens faste Former, Cæsur
og Stavelsesværdi, og søger at fæstne de vage,
bølgende og taagede Følelsesindhold i
rytmesvajende, ofte rimfri Vers eller Prosadigtets
evige Melodi. De har tumlet uklart og usikkert
med mange dunkle ell. skruede Principper,
Lydfarver og symbolske Værdier. I Paul
Verlaine (1844—96) havde Bevægelsen en fin og
inderlig, glødende religiøs Digter til Forbillede.
Efter dennes Død blev Mallarmé (1842—98)
Fører for Retningen. Af dens øvrige Digtere
kan nævnes: Henri de Régnier,
Viélé-Griffin, Jean Moréas, Jules
Laforgue, Stuart Mérill, Albert Samain,
Francis Jammes, Belgierne
Rodenbach (1855—98), Verhaeren (1855—1916)
og Maeterlinck o. s. v. (Litt.: F.
Godefroy, Histoire de la littérature française au
XIXe siècle [1880]; P. Albert, La litt. franç.
au XIXe siècle [2 Bd, 3. Opl. 1885]; E. Faguet,
XIXe siècle [1890]; G. Pellissier, Le
mouvemeni littéraire au XIXe siècle [3. Udg. 1893];
G. Brandes, »Hovedstrømninger« I, III og V;
desuden talrige Specialværker og
Essaysamlinger af Jul. Lemaître, F. Brunetière, É. Faguet,
P. Bourget o. m. a. — Samlede Fremstillinger
af F ’s Litteraturhistorie er bl. a. givne af
Nisard, Gerusez, Demogeot, A. Roche;
paa Dansk foreligger J. Paludan, »Udsigt
over den franske Nationallitteraturs Historie«
[1874]; af de nyeste Haandbøger kan nævnes:
Petit de Julleville, Histoire de la langue et de
la litt. française des origines à 1900 [8 Bd
1896—99, af 52 Specialforfattere]; Gustave
Lanson, Histoire de la littérature française [1894,
mange senere Oplag]).
S. Ms.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
