Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kunst.
Bygningskunst. Siden Antikkens Dage
har Italien vel været Europas ledende Kunstland
gennem Aarh., men ved dets Side indtager F. en
fremskudt Plads som stilskabende Land. Selv i
Perioder, hvor F. ikke har hævet sig til
absolut Selvstændighed, fik fr. Stilnuancer mægtig
Indflydelse (Louis-Seize Stil, Empire). Og to
Gange i Arkitekturens Historie har F. bestemt
Stiludviklingen paa selvstændig Maade; det har
udformet Gotikken, og det har ompræget
Barokken til Rokoko. Trods al Forskel mellem
en middelalderlig Domkirke og et Palæ fra 18.
Aarh. er der Slægtskab mellem disse to fr.
Stilarter; de er begge voksede op fra latinsk
Grund, men som prægnante Udtryk for
Samtidens Idealer, og de er hver paa sin Vis klare,
logiske, elegante og yndefulde; begge behersker
de tekniske Vanskeligheder, saa at man ikke
mærker Anstrengelsen, men kun ser det
raffineret formfuldendte Resultat. Disse
Karaktertræk genfindes i næsten al anden fr.
Bygningskunst og bunder sikkert dybt i den »galliske«
Aand.
Bortset fra Oldtidens Gravminder (Cromlechs,
Dolmens) er det Romerne, der efter Cæsar’s
Erobring af Gallien skabte F.’s første blivende
Arkitektur. Ikke faa antikke Ruiner er
bevarede til vore Dage, f. Eks. Maison carrée i
Nimes og forsk. Triumfbuer (smlg.
Bygningskunst, Tavle II). Paa Merovingernes og
Karolingernes Tid byggedes ikke lidt, men det
meste er atter ødelagt allerede under de store
Byggeperioder i Middelalderen. Fuld Fart fik
Kirkebyggeriet i Løbet af 11. Aarh. Stemmende
med Landets politiske Splittelse har F.’s
romanske Stil ikke noget Fællespræg, men den opløser
sig i endnu højere Grad end andetsteds i
provincielle og lokale Stilgrupper. Tidlig veg
Basilikaernes flade Lofter for
Hvælvingskonstruktioner, som i Landets forsk. Egne fik mange
forsk. Løsninger. Tøndehvælvingen, som
spænder over Midtskibet i hele dets Længde,
medens der over Sideskibene anvendes halverede
Tøndehvælvinger, optræder navnlig i Syden, i
Provence, Dauphiné og Auvergne; de
betydeligste Værker af denne Gruppe er Katedralen i
Avignon, Kirken St Gilles, Katedralen St
Trophime i Arles (smlg. Bygningskunst,
Tavle III) — hvor den spidsbuede Form af
Tøndehvælvingen fra 12. Aarh. optræder ved
Siden af den rundbuede —, Notre-Dame du Port
i Clermont og St Sernin i Toulouse. Nogle af
disse Bygninger er kolde og nøgne, idet
Hovedvægten er lagt paa Løsningen af de
konstruktive Problemer; andetsteds viser der sig i de
antikiserende Enkeltheder en ejendommelig
Protorenaissance. I Modsætning hertil har
Kirker i Poitiers og Angoulême faaet fantastisk rigt
dekorerede Facader. I det sydvestlige F. er det
Kuppelhvælvingen efter byzantinsk Mønster, som
er den fremtrædende Bygningsform;
Hovedværkerne er Katedralerne i Cahors og Angoulême,
der har Kupler over de enkelte Fag, samt den
højst ejendommelige Kirke St Front i
Périgueux, som i mange Retninger minder om S.
Marco i Venezia. I det nordlige F. anvendes
Krydshvælvingen i Forbindelse med Basilikaens
Grundrids, og Bygningernes to store
Facadetaarne forøges med et tredie over
Korsskæringen. Typisk nordfransk er ogsaa den runde
Koromgang med Kapelkrans. I Normandiet,
der naturligt viser Slægtskab med England bl.
a. ved de ejendommelige normanniske Detailler,
kan nævnes de af Vilhelm Erobreren og hans
Gemalinde stiftede Klosterkirker St Trinité og
St Étienne i Caën; sin rigeste Udfoldning har
den seneste romanske Kunst i Normandiet naaet
i Arkaderne af Skibet i Katedralen i Bayeux fra
Midten af 12. Aarh. Burgund, hvor
Paavirkninger fra forsk. Kanter krydsedes, udmærkede
sig dels ved sin Protorenaissance, dels ved sine
Hvælvkonstruktioner; et Hovedværk som
Abbedikirken i Cluny er vel ødelagt, men ribbede
Krydshvælv findes f. Eks. i Langres og
Vézelay. Denne Hvælvtype, der i sig rummer Spiren
til Gotikken, udformedes dog især i
Loire-Egnen, i Picardiet og Ile-de-France, og det er
da ogsaa her, at Udviklingen før noget andet
Sted fører over i Gotikken. Den tidlige
Overgangsstil tilhører f. Eks. Morienval (c. 1125)
og St Martin-les-Champs i Paris; Unggotikkens
Gennembrud skete med Abbed Suger’s
Kirkebygning i St Denis ved Paris, hvoraf dog kun
de nedre Partier af det 1144 indviede Kor og af
Vestfacaden er bevarede i opr. Stand. C.
1150—1200 paabegyndtes en Række got. Storkirker.
Bl. den ny Stils tidligste Hovedværker kan
nævnes: St Remy i Reims, Notre-Dame i Paris
samt Katedralerne i Noyon, Laon,
Châlons-sur-Marne, Caën, Senlis, Sens og Bourges. Paa de
fleste af disse, der stod under Opførelse i lange
Tider, er der endnu bygget et godt Stykke ind
i 13. Aarh., da Gotikken naaede sit
karakteristiske Højdepunkt i elegant og overlegen
Udnyttelse af Konstruktionerne (smlg.
Bygningskunst, S. 328 ff.), saaledes som det ogsaa
ses i Amiens, Chartres, Beauvais, Rouen, Le
Mans, Tours o. s. v. En karakteristisk mindre
Bygning er det ypperlige Ste. Chapelle i Paris,
bygget af Ludvig den Hellige. I de Former,
hvori Nordfrankrig saaledes havde skabt og
udviklet Gotikken, bredte den sig over hele F.
videre til alle Nabolandene, ofte ført frem af
udvandrende fr. Bygmestre, og blev næsten
overalt Grundlaget for den seneste Middelalders
Arkitektur, et Vidnesbyrd om F.’s kunstneriske
Overlegenhed og voksende nationale Enhed.
Men efter Blomstringen i 13. og Beg. af 14.
Aarh. fulgte nogen Svækkelse, delvis i
Sammenhæng med Hundredaarskrigen; Byggeopgaverne
blev færre, og fra at være absolut ledende sank
fr. Gotik ned til at blive en af Sengotikkens
mange Afarter. Her som overalt kunde en vis
Nøgternhed gaa Haand i Haand med en
overdaadig Ornamentik, idet Højgotikkens Stavværk
omformedes til Style Flamboyant. Til de
ejendommeligste Værker hører en Række
fæstningsagtige sydfranske Kirker med Katedralen
i Alby i Spidsen. Glimrende Eksempler paa
flammende Stavværk findes i mange af de
ældre Kirker, og det præger helt Bygninger som
St Maclou i Rouen. Fæstningsarkitekturen
naaede en høj Grad af Fuldkommenhed
(Pierrefonds) og megen Interesse har den profane
Arkitekturs Udvikling, idet Bylivet stillede ny
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
