Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
praktiske Opgaver, og idet Borgene begyndte at
forvandle sig til Slotte med store Sale og rigt
Udstyr (Jacques Cæur’s Hus i Bourges, Hotel
de Ville i Rouen), en Udvikling, der pegede
frem imod Profanarkitekturens ledende Stilling
under Renaissancen.
Geogr. og politiske Forhold medførte, at F.
ret hurtigt paavirkedes af ital. Renaissance.
Overgangsstilen mærkes allerede efter Karl
VIII’s Italienstog og i »Style Louis XII«, men
den egl. Ungrenaissance svarer dog nærmest til
»Style François I«. Paa den anden Side var
den hjemlige Gotik ingenlunde let at besejre. I
Kirkearkitekturen indpodedes Renaissancens
Enkeltheder paa de got. Grundformer (St Pierre
i Caën 1521; St Étienne-du-Mont og St Eustache
i Paris, det sidste og ypperste Eksempel,
bygget efter 1532), og noget ganske tilsvarende
gælder Profanarkitekturen. Karl VIII’s
Slotsbygninger i Amboise, Louis XII’s i Blois er
næsten fuldstændig got. Nogle Skridt videre
naaede det omtr. helt ødelagte Kardinalslot i
Gaillon, og endnu stærkere er
Renaissanceelementerne i Frants I’s Slotte, Blois, Chambord
(1519—35), St Germain-en-Laye og det ødelagte
Madrid i Boulogneskoven, ligesom en tilsvarende
Udvikling gør sig gældende i samtidige
Adelsbygninger (f. Eks. Azay-le-Rideau, Chenonceau,
Châteaudun) med deres halvt fæstningsagtige
Karakter, de runde, svære Hjørnetaarne, de
aabne Vindeltrapper, de talrige Kvistgavle og
de fantastiske Skorstene, der trods de
italieniserende Enkeltheder og trods de
renaissancemæssige Planer giver disse Slotte et halvt
middelalderligt Præg. Og selv da den ital. Smag
sejrede, og da den fr. B. efter Primaticcio’s
Virksomhed i Fontainebleau begyndte at
antage et akademisk Højrenaissancepræg,
fastholdtes de nationale Blandingsformer af
italiensklærte, litterære Arkitekter som Goujon,
Lescot, Bullant, de l’Orme og Ducerceau. Trods
klassisk korrekte Enkeltheder mærkes de i de
ældste Dele af Louvre (1546), i Diana af
Poitiers Slot Anet (ødelagt), i Écouen, i
Tuilerierne (ødelagte) og i Ducerceau’s talrige
Slotstegninger. De ubevidste Blandingsformer har
langt større Bet. end Delormes naivt-lærde
Forsøg paa at skabe en fr. Søjleorden, og de
bevaredes delvis helt ned i 17. Aarh., i
Senrenaissancen, Style Henri IV og Style Louis XIII, da
Gotikken og Barokken mødes f. Eks. i Maria
af Medicis Luxembourg-Palæ, et Værk af S. de
Brosse, der vel har haft Palazzo Pitti til
Forbillede, men dog har skabt et udpræget fr.
Anlæg, og i de under Kardinal Richelieu opførte
Bygninger af Lemercier (Louvres Pavillon de
l’Horloge, Sorbonne-Kirken) samt i den ældre
Mansards Slotsbygninger (Blois, Maisons).
Klarere og klarere fremtraadte dog den
akademiske Retning i fr. B., og da F. under Ludvig
XIV blev Europas ledende Kunstland, fik denne
Arv fra Højrenaissancen sit officielle Stempel.
Kunstnere som Akademidirektøren Blondel,
Perrault, hvis Projekt til Louvres Østfacade
sejrede over Berninis, og Hardouin-Mansard, der
fuldendte det af Levau paabegyndte
Versailles-Slot og rejste Invalidedomen i Paris, tilhører
alle den eklektisk-akademiske Retning; deres
Arbejder kan være barokt storladne og
pompøse, ligesom Lenôtres Haveanlæg, men altid
køligt fornemme, ikke saa kraftige som ital.,
og ikke saa overlæssede som tyske
Barokværker. Selv Dekoratøren Lebrun bøjede sig for
de akademiske Kunstlove, og de vedblev at
beherske fr. B. under hele l’ancien régime,
under Style Régence, Style Louis XV og Style
Louis XVI. Regenttidens dygtigste Arkitekt, de
Cotte, kunde bygge strengt akademiske
Facader med korrekte Søjleordener, og ikke
mindre akademisk var Boffrand. Disse Mænd
sammen med Gabriel, Oppenord og Meissonier
deltog dog i Rokokoens Udvikling. Det gjaldt nu
ikke i første Række at bygge monumentalt og
pompøst, men bekvemt og elegant, og
Elegancen blev raffineret og koket. Medens
Adelspalæerne i Paris fornemt trak sig tilbage fra
Gaden bag en Forgaard, og medens Værelserne
ordnedes saa selskabeligt praktisk som muligt,
gjordes alle Enkeltformer lettere og finere, og
Ornamentikken udviklede sig fra Marot’s og
Bérain’s Stilformer til den usymmetriske
Rokoko, der dog i Former og i Farver er saa
logisk gennemtænkt, saa behersket, at den
snarest virker som et Pikanteri og ikke bryder
de akademiske Rammer. Og selv om disse
Rammer gjordes lettere og spinklere end forhen,
var Springet fra Rokoko til Nyklassicisme ikke
saa stort, som man skulde tro, og det gjordes i
F. tidligt og let, allerede i Slutn. af Ludvig XV’s
Regeringstid, da Soufflot begyndte Bygningen af
Panthéon i Paris (1757) og hurtigt fulgtes af
Arkitekter som Gabriel, Louis og den en
Aarrække i Danmark arbejdende Jardin.
Overgangen virker saa meget mindre skarpt, som
Elegancen gik i Arv til Nyklassicismen og gjorde
den yndefuld og sirlig; Louis XVI-Stilen, som
den f. Eks. viser sig i Marie-Antoinette’s
Petit-Trianon, er i udpræget Grad de fornemme
Damers Stil. Først Revolutionen gjorde Bruddet
voldsomt, og den napoleoniske Empirestil med
dens haardhændede Kopier af antikke
Bygværker, dens skarpe, tunge Former og dens
kraftige Farver virker i mangt og meget som en
Protest mod 18. Aarh.’s Tradition. Men selv
Empiretidens Arkitekter (Percier, Fontaine,
Vignon, Brongniart, Chalgrin) kunde dog
præstere fornemme og fine Arbejder, og den fr.
Elegance fornægtede sig endnu mindre i 19.
Aarh.’s senere Stilkopieringer. Nyromantikken,
der indlededes af Éméric-David, dyrkedes vel
først af indvandrede Tyskere som Gau og
Hittorf, men snart efter fulgte Duban, Lassus og
især den dygtige og fine Nygotiker Viollet le
Duc, kendt som Forf. og som Restaurator af St
Chapelle i Paris og af Pierrefonds. Denne
Retning interesserede sig for de praktiske Krav
og prøvede sig frem med
Støbejernskonstruktioner, men naaede ikke at give Materialet
selvstændig Form. Og det samme gælder de
samtidige Eklektikere (Labrouste, Duc,
Alavoine, Baltard). Bl. Fortidens mange Stilformer
blev den nationale Senrenaissance og den
akademiske Barok de mest yndede; de dyrkedes af
Davioud og Garnier, hvis store Opera i Paris
(1861—74) er Periodens mest karakteristiske
Værk. Yngre Arkitekter er gaaet stærkere i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
