Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Musik vakte lige saa meget Bifald, som Teksten
vakte Mishag. Af selve Operaprivilegiet, hvoraf
de havde ventet sig saa meget, fik de imidlertid
ikke megen Glæde. Af Mangel paa Kapital
maatte de optage Medinteressenter, og den
deraf opstaaede Forvirring i Ledelsen endte med,
at en hel ny Mand, Florentineren Jean
Baptiste Lully, der fra Køkkendreng var
avanceret op til Værdigheden af Kongens første
Musikmester, fik Privilegiet paa sin Haand ved et
Magtsprog fra Ludvig XIV. 1672 aabnede han
Académie royale de la musique, den ny
Verdensscene for Operaen.
Sine Operaer kaldte Lully for
»Musiktragedier«, og han anlagde og gennemførte dem
ganske i Overensstemmelse med Principperne for
det opr. florentinske Musikdrama, hvis egl.
Formaal havde været i Operaen at skabe en Art
Genfødelse af det antikke gr. Drama. Vi træffer
det ejendommelige Forhold, at medens Operaen
i sit Fædreland, Italien, forholdsvis hurtig
udartede til en Art Koncertopera, hvor Musikken
og især Sangerne bredte sig stærkere og
stærkere paa Dramaets og Digtningens Bekostning,
blev Lully’s Operaer, og igennem dem hele den
fr. Opera, det egl. Hjemsted for det mus.
»Drama«, der for Operaens Grundlæggere i Firenze
havde staaet som Idealet. I Quinault fandt
Lully en begavet Digter, der gik ind paa alle
hans Ideer, ja endog som Tekstforfatter lod sig
tyrannisere af den selvbevidste og myndige
Komponist. I Lully’s Musiktragedier er
Retorikken, den rette Tekstdeklamation, Hovedsagen,
ved Siden deraf Koret, ligesom ogsaa Dansen
spiller en vigtig Rolle — altsammen Momenter
fra Antikken. Den Ensidighed, hvormed Lully
lagde Vægt paa det retoriske, gør tit hans
Musik tør og stivbenet. Men for Karakteren af den
fr. Opera og for dens videre Udvikling gennem
Rameau og Gluck ned til vore Dage har Lully’s
Operaer været af den allerstørste Bet. Fulde
100 Aar beherskede de den fr. Scene. Thesée,
komponeret 1675, blev opført endnu 1778.
Lully’s Efterfølgere komponerede Operaer
ganske i hans Stil. Bl. dem mærkes Pascal
Colasse, Charpentier, Destouches,
Delalande, Gambisten Marin Marais,
André Campra, den betydeligste af dem,
o. m. a. Mange af disses Operaer var dog i den
saakaldte demi-genre. En ny Storhed fik den fr.
Opera først i Jean Philippe Rameau,
hvis Operaer ved Siden af ægte Talent, ja
Genialitet, viser større Herredømme over hele
Teknikken, baade i det vokale og det
orkestrale. Rameau var allerede en Mand henad de
halvhundrede, da han begyndte som
Operakomponist (1733). Ogsaa som Klaverkomponist og
navnlig som Musikteoretiker har Rameau Bet.
Hans Harmonilære (1722), hvor han første Gang
bringer System i Akkordlæren ved at opbygge
den paa de saakaldte Accords fondamentaux, er
blevet Grundlaget for hele vor moderne
Harmonilære.
For den fr. Musik er Tiden henad 1750 af
Vigtighed. Da kom nemlig Opéra comique’en til
Verden. Denne Kunstform opstod som en Slags
Eftervirkning af en heftig Strid, et ital.
Buffo-Selskabs Forestillinger i Paris (1752—54) havde
fremkaldt mellem Tilhængerne af den
Lully-Rameau’ske Opera og Italienervennerne, en Strid,
hvori bl. a. Filosoffen J. J. Rousseau, der
tillige var Komponist og Musikforfatter, tog ivrig
Del paa Italienernes Side. Den fr. Opéra
comique blev nu den Musikform, hvori det nationale
fr. originalest kom til Syne og skaffede sig sit
mest typiske Udtryk. De korte Melodiperioder,
den klare Frasering, de lette Rytmer, den
pointerede Tekstbehandling, alle disse Egenskaber,
der fra den tidligste Tid giver den fr. Chanson
sit karakteristiske Præg, er nemlig allesammen
lige saa mange udmærkede Egenskaber, naar
det gælder at skrive en rigtig Opéra comique.
Allerede længe før denne formede sig til en
selvstændig Kunstart, træffer vi Forløberne
rundt omkr. paa Markedsteatrene, der opførte
Smaastykker med indflettede Sange og
Kupletter. Den egl. Opéra comique kan derimod
dateres fra 1753 med Opførelsen af Les Troqueurs
af Vadé, Musik af d’Auvergne.
Kunstnerisk Blomst satte denne Operaform, da Favart
1755 bragte sin Ninette à la cour frem.
Komponisten af denne og fl. af de flg. Opéra
comique’er var ganske vist en Italiener, Egidio
Romoaldo Duni, men det varede ikke
længe, inden der voksede en hel Skare
indenlandske Talenter frem paa dette Omraade,
Tekstforfattere som Favart, Sedaine og
Marmontel, Komponister som Monsigny,
Philidor, Dalayrac (dog mere i
Vaudevillestilen) og frem for alle Grétry, som,
skønt i Grunden Belgier af Fødsel — ligesom
Gossec —, dog vanskelig kan undgaas at
regnes med bl. de fr. Komponister. Grétry’s
Styrke var hans frodige Melodirigdom og hans
fine Sans for Tekstbehandling. Ligesom Lully
har han forstaaet, at i en Opera er den
korrekte Ordbetoning af den allerstørste Bet. for,
at det mus. Udtryk skal blive ægte.
I tæt Forbindelse med de ledende aandelige
Strømninger har den fr. Opéra comique
bestandig optaget disse i sig og staar derfor som
en ejendommelig mus. Illustration til fr.
Aandsliv siden Midten af 18. Aarh. Den er, som det
træffende er sagt, naiv med Monsigny,
spirituel med Grétry, klassisk med Méhul,
Lesueur og Cherubini, faar et
romantisk Skær med Boieldieu og Isouard og
bliver galant med Herold, Adam og
Auber. Den sidste er i Grunden den sidste
typiske Repræsentant for denne ægte Musikgenre.
Tiden efter ham har ikke været den gunstig.
To farlige Konkurrenter har forstyrrende
krydset dens Vej, paa den ene Side den
Offenbach’ske Operette med dens Udløbere
(Lecocq, Hervé), paa den anden Side den
mærkelige fr. Richard Wagner-Kultus, der en Tid
lang virkelig syntes at true den ægte »franske«
Musik paa Livet. Den egl. Opéra comique har
vel talt ikke faa Dyrkere (Massé, Bazin,
Maillart, F. Poise, Guiraud, Godard,
Cahen), men har i nyere Tid kun haft eet
betydeligt Talent, Léo Delibes.
Paa den store Operas Omraade dannes en
betydningsfuld Station i Udviklingen ved
Gluck’s Optræden (»Ifigenia i Aulis« [1774], m.
fl. Operaer). Ikke fordi Gluck i Grunden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
