Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
En dygtig Orgelskole besidder F. med
Repræsentanter som Guilmant, Widor og
Gigout. Bl. moderne Klavervirtuoser maa
fremhæves Diémèr, E. Risler og Francis
Plante, bl. Violinvirtuoser E. Sauret og
Henri Marteau. Af den fr. Videnskab har
Belgieren F. J. Fétis og Edm. de
Coussemaker indlagt sig Fortjeneste ved deres
betydningsfulde musikhist. Forskninger. (Litt.:
Castil-Blaze, Chapelle-Musique des rois de
France [1832]; Coussemaker, Hist. de
l’harmonie au moyen-âge [1853] og L’art
harmonique aux 12. et 13. siècles [1865];
Lassabathie, Hist. du Conservatoire (1860];
Ch. Poisot, Hist. de la musique en France [1860];
G. Desnoiresterres, La musique
française au 18. siècle [1872]; G. Chouquet, Hist.
de la musique dramatique en France [1873];
Th. de Lajarte, Bibliothèque de l’opéra
I—II [1878]; A. Jullien, La cour et l’opéra
sous Louis XIV [1878], La comédie de la cour
[1883] og Paris dilettante [1884]; A. Vidal,
La chapelle St Julien des ménestriers [1878];
Petit de Julleville, Hist. du théatre en
France, I—II (1880]; A. Coquard, La
musique en France depuis Rameau [1891]; Ch.
Nuitter et E. Thoinan, Les origines de
l’opéra français [1886]; H. Lavoix, La
musique française (i »Bibl. de l’enseignement«);
Artikel France, Musique, i »La grande
encyclopédie Tome XVII«; Henri Expert, Les
maîtres musiciens de la renaissance française
[I—IV, 1895—96]; I. Tiersot, La chanson
populaire en France [1889]; J. J. Rousseau
[1912]; P. Aubry, Mélanges de musicologie
critique [1900—03]; Essais de musicologie
comparée [1903—05]; Le roman de Fauvel [1907];
Cent motets de XIII siècle, I—III [1908];
Troubadours et Trovuères [1909]; I. B. Beck, »Die
Melodien der Troubadours« [1908]; J.
Ecorcheville, De Lully à Rameau [1906];
Corneille et la musique [1906]; L. Laloy, Rameau
[1907]; Claude Debussy [1909]; H.
Prunières, Lully [1910]; L’opéra italien en France
avant Lully [1913]; Le ballet de cour en France
[1914]).
A. H.
Teater.
Over hele F. fandtes i Middelalderen
Lægmands-Lav og Broderskaber, som opførte baade
de religiøse og de komiske Dramaer (se Afsn.
»Litteratur« S. 706). Passionsbrødrene
(confrérie de la passion) spillede fra 1402 med kgl.
Privilegium i Paris i forsk. Bygninger; 1548
indrettede de F.’s første faste Teater i Hôtel de
Bourgogne; s. A. fik de Teatermonopol for
Paris, men tillige Forbud mod at opføre Mysterier;
de lejede nu Teatret og Monopolet ud dels til
italienske Vandretrupper, dels til indfødte
Professionsskuespillere. Straks i Beg. af 17. Aarh.
indrettede de første to fr. staaende Trupper
sig i Hôtel de Bourgogne med Alex. Hardy
som Teaterdigter og i Hôtel d’Argent i det
fornemme Marais-Kvarter. Den første fik 1611 Titel
af Troupe royale, Marais-Teatret vandt især Ry
ved at opføre Corneille’s banebrydende
Tragedier (Le Cid 1636); senere sank dets Bet.,
og efter Aarh.’s Midte dyrkede det særlig
Udstyrsstykker (pièces de machines). 1658
lykkedes det Molière at faa Indpas med sin
Provinstrup i Paris, hvor Kongen gav ham Lov til
at spille vekselvis med en italiensk Trup først i
Petit-Bourbon og, da dette Teater sløjfedes til
Fordel for den ny Louvre-Bygning, fra 1661 i
Palais Royal. 1665 fik Selskabet Titel af
»Kongens Trup«. Den geniale Skuespildigter var selv
en fremragende Skuespiller; blandt hans
Personale nævnes hans Hustru Armande
Béjart, Marie Champmeslé, Poison,
Baron, Montfleury og La
Thorillière. Efter Molière’s Død forenede hans Trup sig
først med Marais-Teatret, og 1680 optoges ogsaa
Hôtel de Bourgogne i denne Enhed, hvorved
La Comédie française — senere kaldet Théâtre
français (s. d.) — opstod, F.’s første og
fornemste Scene. 1689—1770 havde det franske Teater
sit Hus i Rue St Germain de Prés. Den
klassiske Arv af Tragedie og Komedie var dens
Repertoire. I 18. Aarh. fortsattes Tragediestilen
ganske konventionelt, heller ikke Komedien, der
for øvrigt dyrkedes med rigere Liv og Lyst,
frembragte ny Former, undtagen den »rørende« ell.
»borgerlige« Komedie, der vandt stærkt Bifald,
skønt den sentimentale Kunstart betragtedes
som en Udartning af den »ægte« Komedie. Af
store Skuespillere fremhæves Brizard,
Lekain, Molé, Dazincourt og Monvel, af
Skuespillerinder Adrienne Lecouvreur,
der indførte en mere naturlig Diktion, de store
tragiske Fremstillerinder Dumesnil og
Clairon samt Contat i Komedien. —
Revolutionen truede Teatret med Undergang ved at tage
det direkte i den republikanske Aands Tjeneste.
Politiforbud, Fængslinger og indbyrdes
Uenighed hemmede Personalets Virksomhed. Men
Napoleon, der støttede den dramatiske Kunst,
bragte atter Teatret paa fast Fod. 1806 fik det
sit nuværende Hus i Rue Richelieu tæt ved
Palais-Royal, hvor Molière’s gamle Teater havde
staaet. Romantikken bragte heftigt Røre i
Teatret og skyllede alle gamle klassiske Traditioner
over Bord, friere Former og stærkere
Lidenskab gjorde sig gældende i det
historisk-romantiske Drama; ogsaa Lystspillet undergik
en Fornyelse og vandt stor Anseelse. Af 19. Aarh.’s
sceniske Kunstnere paa Théâtre français maa
fremhæves, i Tragedien: Talma, Ligier,
Beauvallet, Mounet-Sully og Damerne
Duchesnois, Georges-Weymer,
Rachel og Sarah Bernhardt; i Komedien:
Michelot, Monrose, Samson,
Bressant, Got, Delaunay, Coquelin og
Damerne Mars, Plessy, Bourgoin,
Favart og Søstrene Brohan. Théâtre français
har sin egen, af Napoleon dekreterede
Forfatning, styres af et Udvalg paa 6 Medlemmer med
en af Staten udnævnt Direktør.
Oprettelsen af den saakaldte store
(heroiske) Opera fandt Sted 1669, da Abbed
Perrin fik Privilegium til at stifte et
Musikakademi »for paa Fransk at synge Teaterstykker«;
allerede 10 Aar forinden var den første Comédie
française en musique bleven opført. Perrin
afstod allerede 1672 sit Privilegium til den
berømte Komponist Lully, hvem Kongen
overlod det gamle Palais-Royal Teater til hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
