Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Académie royale de la musique. Operaens
kunstneriske Udvikling fremmedes meget ved
Rameau, men især efter at Gluck sejrrig
havde fortrængt den italienske Modesmag, blev den
store franske Opera Europa’s første musikalske
Scene, hvor ikke blot F.’s egne Komponister,
men ogsaa de største italienske og tyske Mestre
har faaet deres Værker frem i en glimrende
vokal og scenisk Udførelse. Efter at det gl.
Operahus i Rue Lepelletier var brændt 1873, er
den af Ch. Garnier 1861—74 opførte
Pragtbygning (Le nouvel Opéra med Paaskriften
Académie nationale de musique) paa Boulevard
Capucines taget i Brug. Her gives kun
Helteoperaer, der synges helt, og store pantomimiske
Balletter, hvilken Kunstart den berømte Danser
Noverre skabte i 18. Aarh. Af Operaens
berømteste Sangere anføres: Garat, Lais,
Chéron, Nourrit, Levasseur,
Dupres og Faure, af Sangerinder: Guimard,
Maillard, Falcon, Dorus-Gras og
Stoltz; i Balletten har særlig Vestris,
Gardel, Perrot og Damerne Carmargo,
Taglioni og Fanny Elssler brilleret.
Den komiske Opera (Opéra comique) er
udgaaet fra de italienske Markedskomedier i
17. Aarh.; disse lystige Stykker med Viser og
Dans vandt saa stærkt Bifald, at en
selvstændig Skueplads dannede sig 1715; men først fra
1752 fik den ved Favart sin faste nationale
Form. Den komiske Operas Bygning tæt ved
Boulevard des Italiens brændte 1887, hvorefter
Forestillingerne finder Sted i et af Teatrene paa
Châtelet-Pladsen. Paa Opéra comique opføres
alle Arter af »Syngespil« — ikke alene hvad vi
kalder komiske, men ogsaa alvorlige Operaer.
En Mængde af F.’s mest almenyndede
Komponister har komponeret for denne Scene, der er
den egentlige Nationalopera, og hvor lige
udmærkede Sangere og Skuespillere har optraadt.
Nærmest de tre store hidtil omtalte Teatre
staar Odéon paa Place de l’Odéon nær ved
Palais de Luxembourg. Et stort Antal Scener
opfører Vaudeviller og Operetter (Vaudeville,
Gymnase dramatique, Varietés, Théâtre du
Palais-Royal, Bouffes Parisiens, Folies
dramatiques, Folies-Marigny og Château d’Eau).
Dramer og Melodramer, Lystspil, Feerier og
Udstyrsstykker opføres paa Porte-Saint-Martin,
Renaissance, Ambigu-Comique, Châtelet,
Théâtre-lyrique-dramatique, Théâtre Cluny og
Théâtre Beaumarchais. Til samme Retning hørte
tidligere Gaieté, der siden har lagt sig efter
Operaen under Navnet Opera national-lyrique. Alle
de nævnte Teatre ligger i Paris, hvor F.’s
dramatiske Kunst alene koncentrerer sig. I Slutn.
af 19. Aarh. fremkom et Par karakteristiske
»fri« Teaterforsøg: Det af Antoine 1887
privat grundlagte og af frivillige Kræfter indøvede
Théâtre libre, der især har kæmpet for ny og
dristig Naturalisme, og det af Lugné-Poë
ledede Théâtre de l’Œuvre (aabnet 1894), som
har introduceret Ibsen og Bjørnson i F. og
tillige spillet Maeterlinck’s symbolistiske Dramaer.
(Litt.: Parfaict, Histoire du théâtre
français [15 Bd 1734—49]; Joannidès, La
comédie française. Dictionnaire des piéces et des
auteurs [1901]; Lolié, La comédie française
1658—1907 [1907]; Karl Mantzius,
»Skuespilkunstens Historie« IV og V [1904—07];
Petit de Julleville’s Værker og den
øvrige under »Litteratur« givne Bibliografi).
S. Ms.
Presse.
Det første Dagblad i F. var Le Journal de
Paris, fra 1777. Tidligere havde man kun haft
ugentlige Aviser. Den ældste fr. af denne Art
er La Gazette, som stiftedes i Paris 1631 af den
foretagsomme Læge Th. Renaudot;
Gazetten var opr. et Annonce- og Nyhedsblad, men
blev meget snart redigeret i stærkt politisk
Aand, da den stod under Beskyttelse af og
tjente som et Organ for den almægtige Richelieu.
Ogsaa et tidligere Avisforetagende i F., Le
Mercure français (26 Bd, Paris 1605—44), skyldes
samme Th. Renaudot; det var en Blanding af
Nyhedsblad, Tidsskrift og hist. Kompilation,
men ikke nogen egl. Avis. Den første Avis er
som sagt Gazetten. Den blev 1792 Dagblad,
havde da antaget Navnet La Gazette de France,
og under denne Titel vedblev den at leve til
vore Dage; den sluttede sig til den
legitimistiske Lejr.
Det varede ikke længe, før La Gazette fik en
Konkurrent i La Gazette burlesque, et Slags
Vittighedsblad, der præsenterede sig paa Vers
og skildrede Frondetidens Sæder og Mennesker;
den omdøbtes senere til La Muse historique og
ophørte 1665. Kort efter startedes Le Mercure
galant, med politisk og litterært Indhold, halvt
Avis og halvt Tidsskrift. Den blev meget anset,
og under forsk. Navne, hvori dog altid Mercure
forekom, og med nogle forbigaaende
Suspensioner holdt den sig helt til 1853; da hed den Le
Mercure de France.
Som i andre Lande har man ogsaa i F. en
utrykt Journalistik før den trykte. Det er de
saakaldte Nouvelles à la main (helt fra Slutn.
af det 16. Aarh.), redigerede af les nouvellistes,
som paa haandskrevne Blade kolporterede til et
abonnerende og godt betalende Publikum i og
uden for F. alskens Nyheder, især de pikante
og saadanne, som Regeringen ikke ønskede
offentliggjorte; denne Art Aviser blev yderst
populære og holdt sig ved Siden af sine trykte,
ofte meget magrere Konkurrenter til
Udgangen af det 18. Aarh., trods al Forfølgelse fra
de Styrendes Side. En slig Novellist var
Beaumarchais’ Figaro, og Montesquieu skildrer dem
i sine Lettres persanes. Tidens Journalister
stempledes af Voltaire som »Litteraturens
Insekter«; han var nu selv en Journalist i stor
Stil, uden at være knyttet til Dagspressen,
ligesom Diderot o. a. Oplysningsfilosoffer.
Den nyere fr. Journalistik kan siges at
begynde med den store Revolution. 1777 fandtes
der allerede 29 Dagblade i Paris. 1790 var dette
Tal steget til fl. Hundrede; hvert Parti og snart
sagt hver Fører havde sit eget Blad. Til de ny
Principper, som Revolutionen forsøgte at
gennemføre, hørte nemlig ogsaa Trykkefriheden.
Dagspressen optraadte nu med ledende
Artikler, en Metode man havde lært af den eng.
Spectator. Men Censurens Afskaffelse
medførte i denne lidenskabelige Periode grove
Misbrug, og da Bonaparte kom til Magten,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
