Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
man kun vilde give dem Guienne og
Normandiet, forlod de Kongressen, hvorpaa
Burgunderne sluttede sig til Karl VII mod at faa
Somme-Byerne m. m. Derpaa overgav Paris sig
1436. Karl viste fra nu af en hidtil ukendt
Energi, en Vending der, men næppe med Rette,
af Traditionen er tilskrevet hans Elskerinde
Agnes Sorel. Englænderne tabte nu stedse mere,
og 1444 sluttedes en Vaabenstilstand. Hurtig
genrejstes Kongemagten. 1438 benyttedes
Pavemagtens Opløsning (Basel-Konciliet 1431—49) til
ved den pragmatiske Sanktion i Bourges at
sikre den fr. Kirkes Uafhængighed af Paven.
1439 bevilgede en Stænderforsamling i Orléans
en Skat (la taille) til Hærens Underhold i
saadanne Ord, at Kongen kunde fortolke det som
en permanent Bevilling. For disse Penge
skabtes 1445 en staaende, velordnet Hær paa 15
compagnies d’ordonnance (9000 Ryttere) og 1448
et udskrevet Infanteri paa 16000. Desuden
skabte Brødrene Bureau et fortrinligt kgl. Artilleri,
der gav Kongen en stor Overmagt over
Stormændene. De overflødige Lejetropper skaffede
man sig af med ved at anvende dem i Kampe
i Schweiz og Lothringen. Endelig gennemførte
Karl’s fortræffelige Finansminister Købmanden
Jacques Coeur 1443 en omfattende Finansreform
ved virksom Kontrol med
Finansembedsmændene, og Retsplejen fremmedes ved ny
Parlamenter i Toulouse 1443 og Grenoble 1453. Man
kunde nu med Kraft vende sig mod
Englænderne, 1449 erobredes Normandiet, 1451 Guienne,
og 1453 faldt Talbot, hvorefter Krigen
standsede uden Fredsslutning. Englænderne havde
da kun Calais tilbage. I Karl’s sidste Aar søgte
Adelen at sætte sig mod den atter voksende
Kongemagt, støttet af Hertugen af Burgund og
selve Dauphinen, den senere Ludvig XI, men
Kongen sejrede, og 1456 maatte Ludvig flygte
til Filip den Gode. — Ludvig XI (1461—83)
førtes efter Faderens Død til Reims af den
mægtige Hertug. Saa snart han var blevet
Konge, viste han sig imidlertid fra en ny Side.
Gejstlighedens Ejendomsret til en Del af dens
Godser drog han i Tvivl, og den pragmatiske
Sanktion hævedes, da han ikke fandt den
gunstig nok. Skatterne forhøjedes, han fik 1463
Filip til at sælge Somme-Byerne, og 1462 købtes
Roussillon og Cerdagne af Aragonien. Den
forbavsede Adel dannede da 1465 Ligue du bien
public, ledet af Filip’s Søn Karl af Charolais
og støttet af de mange Slægtninge af
Kongehuset, der nu havde Besiddelser rundt om i
Landet. Trods Sejren ved Monthléry 1465 maatte
Ludvig afstaa Somme-Byerne og give de andre,
især sin Broder Hertugen af Berry store
Forleninger. Mod ny Angreb søgte han Støtte paa
et Stændermøde i Tours 1468; alligevel blev
Farerne store, især da Karl den Dristige selv blev
Burgunds Hertug og støttedes af England, men
efter at Hertugen af Berry var død 1472, fik
Ludvig efterhaanden Overhaänd. Karl’s
Raadgiver Commines gik over til ham, og endelig
mislykkedes Karl’s Forsøg paa at skabe et
uafhængigt Rige mellem F. og Tyskland. Efter
hans Død 1477 stod Ludvig uden farlige
Modstandere, og nu udvidedes Domænen i høj Grad.
De gl. selvstændige Len var jo, bortset fra
Bretagne, næsten alle forsvundne før 1328;
senere var store Besiddelser komne i Hænderne
paa Grene af Kongefamilien, hvis Medlemmer
dog mere tænkte paa at drage Fordel af
Kongemagten end paa at svække den. Alligevel betød
det meget, at Ludvig nu fik de fleste af disses
Besiddelser inddragne. 1473 fik han Huset Alençon’s
Lande, 1475 Armagnac’s, 1477 Nemour’s. S. A.
inddrog han det meste af den burgundiske Arv,
og skønt han blev slaaet af Marie af Burgund’s
Ægtefælle Maximilian 1479, beholdt han ved et
Forlig med Flanderns Byer 1482 ikke alene
Hertugdømmet Burgund og Somme-Byerne,
men foreløbig ogsaa Artois og Franche-Comté.
Hertil kom endelig Anjou, Maine og Provence
ved Arv efter en af Kongefamiliens Linier 1481.
Domænen var nu steget til c. 400000 km2.
Medens Ludvig saaledes bøjede Aristokratiet,
indskrænkede han ogsaa Byernes Selvstyre; han
forhandlede det mindst mulige med
Rigsstænderne, og da Parlamenterne efterhaanden
begyndte at tiltage sig en Magt svarende til
Stændernes, svækkede han dem ved at oprette ny
i Bordeaux 1462 og i Dijon 1479. I øvrigt
styrede han godt. Handel og Industri fremmedes,
og et ordnet Postvæsen grundlagdes.
Under Kampene med England havde Adelen
vist sig ganske uduelig, Gejstligheden var
overalt i Tilbagegang, Bønderne sank under
Opstandene og Kampene tilbage til bestandig
ulykkeligere Forhold. Borgerne havde derimod
gennem Stænderne søgt at skabe Enhed og en
stærk Regering. Deres Møder var dog ikke
regelmæssige, men holdtes kun paa særlig
Foranledning; der stemtes forsk. efter Hoveder,
Stænder ell. Prov.; Tallet paa de forsk. Stænders
Repræsentanter var vekslende, Valgmaaden
ubestemt. Alm. kunde alle adelige Lensmænd
møde. Gejstligheden sendte dels Bisperne, dels
valgte Repræsentanter. De fri Byer sendte oftest
deres Borgemestere, de kongelige valgte paa
forsk. Maade deres Afsendinge. 1484 var endog
Bønderne med at vælge Valgmænd, der stemte
sammen med Borgernes Valgmænd. Borgerne
havde alm. Flertallet paa Møderne, og Udtryk
for deres Magt fandtes ogsaa i
Universitetet med dets selvstændige Jurisdiktion og
i Parlamentet i Paris, der ubestridt
havde Ret til remontrances over for de
kongelige Forordninger og selv hævdede Retten til at
gøre disse ugyldige ved at nægte at
indregistrere dem. Det store borgerlige Forsøg paa at
tage Magten mislykkedes dog. Uenighed
svækkede Stænderne, Univ.’s Selvstændighed
ophørte under Karl VII, og desuden oprettedes
efterhaanden en Række Provins-Univ.
Parlamentet tvang Kongerne gennem lits de justice
til at indregistrere, hvad de forlangte. Derimod
var det trods fl. Kongers Uduelighed dog til
sidst blevet Kongemagten, der havde frelst
Landet. Domænen var ikke blot udvidet, men
Embedsstanden var langt stærkere udformet
end før med tilhørende faste Skatter og
staaende Hær. Det fr. Aandsliv havde i disse
150 Aar tabt det middelalderlige Præg. Medens
Froissart (c. 1400) endnu hørte den gl. Tid til,
skrev Commines filos. Historie i
Renaissancetidens Aand, og i samme Retning gik i det hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
