Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
under italiensk Indflydelse fransk Videnskab og
Litteratur.
Den 13-aarige Karl VIII (1483—98) var i
Overensstemmelse med en Regel fra Karl V’s
Tid straks myndig. Alligevel tog Adelen under
Hertug Ludvig af Orléans Magten og begyndte
en stærk Reaktion, og for at fortsætte denne
indkaldte man Stænderne 1484. Disse krævede
store Reformer, men disse gennemførtes ikke.
Det lykkedes nu Karl’s dygtige ældre Søster
Anne de Beaujeu at faa Magten, og hun ledede
Regeringen tilbage i det gl. Spor. En
Stormandsopstand (la guerre folle 1486—88)
mislykkedes, og Bretagnes Uafhængighed brødes.
1491 fik Karl endelig Bretagne ved Ægteskab
med Arvingen Anne de Bretagne. Efter Anne’s
Tilbagetræden 1491 begyndte imidlertid den
unge Konge en ny Politik efter Adelens Hjerte,
idet han p. Gr. a. forsk. Arvekrav blandede sig
i Italiens Forhold og derved indledede den
store Kamp mod Huset Habsburg. For at faa
Ro til et ital. Tog købte han en Overenskomst
med England, afstod i Senlis 1493 Artois og
Franche-Comté til Maximilian og endelig
Roussillon og Cerdagne til Spanien. Toget til Italien
1494—95 blev imidlertid trods hans Sejre
resultatløst, da der dannedes en stor Liga mod
ham, og 1498 døde han.
Ludvig XII (1498—1515), Hertug af
Orléans, en Sønnesøn af Karl VI’s Broder Ludvig
af Orléans, fulgte ham. For at beholde
Bretagne skilte han sig fra Ludvig XI’s Datter og
ægtede 1499 Anne de Bretagne, hvis Land
herved for bestandig forenedes med Kronen, skønt
selve Indlemmelsen først skete 1532. I Italien,
hvor han havde endnu fl. Arvekrav end Karl
VIII, erobredes 1500 Milano og 1501 Neapel
sammen med Spanierne, der imidlertid 1503 tog
det hele. 1508 dannede han en stor Liga mod
Venezia og sejrede 1509, men snart vendtes
Ligaen mod F., og efter at Gaston de Foix var
faldet, tabte Franskmændene 1513 ved Novarra,
medens samtidig eng. og tyske Tropper sejrede
i Nordfrankrig ved Guinegate. Ludvig fik da en
Fred i Stand med England og døde derpaa
1515. Hans indre Styrelse var god. Skatterne
nedsattes, Parlamenter oprettedes i Provence
og Normandiet, og Udgivelsen af coutumes, der
var begyndt under Karl VIII, fortsattes i stort
Omfang, Retsvæsenet forbedredes, og Private
fik Lov til at benytte det af Ludvig XI
oprettede kgl. Postvæsen. — 1504 var det ved en
Traktat med Maximilian bestemt, at dennes
Sønnesøn, den senere Karl V skulde ægte
Ludvig’s Datter Claude og arve de ital. Prov. samt
Bretagne, Burgund og Blois. Efter Stændernes
Opfordring 1506 hævedes dog Traktaten, og
Claude ægtede F.’s Arving Frants I
(1515—47), der ogsaa nedstammede fra Karl VI’s
Broder. Denne erobrede 1515 Milano og sluttede
1516 et Konkordat med Paven, der gav Kongen
Udnævnelsen af de Gejstlige, Paven nogle
økonomiske Fordele. 1519 søgte Frants at blive
tysk Kejser, men hans Medbejler til Magten i
Europa Karl V af Spanien blev det, og fra nu
af var Kampen mellem dem staaende. I deres
første Krig 1521—26 mislykkedes Karl’s og hans
Allieredes Angreb paa F., og da dettes
mægtigste Stormand Karl af Bourbon hjalp Karl,
førte det blot til, at hans Land inddroges; men
i Italien tabte Frants ved Pavia 1525, blev selv
fangen og maatte ved Freden i Madrid 1526
opgive Italien samt Picardie og Burgund.
Fredsbetingelserne kom dog ikke til Udførelse, og
efter at have skaffet sig Forbundsfæller førte
Frants en ny Krig 1527—29. Han opnaaede ved
Freden i Cambrai at beholde Burgund. 1536
begyndte Kampen igen, da Franskmændene
bemægtigede sig Savoyen og Piemont, som de
beholdt ved Freden 1536; en ny Krig 1543—44
var resultatløs. Frants havde i de to sidste
Krige aabenlyst haft Tyrkerne som
Forbundsfælle. Resultatet af Striden var blevet
Habsburgernes Sejr i Italien, men Forsøgene paa at
danne et habsburgsk Universalmonarki var
mislykkede, F. selv havde vist sig uangribeligt,
Frants’ Søn Henrik II (1547—59) rettede sin
Opmærksomhed mod Rhingrænsen i St f. mod
Italien. I Alliance med tyske Protestanter vandt
han 1552 Metz, Toul og Verdun og beholdt dem
ved Vaabenstilstanden i Vauxelles 1556. Filip
II fornyede Krigen og sejrede ved Saint-Quentin
1557 og Gravelines 1558 over Franskmændene,
hans Allierede, Englænderne, tabte Calais, og i
Cateau-Cambrésis enedes man 1559 om, at F.
skulde beholde Metz, Toul og Verdun, men
opgive Savoyen og Piemont.
Kongemagten var under disse to
Konger ikke gaaet stærkt frem, men den var blevet
mere organiseret. Øverst stod conseil du roi,
ledet af de 4 secrétaires d’État. Disse delte ikke
Arbejdet efter dets Art, men i F. efter
Provinser, uden for efter Lande. En Slags
Fagministre var dog le chancelier (for Retsvæsenet)
og le surintendant des finances. Provinserne
styredes fra Frants I’s Tid af adelige
Guvernører, der var afsættelige og kontroleredes
gennem rejsende Intendanter. Domstolene blev
stedse mere rent jur., og mellem baillis (ell.
sénéchaux) og Parlamenterne kom Overretter,
Dommerembederne besattes alm. ved Salg; i
politiske Sager benyttedes
Kommissionsdomstole. Regeringens svage Side var Finanserne,
idet Udgifterne stadig steg, uden at Skatterne
i tilsvarende Grad forøgedes. Opposition
fandtes næsten ikke. Adelen trøstede sig i Krigene
for den tabte Magt, Gejstligheden søgte hos
Kongen Hjælp mod Protestanterne, Borgerne
var glade ved den forholdsvise Ro.
Rigsstænderne samledes kun 1506 og 1548 og da for at
give Kongen deres Tilslutning. Det var en
Periode med materielle Fremskridt selv for
Bondestanden. Aandelig set var det
Renaissancens Tid. Denne Bevægelse dannede i F. en
naturlig Fortsættelse af Bevægelserne i
Middelalderens sidste Tid, men den fremmedes stærkt
ved den livlige Berøring med Italien under
Krigene. Videnskaben fik i denne Tid i F. et lgn.
Opsving som andre Steder, og der skabtes her
en ualmindelig rig Renaissancelitteratur
(Ronsard, Régnier, Malherbe, Rabelais, Montagne).
Frants beskyttede denne, og hans Søster
Marguérite de Navarre samlede et helt litterært
Hof om sig. Kunsten, der før havde tjent
Kirken og Byerne, tjente nu Kongen. Louvre
paabegyndtes af Lescot. — Men ud af Humanismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
