Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
voksede ogsaa her religiøse Reformkrav, og
efter at Calvin 1536 havde udgivet Institutio
religionis Christianae, vandt
Reformationsbevægelsen talrige Tilhængere, især i Landadelen og bl.
de rigere Borgere. Frants I og Henrik II
forfulgte de Reformerte, men ikke stærkt nok til
at knuse dem.
Under Frants II (1559—60) traadte de
forskellige Anskuelser frem i Hoffets nærmeste
Kreds. Dronningen, Marie Stuart’s Slægtninge,
Hertugen og Kardinalen af Guise var Katolikker,
Familien Bourbon, Brødrene Anton af Navarra
og Ludvig af Condé Reformerte, Kongens
Moder Katharina af Medici, en udpræget
Renaissancenatur, religiøst indifferent. Under den
unge Konge raadede Guiserne, Bourbonerne
indgik Sammensværgelser mod dem, det
opdagedes, og paa Stændermødet i Orléans 1560
fængsledes Ludvig af Condé. Da døde pludselig
Kongen. Formynderskabet for hans umyndige
Broder Karl IX (1560—74) tilkom Anton af
Navarra, men denne overlod det til Katharina,
mod at hun frigav Condé. Hun søgte da nu
sammen med sin Kansler l’Hôpital at gennemføre
en tolerant Politik. En Forhandling i Poissy
1561 mellem Kardinalen af Guise og de
Reformertes Ordfører Théodore de Bèze blev vel
resultatløs, men alligevel gav Katharina ved
Januarediktet 1562 Hugenotterne, som de
Reformerte kaldtes, fri Religionsøvelse paa Landet.
Derimod forbødes det dem at inddrage
Kirkegods. Harmen bl. Katolikkerne var stærk, og
Marts 1562 gav et Sammenstød i Vassy
Anledning til Kampens Udbrud. De Reformerte var
vel langt færre end Katolikkerne, men havde
med sig den krigerske Adel og mange befæstede
Byer. Anton af Navarra skiftede Parti og faldt,
Frants af Guise dræbtes, og Condé blev fanget,
men ledede af Coligny tiltvang Hugenotterne
sig Freden i Amboise 1563, hvorved
Religionsfriheden endog udvidedes til en Del Byer. 1563
sluttede imidtertid Tridentinerkoncilet paa en
Maade, der umuliggjorde enhver Udsoning, og
1567 genoptoges Kampen. Efter en kort
Stilstand faldt Condé 1569 ved Jarnac, og s. A.
tabte de Reformerte ved Montcontour, men alligevel
kunde Coligny 1570 drage sejrrig mod Paris.
Ved Freden i St Germain en Laye fik de
Reformerte udvidet Ret til Gudstjeneste, Adgang til
alle Embeder og 4 Byer, hvoriblandt la Rochelle
i 2 Aar som Garanti. De religiøst indifferente
Politikere syntes nu at træde i Forgrunden. Et
Ægteskab aftaltes mellem Anton af Navarra’s
Søn Henrik og Kongens Søster Margrete af
Valois, og Coligny fik stor Indflydelse hos Kongen,
hvem han ønskede at vinde for en Kamp mod
Spanien til Fordel for de nederlandske
Reformerte. Dette vakte Katharina’s Bekymring, og
da et Attentat, hun satte i Scene mod Coligny,
mislykkedes, aftvang hun den svage Konge
Samtykke til det store Overfald Bartholomæusnatten
(23.—24. Aug. 1572). Talrige Reformerte dræbtes
i Paris og siden rundt om i Landet, men
overalt rejste nu Protestanterne sig til forbitret
Modstand, og efter et mislykket Angreb paa la
Rochelle maatte Katolikkerne 1573 slutte Fred
paa samme Betingelser som 1570.
Under Karl’s uduelige Broder Henrik III
(1574—89) fortsattes Striden. Henrik af
Navarra, der Bartholomæusnatten havde antaget
Katolicismen, blev atter Protestanternes Fører,
Politikerne med Kongens Broder Hertugen af
Alençon i Spidsen hjalp dem, og efter en Krig
1575—76 opnaaede de ikke blot bedre religiøse
Vilkaar, men deres Førere fik ogsaa store
Besiddelser rundt om i Landet. Samtidig begyndte
en selvstændig kat. Bevægelse. Denne fandt
Støtte i Paris og i det hele i Byernes Almue,
ligesom Bønderne holdt med dem, og
Bevægelsen fik i Modsætning til den protestantiske en
demokratisk Karakter. Under Ledelse af Frants
af Guise’s Søn Henrik dannede de la sainte
Ligue, og paa Stændermødet i Blois 1576, som
Kongen var blevet nødt til at indkalde, fik de
Ledelsen. Henrik søgte forgæves at holde Fred
med begge Parter, og hans Jurister fortsatte
Arbejdet for Retsordenen ved Ordonnance de
Blois, men alligevel blev Kongens Stilling stadig
misligere. 1581—82 kæmpede hans Broder
Hertugen af Alençon for de Reformerte i
Nederlandene, 1584 døde han, og Henrik af Navarra var
nu Tronarving. Dette vakte Liguen til ny
Anstrengelser, man fik Hjælp fra Spanien, og
endelig fik Henrik af Guise i Paris Magten over
Kongen (journée des barricades 1588). Paa
Stændermødet i Blois 1588 triumferede Henrik
af Guise ganske. Men nu lod Kongen ham
dræbe, hvorefter han hos Henrik af Navarra søgte
Hjælp mod Katolikkerne. I Forening begyndte
de at belejre Paris, men her dræbtes Henrik
III 1589 af Jacques Clément.
Under Strid og Forvirring endte saaledes
Huset Valois. Efter Genrejsningen i 15. Aarh.’s
Slutn. havde nu atter uduelige Konger, under
de vanskelige Forhold, Reformationen skabte,
sat Kongemagten paa Spil.
IV. Bourbon’erne 1589—1792.
Henrik af Navarra (1589—1610)
erkendtes af en Notabelforsamling som Konge,
efter at han havde lovet at lade sig belære om
Religionen af et nationalt Koncil; men alligevel
forlod mange Katolikker Hæren, og i Paris lod
Henrik af Guise’s Broder, Hertugen af Mayenne,
Henrik af Navarra’s Onkel Kardinalen af
Bourbon udraabe til Konge. 1589 og 1590 sejrede
Henrik ved Arques og Ivry, men Spaniernes
Hjælp frelste Paris, og Kampen trak ud. I
Paris stredes Hertugen af Mayenne,
Demokraterne og Spanierne. 1593 indkaldte man
Stænderne, men disse bidrog blot til at øge
Forvirringen i Paris. Da gik 1593 Henrik over til
Katolicismen; Tilslutningen blev alm., 1594 holdt han
Indtog i Paris, og de mægtigste kat. Stormænd
vandt han ved Land og Penge. Ogsaa Paven
anerkendte ham nu, og Krigen med Spanien
førtes ret heldig, til den 1598 sluttedes uden
Resultater. — Henrik’s Opgave blev nu at
genrejse Landet og Kongemagten. Her som andre
Steder var Reformationen og den deraf flg. kat.
Modbevægelse mundet ud i en Reaktion mod
Renaissancen, der atter kaldte middelalderlige
Interesser og middelalderlige Samfundskræfter
til Live. Det blev nu Henrik’s Maal paa ny at
bøje disse ind under Kongen, at drage Landets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
