Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Interesser i Forgrunden for de religiøse, skabe
Ro og Tolerance.
Adelen var igen blevet mægtig. De før saa
lydige Guvernører raadede nu som tidl.
Lensmændene; selv de smaa Adelsmænd lod haant
om de offentl. Myndigheders Bud. Henrik bøjede
denne tilsyneladende saa mægtige Adel ved
Penge. For 32 Mill. frc. købte han de
uafhængige Guvernører bort, hvorpaa han satte
paalidelige i deres Sted. De genoplivede Fejder
forbød han, ligesom han hemmede Duellerne. Ogsaa
Gejstligheden rejste Hovedet, nu i
Forstaaelse med Paven, der under sine Forsøg paa
Indblanding i F. støttedes af Jesuitterne. Men
Henrik lod ved Parlamentsbeslutninger 1594—95
disse udvise, og da de 1604 fik Lov at komme
tilbage, indskrænkedes de til 14 Byer og kom
under strengt Opsyn. Ogsaa
Borgerbevægelsen genskabtes i middelalderlig Form. De
demokratiske Katolikker rejste i Stænderne
mere vidtgaaende Krav end nogen Sinde før,
de rige reformerte Borgere genskabte rundt i
Landet de uafhængige Kommuner. Henrik vandt
ell. bøjede enkeltvis de kat. Byer og
forhandlede med kongevalgte Notabler i St. f. med
Stænderne, men vanskeligere var hans Stilling over
for hans gl. Trosfæller, der efter Trosskiftet
havde organiseret sig og indtaget en ret kølig
Holdning. Nu gav han dem ved Nantes-Ediktet
1598: udstrakt Adgang til fri Religionsøvelse,
Statstilskud til deres Præster, Adgang til
Embeder og borgerlig Ligestilling med
Katolikkerne, blandede Domstole i religiøse Sager, Ret til
religiøse og politiske Møder, i hvilke sidste dog
Udlændinge ikke maatte deltage, og endelig 200
Byer med protestantiske Guvernører og
Soldater betalte af Staten. Trods Parlamenternes
Modstand gennemførtes dette, og de Reformerte
beholdt saaledes en ganske uafhængig Stilling. —
Medens rundt om i de Stater, hvor een
Religion sejrede, hvad enten det nu var
Protestantismen ell. Katolicismen,
Renaissancekulturen dræbtes, og Aandslivet samledes om
teologiske Spørgsmaal, fortsattes Kulturfremskridtet
i F., hvor de to Parters Jævnbyrdighed
fremtvang Tolerancen, og under Brydning mellem
mange forsk. Retninger lagdes her Grunden til
det 17. Aarh.’s rige Aandsliv. — Ogsaa materielt
blev Henrik’s Tid en stor Opgangstid. 1598 blev
den reformerte Adelsmand Rosny, senere
Hertug af Sully, Leder af Finanserne. Han bragte
Orden og Balance, saa Skatterne kunde
nedsættes. Landbruget ophjalpes, dets Metoder
behandledes teoretisk af Olivier de Serres,
Kornudførsel tillodes 1601, Bønderne beskyttedes
mod adelig Vilkaarlighed, og Kongen
opfordrede Adelen til at blive paa Godserne og passe
Landvæsenet. Industrien, særlig Silkeindustrien,
fremmedes, Lavstvangen mildnedes, Kolonier
anlagdes, og Handelstraktater afsluttedes med
England og Tyrkiet, medens der skete store
Forbedringer af Samfærdselsmidlerne. Hæren
blev national, og i Fredstid holdtes faa Soldater,
hvilket gav F. en stor økonomisk Fordel over
for Spanien. Mod Slutn. af sin Regering var
Henrik i Færd med at optage Kampen med
Habsburgerne. De store Planer om en europ.
Republik, Sully har fortalt om, har han næppe
næret, men han tænkte sig F. udvidet ved
Rhinen og Belgien. En stor Hær var allerede
samlet, men da dræbtes han 1610 af Frants
Ravaillac.
Henrik’s 9-aarige Søn Ludvig XIII
(1610—43) fulgte ham. Dennes Moder Marie af
Medici fik Regentskabet og lod Parlamentet bekræfte
det. 1611 afskedigede hun Sully og lod nu
Florentineren Concini raade. Medens Adelen atter
kom i Bevægelse, indkaldtes Stænderne 1614.
Borgernes Ordførere, fremragende Jurister,
foreslog her atter store Reformer, men uden at
opnaa noget. Under Uroligheder baade af
Højadelen under Condé og Reformerte under
Rohan blev Richelieu 1615 Minister, og man
begyndte just at tage fat med Kraft, da Ludvig
ked af Moderens Formynderskab lod Concini
dræbe, afskedigede Richelieu og tog Albert de
Luynes til Minister (1617—21). Han optraadte
ret energisk, men 1621 rejste de Reformerte en
stor Opstand. 1623 sluttedes Forlig med disse,
Dronningen udsonede sig med sin Søn, og hun
fik atter Richelieu udnævnt til Minister
(1624—42). Han søgte først at sikre Kongens
Magt i F. 1629 brødes de Reformertes
Modstand ved Erobringen af la Rochelle, og ved
l’Édit d’Alais (édit de grace) 1629 beholdt de
vel deres religiøse Rettigheder, men mistede
deres politiske Magt. Derpaa udvidedes paa alle
Omraader Kongemagten. Guvernørerne maatte
dele deres Magt med kgl. Embedsmænd,
Intendanterne, saa at de til sidst blot beholdt
Repræsentationen og den milit. Myndighed. Adelen
vendte sig stadig mod Richelieu, dannede atter
og atter Sammensværgelser mod ham, hvori
snart ogsaa Marie af Medici var med. Richelieu
straffede dem haardt, forbød Duellerne og
befalede Sløjfningen af de Fæstninger, der ikke
tjente til Rigets Forsvar. Han følte sig dog selv
som Adelig og søgte forgæves at finde en Plads
for Adelen i det ny Samfund. At gøre dem til
en Officersadel mislykkedes; en Godsadel kunde
de vanskelig blive, da der nu efter
Jordprisernes raske Stigen efter Opdagelserne var fulgt
en Reaktion, der gjorde Adelens økonomiske
Stilling daarlig. Mange af Adelen søgte derfor
nu til Hoffet, hvor de var henviste til Pensioner
og Embeder og saaledes blev ganske afhængige
af Kongen. Borgerne var efter Protestanternes
Underkastelse uden Modstandskraft, og
Bestemmelsen om Fæstningernes Sløjfning ramte dem
nok saa haardt som Adelen. Mest betød nu, da
Stænderne slet ikke samledes mere, Juristerne
i Parlamentet, men ogsaa dem ramte Richelieu
ved den Bestemmelse, at de skulde
indregistrere politiske Bestemmelser uden at kende dem,
og i politiske Sager lod han Kommissioner
dømme. Den intelligente Borgerstand søgte han at
vinde for sine Meninger ved la Gazette de
France, den første fr. Avis (1631). De Embeder,
der gav alt for stor Magt, afskaffedes, og
Fagdelingen blev større inden for Ministeriet.
Conseil du roi (nu Conseil d’État) fik en bestemt
Forretningsgang. Over det stod det egl.
Ministerium Conseil d’en haut.
Den Enevælde, Richelieu skabte, benyttede
han ikke til indre Reformer, hans
Finansstyrelse var f. Eks. altid slet, men til at hæve F.’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
