Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fredlysning - Fredløs, se Lysimachia - Fredløshed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Næsten altid er F. ordnet frit;
kun i sjældne særlige Tilfælde har der maattet
ydes en vis Erstatning. Adskillige Godser
hævder F. paa al deres tilliggende Jord. Ogsaa i
disse Tilfælde overgaar Tilsynet og Hævdelsen
efterhaanden til det Offentlige, gennem
Nationalmuseet. Mindesmærker paa offentlig
Ejendom, saaledes paa Præstegaardsjord ell. i
Statsskov, er at anse for fredlyste, og der findes
herom særlige Bestemmelser. Adskillige Voldsteder
fra Middelalderen er fredede paa
samme Maade ved Deklaration. M. H. t.
Bygninger fra Middelalder og nyere Tid er man
gaaet forsk. Veje. Stundom er foregaaet
Overdragelse til Nationalmuseet som Ejendom,
i andre Tilfælde er der ved Restaurering med
offentlige Bidrag samtidig paalagt Servitut,
naar Ejendommen vedblev at være privat, ell.
F. er tilvejebragt ved Samvirken mellem Stat
og Kommune, saaledes at Bygningen blev kommunal
Ejendom med Statstilsyn. Et nyt Grundlag
er tilvejebragt ved den ret indgribende L.
af 12. Marts 1918 om Bygningsfredning.
Herved indførtes en begrænset Fredning for
verdslige Bygninger, ell. Dele af saadanne, af
kunstnerisk ell. hist. Værdi, som Regel over
100 Aar gl., delte i 2 Klasser efter deres Værd,
og der nedsattes en Tilsyns-Kommission, hvori
Nationalmuseet og Kunstakademiet er repræsenterede.
Ændringer ved ell. Fjernelse af de
paa Listerne indførte Bygninger kræver
forudgaaende Forhandling med Kommissionen. —
For Kirkerne og visse andre Bygninger, som
ikke omfattes al denne Lov, gælder særlige
Regler. Smlg. Kystfredning og
Naturfredning.
H. A. K.
Fredløs, se Lysimachia.
Fredløshed betegnede i den gl. danske og
overhovedet i ældre germansk Ret den Tilstand
ikke at være delagtig i Freden ell., hvad der
vil sige det samme, at være udstødt af Samfundet
og derved unddraget den Retsbeskyttelse,
dette i Alm. lod sine Medlemmer blive til Del,
en Tilstand, der altid var Følgen af et af
den Fredløse begaaet Brud paa Freden (se Fred).
Den, der ramtes af F., stod uden for
Loven, han var, som man i Norge sagde,
utlagr. Han var hadet og forfulgt som Skovens
vilde Dyr og sammenstilles ofte med Ulven,
hvis Navn (saaledes paa Oldnorsk vargr)
undertiden ogsaa betyder fredløs. Han forudsættes
i de danske Love at maatte søge Tilflugt i
Skove og Moser og kaldes paa Island Skovmand,
medens Skovgang var det samme som F.
Hvad F.’s Retsvirkninger i det enkelte
angaar, laa der for det første i den, at den
Fredløse ansvarsfrit kunde dræbes, og at der
ligeledes uden Ansvar kunde tilføjes ham anden
personlig Overlast. Var en Mand fredløs, var
der saaledes altid Plads for Blodhævnen. Til
denne Ophævelse af den personlige Retsbeskyttelse
indskrænkede F. sig imidlertid ikke.
Den Fredløse betragtedes som død, og alle de
Retsforhold, i hvilke han var Part, opløstes ved F.
af sig selv. Hans Formue blev ødelagt ell.
konfiskeret af det Offentlige, efter at mulige
private Krav paa den, navnlig fra den Krænkedes
Side, forinden var fyldestgjorte. Efter
middelalderlig dansk Ret var Forholdet dog det,
at kun Løsøret forbrødes til Kongen, medens fast
Ejendom — bortset fra Majestætsforbrydelse og
Landsforræderi, hvor ogsaa den forbrødes — faldt
til Slægten. Den Fredløse var dernæst ikke blot
udelukket fra at gaa i Rette for sig selv, men
kunde overhovedet ikke optræde i nogen
Proces, heller ikke som Vidne ell. Mededsmand.
Var han gift, betragtedes hans Hustru som
Enke og hans Børn som faderløse, og fødte
hans Hustru ham Børn under F., behandledes
de som uægte. I det hele udtraadte han af
enhver Forbindelse med sin Slægt, der var
uberettiget til at yde ham den Beskyttelse,
en Mand ellers fandt hos sine Frænder.
Et omtvistet Spørgsmaal er det, om F.
fra først af var udtømt i det rent negative,
Unddragelsen af Retsbeskyttelsen, ell. om den
tillige betød en positiv Reaktion mod Forbrydelsen.
Dette gjorde den nu vel for saa vidt,
som det var en Pligt for alle at sky Samkvem
med den Fredløse, hvem det under Straf var
forbudt at huse, bespise ell. befordre, men
man har spurgt, om Pligten ikke gik videre til
ogsaa at forfølge og dræbe ham og til at
medvirke ved Ødelæggelsen af hans Ejendom. Der
er nu meget, der taler for, at en saadan Pligt
virkelig i den ældste Tid har paahvilet ethvert
Samfundsmedlem, saa at F. altsaa ikke blot har
været en Udstødelse af Samfundet, men har
gjort den Fredløse til hele Samfundets Fjende.
F. har m. a. O. været tænkt at skulle virke
som Dødsstraf, men Manglen af et offentligt
Politi har gjort det nødvendigt at overlade
Fuldbyrdelsen af denne Straf til Folket i dets
Helhed. Ved en vis Kategori af grove Forbrydelser,
der antoges for egnede til at nedkalde
Gudernes Vrede over Folket (Krænkelse af
Helligdomme, Landsforræderi og maaske i det
hele, hvad man i Norden kaldte Niddingsværk),
foregik Fuldbyrdelsen paa en særlig Maade,
idet Forbryderen bragtes Guderne som Offer,
efter at man først ved Lodkastning ell. paa
anden Maade havde sikret sig, at Offeret vilde
blive vel modtaget. I alle Tilfælde var
Dødsstraffen dog at opfatte som Eksekution af F.,
ikke som en fra denne forsk. offentlig Straf,
og Dommen lød derfor altid principielt paa
F., og kun, naar Forbryderen var paagrebet,
ved Siden heraf tillige paa Dødsstraf. Som ovf.
antydet, er hele denne Opfattelse ikke uomtvistet.
Fra anden Side hævdes det, at F. altid
kun var noget negativt, og at de sakrale
Dødsstraffe var Udtryk for et selvstændigt med F.
parallelt løbende Straffesystem. Den første
Opfattelse synes dog for den ældste Tids Vedk.
at have mest for sig, men senere var Forholdet
ganske vist et andet. Efterhaanden som
Kongemagten styrkedes, overlodes Fuldbyrdelsen
af Fredløshedsdommen til Kongen, og der
stilledes ikke længere et alm. Krav til
Befolkningen om at være virksom i saa Henseende.
Spredte Rester af den ældre Ordning bevaredes
dog endnu, og hvor Statsmagten var svag,
forekom det, at man ved at sætte en Pris paa
den Fredløses Hoved søgte at anspore til Drab
af ham. I dansk middelalderlig Ret var ikke
blot den alm. Pligt til at forfølge og dræbe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
