Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fredløshed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den Fredløse bortfaldet, men man havde
ogsaa paa anden Maade noget svækket den
Opfattelse, at F.’s Maal var Forbryderens Død.
Virkningerne af F. indtraadte nemlig ikke
umiddelbart ved Dommens Afsigelse, men først
nogen Tid efter. Naar Forbryderen ikke var
ført bundet til Tinge, hvad i Reglen kun
kunde ske, naar han grebes paa fersk Gerning
kunde han ikke straks efter Dommen paagribes
og henrettes, men havde en vis Frist til
at rømme, i Skaane og Sjælland et Døgn, i
Jylland en Maaned, senere 3 Døgn. — Ikke
sjældent virkede F. i stedlig Henseende kun
inden for et begrænset Omraade, idet Reglen
var, at ingen Domstol kunde gøre en Mand
fredløs længere, end dens egen Jurisdiktion
strakte sig. I Danmark, hvor Fredløshedsdomme
i Alm. afsagdes af Landstingene, var Forholdet
saaledes vistnok det, at den Fredløse
kun mistede Retsbeskyttelsen inden for vedk.
Landstingsomraade, og det var i det højeste
Kongen, der kunde lade ham paagribe og dræbe
andetsteds i Riget.
Meget tvivlsomt er det, i hvilken Udstrækning
F. fra først af har været anvendt. I hist.
Tid anvendtes den paa to Maader, dels ved
visse, i Reglen kun grovere Forbrydelser som
den til Forbrydelsen knyttede principale Straf,
dels ved mindre grove Forbrydelser, for hvilke
den principale Straf var Bøder, og undertiden i
civile Sager som Tvangs- eller Eksekutionsmiddel
mod den, der, naar han sagsøgtes,
ikke vilde indlade sig paa Sagen, eller som,
efter at være blevet forpligtet til at betale,
undlod at gøre det. Den første Gruppe af
Tilfælde kaldes i de danske Love for
Orbodemaal eller bodløse Maal, den sidste
for Bodemaal. Efter nogle svarer denne
Ordning ikke til den ældste Retstilstand. Ifølge
Princippet om, at den, der bryder Freden, selv
sætter sig uden for den, skal F. opr. have
været den principale Retsfølge af ethvert
Fredsbrud, men saaledes at der ved de mindre
grove Forbrydelser ell. rettere overalt, hvor
sakral Dødsstraf ikke var hjemlet, var Adgang
for Forbryderen til ved at erlægge en Bod at
genindtræde i Freden. I Modsætning til senere
var F. altsaa her det principale og Boden det
subsidiære. Denne Opfattelse søger navnlig sin
Støtte i den hist. overleverede norsk-isl. Ret,
hvor F. som principal Retsfølge havde en
meget udstrakt Anvendelse og forekommer i to
Grader, en mildere og en strengere. Det er
imidlertid sandsynligt, at denne Ordning skyldes
den senere Retsudvikling, og det er i hvert Fald
utænkeligt, at fra først af ethvert Fredsbrud
skulde have draget alle de ovf. angivne
Følger af F. efter sig, altsaa bl. a. have
berøvet den Skyldige det Værn, han plejede at
finde hos sin Slægt. En anden Opfattelse gaar
da ogsaa ud paa, at den ældste Ret har sondret
mellem to Klasser af Fredsbrud, saadanne,
der gjorde Forbryderen til hele Samfundets
Fjende og medførte F., og saadanne, som blot
hidførte Fjendskab ell. Fejde mellem de af
Forbrydelsen berørte Slægter. I Tilfælde af
sidstnævnte Art nøjedes Samfundet principalt
med at unddrage Fornærmeren og hans Slægt
den sædvanlige Retsbeskyttelse over for den
forurettede Slægt ell., hvad der vil sige det
samme, med at prisgive den til Blodhævnen.
Den forurettede Slægt kunde imidlertid i St f.
at fejde kræve Bod, og hvis denne ikke
betaltes, indtraadte den fulde F. Ordningen
var med andre Ord i Princippet den samme som
her i Landet i historisk Tid, blot at Blodhævnen
nu i det væsentlige var afskaffet, og den
Fornærmede i den anden Klasse af Tilfælde
altid henvist til at kræve Bod. Dog var
i senere Tid Grænselinien mellem de grove og
de mindre grove Fredsbrud paa fl. Punkter
forskudt, saaledes at F. var blevet knyttet som
principal Følge ogsaa til Forbrydelser, der opr.
kun havde medført Fejderet for den Fornærmede
og hans Slægt. Dette var navnlig efter nogle
af de danske Love Tilfældet med Manddrab.
Paa den anden Side var den F., der kun
indtraadte subsidiært, som Tvangsmiddel over
for den, der ikke vilde betale Bod, hyppig
blevet stærkt afsvækket, idet den kun unddrog den
Fredløse Retsbeskyttelsen for hans Person over
for Domhaveren og hans Medfølgere og efter
Omstændighederne end ikke i Forhold til disse
enhver Retsbeskyttelse. I Tilfælde af denne Art
talte man i øvrigt ikke altid om F., men om
Mandhælgs Fortabelse og Madban (s. d.).
Hvor F. var den principale Følge af
Fredsbrudet, indtraadte den maaske opr. uden
videre sammen med dette, og ogsaa den senere
Ret frembød lejlighedsvis Eksempler paa, at
visse Personer af selve Loven erklæredes for
fredløse. Den alm. Regel var dog senere hen,
at den Skyldige formelig maatte erklæres fredløs,
for at de til F. knyttede Virkninger skulde
indtræde. Dette skete paa Tinge ved en
højtidelig Akt, hvori hele Forsamlingen deltog,
efter skaansk Ret saaledes ved Vaabengny
(Vaabentag). Senere tales der ogsaa om, at
Freden afhuggedes til Tinge, hvilket bestod i,
at Sagsøgeren huggede med sit Sværd i en af
Tingstokkene til Tegn paa, at F. var indtraadt.
Hvor Forbryderen grebes paa fersk Gerning,
fastholdt man dog endnu i senere Tid, i det
mindste til en vis Grad, den ældre Rets
Synspunkter, idet det her vedblivende forekom,
at Henrettelse kunde ske uden Lov og Dom. En
Dom var overflødig, fordi selve Gerningerne
havde dømt. Ogsaa den Regel, hvorefter den
Skyldige, naar han blev dræbt under Udførelsen
af Forbrydelsen, laa paa sine Gerninger,
kan betragtes som en Levning af den ældre
Ordning.
Hvor F. kun tjente som Tvangs- ell.
Eksekutionsmiddel. havde den Fredløse vistnok
til alle Tider Adgang til at generhverve Freden
ved at rette for sig. Omvendt var under
Hedenskabet enhver Benaadning udelukket, hvor
religiøse Hensyn krævede sakral Dødsstraf,
medmindre da Guderne selv afviste Offeret, i
hvilket Tilfælde Dødsstraffen forvandledes til
en anden ringere Straf. Senere, da de nævnte
religiøse Hensyn ikke gjorde sig gældende, var
der aldrig nogen absolut Hindring for, at F.
kunde ophæves, og under Indflydelse fra
Kirken, der i den ældre Middelalder ivrigt
bekæmpede Dødsstraffen, indsnævredes ikke blot
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
