Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Futurismen - Futurum - Futurum exactum - Fux - Fux, Johann Joseph - Füeszli
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Legemernes Stoflighed, skal Kunstneren give en
Bevægelsens Stil, en immateriel »dynamisk
Sensation«. Man skal male paa een Gang det, man
husker, det, man ser, og det, der er bagved
en. For Uindviede præsenterer mange af F.’s
Værker sig som Lærreder, hvor Brudstykker af
Genstande — Hjernens Erindringsstumper —
svæver om mellem hinanden i mystisk
Forvirring, men hvor Liniers og Farvers dekorative
Spil til Tider kan vække en umiddelbar
Lystfølelse. Italienerne — Boccioni, Garra, Severini
m. v. — var F.’s larmende Førere, og F.’s
Udstillinger har vakt Sensation Verden over.
A. Hk.
Futurum (lat.) eller Futurum simplex er i
Grammatikken Benævnelsen paa en af Verbets
Tider; paa Dansk gengives det ved
Benævnelsen Fremtid. I Sanskrit og i Litauisk —
samt i et enkelt Ord i Oldslavisk — forekommer
F i en Form, der viser hen til fælles Udspring.
Sanskrit ē-mi (jeg gaar), deraf F. ē-šyā-mi
(jeg vil gaa); Litauisk ei-mì (jeg gaar), deraf
F. ei-siu (jeg vil gaa). Sanskrit yā-mi (jeg
gaar), deraf F. yā-syā-mi (jeg vil gaa); Litauisk
jój-u (jeg rider), deraf F. jó-siu (jeg vil ride).
I de andre indoeuropæiske Sprog træffes denne
Futurumsdannelse ikke. Men af det Faktum, at
en F., der maa antages oprindelig at have
været een og den samme, findes i to hinanden
saa fjernt staaende Sprog som Sanskrit og
Litauisk, drager man den Slutning, at den maa
have været til Stede i det Grundsprog,
hvorfra de indoeuropæiske Sprog nedstammer, ell.
m. a. O., at den opr. har tilhørt alle
indoeuropæiske Sprog. Og følgelig antager man, at
det enestaaende Tilfælde i Oldslavisk er en
bevaret Levning, og at denne opr. F. er
forsvundet i de øvrige Sprog i forlitterære Tidsrum.
I vore Dage er nok Litauisk det eneste Sprog,
hvor denne F. lever. Det hedder her f. Eks.
Lucas 15, 18: ».... eisiu pas sawo tewa ir
sakysiu: tewe ....« (.... jeg vil gaa til min
Fader og [jeg vil] sige: Fader ....). Præsens
hedder eimi (jeg gaar), sakau (jeg siger). —-
En F., dannet ved Suffiks -so, bruges i Græsk,
f. Eks. φιλησω ([filē-sō], jeg vil elske, af φιλεω
[fileō], jeg elsker), τρεψω ([trep-sō], jeg vil
vende, af τρεπω [trepō], jeg vender), samt ved
ganske faa Ord i Latin, f. Eks. faxo ([fac-so],
jeg vil gøre, af facio, jeg gør). Men denne
anses, trods dens ikke ringe Lighed med den
sanskrit-litauiske F., for at være uoprindelig;
den antages for en ikke-futurisk, konjunktivisk
Verbalform, der har antaget F.’s Funktion.
Den lat. F. paa -am, f. Eks. faciam (jeg vil
gøre, af facio, jeg gør), antages at være af
samme Oprindelse. Den lat. F. paa -bo, f. Eks.
amabo (jeg vil elske, af amo, jeg elsker), maa
være af meget høj Ælde, da den ogsaa
forekommer i Irsk; men den antages dog ikke for
at have tilhørt det indoeuropæiske Grundsprog.
— I Nygræsk er den gl. F. forsvundet. De
romanske Sprog har ligeledes tabt de lat.
Futurumsdannelser. I St f. er der i de fleste
udviklet en ny F., f. Eks. fr. j’aimerai (jeg vil elske),
der er opstaaet af aimer (at elske) og j’ai (jeg
har), altsaa ordret »jeg har at elske«. I de ældst
kendte germanske Sprog, f. Eks. Gotisk, har
Præsens overtaget F.’s Funktion. Dog findes
der allerede Antydninger af de i. germanske
Sprog nu brugelige Maader at udtrykke F. paa,
f. Eks. i Tysk ved Hjælp af werden (identisk
med dansk vorde, isl. verða), i Islandsk yed
Hjælp af munu (identisk med dansk monne), i
Dansk ved Hjælp af ville ell. skulle. Dansk jeg
vil (ell. skal) komme kan bruges rent futurisk;
men ofte spiller Bibegreber a£ »Villie« ell.
»Pligt« med ind. Og paa den anden Side bruges
Præsens ofte i futurisk Bet., f. Eks. Skibet
sejler i Morgen.
P. K. T.
Futurum exactum (lat.) er i Grammatikken
Benævnelse paa en af Verbets Tidsformer; det
gengives paa Dansk ved Benævnelsen
Førfremtid. I Græsk og Latin forekommer F. e.
som en Bøjningsform. I andre Sprog anvendes
andre Midler, f. Eks. dansk: jeg vil (ell. skal)
have læst Bogen paa Søndag. Se Futurum.
P. K. T.
Fux, d. s. s. Fuks.
Fux, Johann Joseph, østerr. Komponist
og Musikteoretiker, f. 1660 i Steiermark, d. 14.
Febr. 1741 i Wien. Sin Karriere begyndte han
1696 som Organist i Wien, gjorde sig snart
bemærket paa højere Steder og steg efterhaanden
gennem forsk. Grader — 1698 Hofkomponist,
1704 Kapelmester ved Stefanskirken, 1713
Vicehofkapelmester — til den højeste Værdighed
for en dalevende østerr. Musiker, første
Hofkapelmester hos Kejseren (1715).
Overordentlig flittig og frugtbar var han navnlig paa
Kirkemusikkens Omraade, har saaledes
komponeret 50 Messer, 57 Salmer og Vesper-Musik, 10
Oratorier etc. Af Operaer komponerede han i
alt 18. Kun en ringe Del af hans Arbejder
foreligger dog trykt. I sine Værker viser han sig
som en udmærket Kontrapunktiker — hans
Missa canonica er fra Beg. til Enden skrevet i
Kanonform -, er overhovedet Tilhænger af de
gl. Musikformer, endogsaa af »Solmisationen«.
Resultaterne af sin store Kunstteknik nedlagde
han i sit musikteoretiske Værk Gradus ad
Parnassum (1725), et klassisk Værk i sin Art, der
endnu benyttes, uagtet det er baseret paa
Kirketonearterne, ikke paa vore moderne
Tonearter. F. skrev det opr. paa Latin, senere blev
det oversat og udgivet baade paa Tysk,
Italiensk, Fransk og Engelsk.
A. H.
Füeszli [’fysli] (eller Füssli), schweizisk
Kunstnerfamilie fra Zürich. 1) Johan Caspar,
Portrætmaler og Kunstskribent
(1707—81)> skrev bl. a.: »Gesch. u. Abbildungen der
besten Maler in der Schweiz« (1769—79, 5 Bd),
»Verzeichn. dér besten Kupferstecher u. ihrer
Werke« (1771) samt »Briefe Winckelmann’s«
(1778). Sønner: 2) Hans Rudolf, f. i Zürich
1737, d. i Wien 1806, var en stærkt benyttet
Embedsmand i Wien og udgav bl. a.: »Verzeichn.
der nach berühmten Meistern aller Schulen
vorhandenen Kupferstiche« (1798—1806, 4 Bd). 3)
Johan Heinrich, Historiemaler og
Kunstskribent, i England kaldet Fuessly, f. i
Zürich 1742, d. i Putney Hill ved London 1825,
kom 1765 til England, stod Reynolds nær,
studerede en Række Aar i Italien (Michelangelo),
vendte 1779 tilbage til England, blev 1790
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
