Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gersdorff, Joachim - Gersdorffit - Gerseme - Gershom, ben Jehuda - Gerson, George - Gerson, Jean Charlier de - Gerson, Julius Christian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Spanien og stemt for en Tilslutning til
Nederlandene. Derimod var han en bitter Fjende
af Sverige og havde en ikke ringe Skyld i den
letsindige Krig med dette Land. Efter Karl
Gustaf’s Overgang til Sjælland sendtes han
tillige med Kristen Skeel Febr 1658 ud for at
aabne Fredsunderhandlinger. Det var en meget
pinlig Mission for G., saa meget desto mere
som hans bitre Uven, Korfits Ulfeld, var
Hovedunderhandleren fra sv. Side. Det var med stor
Sorg, han satte sit Navn under den ulykkelige
Roskilde-Fred, og han skal ved denne Lejlighed
have sagt Kejser Nero’s kendte Ord: »gid jeg
ikke kunde skrive«. Det synes, at han har
forudset et nyt Angreb af Karl Gustaf, men at
det kom saa hurtig, har dog sikkert overrasket
ham. Under den paafølgende Krig spillede G.
ikke nogen fremtrædende Rolle; han opholdt
sig i Kbhvn under Belejringen og var ved
Kongens Side i Stormnatten. I den indre Politik
var G. nærmest paa Kongedømmets Side;
personlig stod han baade Kongen og Dronningen
meget nær, og han var stemt for en Udvidelse
af Kongens Magt, om end ganske vist ikke i
den Udstrækning, som fandt Sted paa
Rigsdagen i Kbhvn 1660. I de afgørende Dage laa
G. syg i sit Hjem; han søgte nok at mægle
mellem Kongen og Rigsraadet, men om nogen
kraftig Optræden fra hans Side var der ikke Tale,
og han havde sikkert heller ikke været
Manden til at samle Rigsraadet og Adelen til nogen
Modstand. G. anerkendte den ny Tingenes
Orden og blev kort efter udnævnt til Rigsdrost
og Præsident i Statskollegiet, men kom ikke
til at spille nogen Rolle, da han kort efter
døde. Han efterlod sig et betydeligt Bibliotek,
som han testamenterede til Kongen.
L. L.
Gersdorffit (Arsennikkelglans,
Amoibit), et regulær-pentagonalt Mineral med
Haardhed og Vægtfylde henved 6,
metalglinsende med graa Farve. Sammensætningen er
NiAsS. Det forekommer ved Loos i
Helsingland (Sverige), Harzgerode i Harz, Lobenstein i
Voigtland. Et beslægtet Mineral af lgn.
Udseende er Ulmannit (Antimonnikkelglans
NiSbS), som adskiller sig fra foregaaende ved
at indeholde Antimon i St f. Arsen. Begge
Mineraler betegnes ofte under eet som
Nikkelglans; de forekommer ofte sammen og
anvendes, hvor de optræder i betydeligere
Mængde, til Fremstilling af Nikkel.
(N. V. U.). O. B. B.
Gerseme (Kostbarhed), Datter af Gudinden
Freya.
Gershom, ben Jehuda, f. 960 i Metz, d.
1040 i Mainz, er Grundlæggeren af de
talmudiske Studier i Frankrig og Tyskland. C. 1000
sammenkaldte han en Synode, der beskæftigede
sig med Ægteskabslovene og med
Behandlingen af dem, der faldt fra Jødedommen under
Forfølgelser. Han skrev Kommentarer til flere
Talmudtraktater.
J. P.
Gerson [’gærsån], George, dansk
Musikamatør (1790—1825), Associé i Bankierfirmaet
Hambro. G. var en dygtig Violinspiller (Elev af
C. Tiemroth og A. Romberg) og en flittig
Komponist (Kammermusik, Orkester- og
Sangkompositioner), af hvem et »Pater noster« for
Mandsstemmer er opført paa
»Musikforeningen«’s første Koncert. I det kbhvn’ske Musikliv
i Beg. af 19. Aarh. spillede G. en ikke ringe
Rolle.
A. H.
Gerson [зær’så], Jean Charlier de, en
af Frankrigs lærdeste og dybsindigste Teologer,
f. 1363 i Gerson i Stiftet Reims, d. 1429 i Lyon.
G., der var Bondesøn, studerede Teologi i
Paris under Pierre d’Ailly, blev 1387, skønt kun
Baccalaureus, Medlem af Univ.’s Sendefærd til
Pave Clemens VII i Avignon i Anledning af dets
Strid med Dominikanerne, 1392 blev han Dr.
theol. og 1395 Univ.’s Kansler. Sin høje
Universitetsstilling brugte han til at forbedre
Sæderne og Studierne. Det teol. Studium vilde
han føre tilbage til Biblen og Kirkefædrene,
og uden at ville opgive Skolastikkens Metode
vilde han indplante denne Mystikkens Sjæl og
vinde en Plads for Psykologien ved Siden af
Logikken. G. var Mystiker af den viktorinske
Skole, og han bekæmpede den ekstatiske
Mystik baade hos Fraticellerne og hos den hellige
Birgitte. Da hans Beskytter, Hertugen af
Burgund, 1407 havde ladet Hertugen af Orléans
myrde, og Franciskaneren Jean Petit i den
Anledning forsvarede Tyranmord, traadte G.
frygtløst op herimod. Kirken og hans
Fædrelands dybe Elendighed lod ham aldrig hvile,
stadig grundede han paa, hvorledes det
pavelige Skisme kunde heles. Paa
Kirkeforsamlingen i Konstanz (1414—18) var han en af
Hovedlederne, og han hævdede, at en
Kirkeforsamling stod over Paven, men som Tilhænger af
Romerkirkens Teologi var han med til at
fordømme Huss og Hieronimus. Da han forlod
Konstanz, kunde han ikke vende hjem til
Paris, fordi Hertugen af Burgund da var Herre
der; han levede saa i Tyrol og Bayern, til
Hertugen blev myrdet 1419, rejste nu til Lyon,
hvor han boede til sin Død, optaget af
litterært Arbejde, især med »Højsangen«, og af
at undervise Børn, hvilken Kunst han forstod
saa godt som den bedste. Daglig bragte G. et
Messeoffer for sit Fædrelands Frelse; den kom
i hans Dødsaar 1429. Bedste Udg. af G.’s Skr
er af Dupin (I—V, Antwerpen 1706). (Litt.:
Schwab, »J. G.« [Würzburg 1878]; Bess,
»J. G. und die kirchenpolitischen Parteien
Frankreichs vor dem Konzil zu Pisa« [1890];
Masson, J. G., a vie, son temps, ses œuvres
[Lyon 1894]).
L. M.
Gerson [’gærsån], Julius Christian,
dansk Forf., f. 15. Novbr 1811 i Kbhvn, d. 28.
Febr 1894 smst. G., der var født af mosaiske
Forældre (han hed opr. Josef Hartvig G., men
lod sig 1832 døbe med sit senere Navn), blev,
efter et mislykket Forsøg paa at tage Artium,
en kort Tid omrejsende Skuespiller og førte
derefter i mange Aar en omskiftende Tilværelse
som Huslærer, Journalist, Lærer m. m.
1855—64 var han Redaktør af »Fyns Stiftstidende«,
derefter til 1883 Korrektør ved
»Rigsdagstidenden«. — G. udgav en Mængde Skr —
Fortællinger, Digte, Børnebøger, Overs. m. m. —, der
alle er prægede af en varm religiøs Tone, men
hvoraf kun lidet har formaaet at fængsle
Interessen. Mest kendt er hans kønne Digtning
»Tre Livsmomenter« (1860, 7. Opl. 1887) og
Børneversene »En lille Nisse rejste«.
Chr. Bl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
