Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gift - gifte Kvinde - Giftermaal - Giftfisk - Gifthandel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
standset. I Middelalderen studeredes Giftenes
Virkning ivrigt, samtidig med at man søgte at
dæmme op mod Misbrugene. 1224 forbød
Frederik II det alm. Salg, men først langt senere
træffes der nøjagtige Bestemmelser vedr.
Gifthandelen. I Nürnberg indførtes 1490 den første
»Giftbog«, i hvilken det solgte Kvantum skulde
indføres med Datum. Salg kunde kun finde St.
efter en Attest fra Øvrigheden. I
Renæssancetiden var Arseniken den mest anvendte G., den
var opr. kommet Hvermand i Hænde som Middel
mod Rotter, falbudt af omvandrende
Handlende, og dens Vej gennem Landene markeredes
ved hele Mordepidemier, saa at Renæssancen
bliver Giftblanderiets Kulmination. Gift strøedes
i Mad og Drik, gemtes i Blomster og i
Smykker, blev gnedet ind i Handsker, Klæder ell. i
Saddelen, og selve Giften gjordes endnu mere
dræbende ved Tilsætning af Elementer, der
hentedes delvis fra mystiske Dyr (Basilisken),
delvis fra saadanne, som fra gl. Tid ansaas for
giftige (Firben, Slanger, Tudser, Skorpioner,
Tarantler o. fl.). Konge-, Fyrste- og Pavemord
hørte til Dagens Orden trods Straf paa Livet.
1366 brændtes nogle Giftblandersker i Frankrig,
i England bestemte Henrik VIII, at
Giftmordere skulde koges levende, men Straffen
ændredes af Edvard VI til Hængning. Italien var
Giftlandet fremfor alle andre (Borgiaernes
Hof). Teofania di Adamo dræbte sine
Tilbedere med et Arsenikpræparat, Aqua
Toffana, og dannede Skole i Palermo, hvor
Kvinderne blev grebne af en Giftmordsmani. Hun
henrettedes 1633, og s. A. udsendtes en
Forordning om, at Arsenik kun maatte udleveres mod
Attest, og at Salget skulde noteres i en Giftbog.
Nye Epidemier udbrød i Rom 1640 og i Neapel
1730. I Frankrig udøvedes Giftmord af
Marquise de Brinvillier, de Pontaillon,
la Voisin, Filastre og Vigoureux,
delvis i Forbindelse med Præster. Selve Madame
de Montespan stod i Forbindelse med disse
Mordersker, der omgav sig med allehaande
Mystik (den sorte Messe), og som foranledigede
Udsendelsen af Giftregulativet 1682. Fra alle
Sider søgte man at værge sig ved Modgift.
Nogle fandt den efter A. Parés’ Anvisning i
Theriak, andre benyttede Service af Terra
sigillata, der formentes at gaa itu ved Berøring
med Gift (slige Krus etc. ses i Nationalmuseet
II Afdeling). Et væsentligt Fremskridt i Retning
af Beskyttelse mod Gift var, at Salget
efterhaanden udelukkende henvistes til at foregaa
gennem Apotekerne (først anordnet i Wien
1404), og at Apotekerne toges i Ed og kunde
underkastes Straf (Bamberg 1507). En ny Tid
i Giftens Historie oprandt, da A. W. Hofmann
1856 erkendte Alkaloidernes Natur. Enkelte af
disse var velkendte, F. W. Sertürner fandt
1804 Morfinet, Pelletier og Caventou
1818—20: Stryknin, Brucin, Kinin, Cinconin,
Veratrin, Narcin, Thebain o. m. a. Ny Midler,
mest benyttede til Selvmord, fremkom, da man
lærte at fremstille Lægemidlerne syntetisk, og
Antifebrin, Fenacetin og Veronal har hver
haft sin Periode som Modegift, ligesom
Karbolsyre og Fosfor har haft det i Slutn. af forrige
Aarh. Nu er Giftsalget reguleret i alle
civiliserede Stater, og der er truffet Bestemmelser
vedrørende den Mængde, der maa udleveres,
og Dosis, der maa ordineres, ligesom der ved
Paaklæbning af Giftmærker og paa anden
Maade er draget Omsorg for, at Forveksling med
uskadelige Ting ikke kan ske. I England
udleveres flydende G. saaledes kun i firsidede,
riflede Flasker. Giftmord paa anden Person
forekommer da ogsaa ret sjælden nu til Dags.
I Danmark hviler Anordningen vedrørende G.
paa Plakaten af 19. Apr. 1843 og paa den nyeste
Tids Apotekerlovgivning. (Litt.: Legué,
Médecins et empoisonneurs [1896];
Funck-Brentano, Le drame des poisons [1900]).
J. S. J.
gifte Kvinde, se Ægteskab.
Giftermaal, Indtrædelse i Ægteskab (opr.
kun brugt om Kvinder); af Maal i Bet. »Aftale«
og Gifter, gl Genetivform af Gift, Bortgiven (af
en Kvinde); i Gammeldansk bruges i samme
Bet. giftærorth, »Gifterord«.
V. D.
Giftfisk, se Fiskegift.
Gifthandel. De gældende specielle danske
Lovbestemmelser ang. Handelen med Gift —
særlig Frd. 1. Apr. 1796 og Pl. 19. Apr. 1843,
jfr nu Apotekerlov 29. Apr. 1913 §§ 11 og 20
samt Anrd. 30. Decbr 1913 og 1. Aug. 1914 —
gaar navnlig ud paa, dels at indskrænke
Adgangen til at handle med Gift, dels at
kontrolere Købet af Gift hos de Handelsberettigede —
begge Dele for at skærme Samfundet mod
Skade, forvoldt ved Misbrug af disse lige saa
nyttige som eminent farlige Stoffer.
Hvad først visse særlig farlige, i de nævnte
Bestemmelser nærmere opregnede, Arsenik- og
Kvægsølvforbindelser angaar, da er Grosserere
og Købmænd kun berettigede til at sælge dem
en gros, naar de ikke tillige driver
Detailhandel. Alle andre Gifte kan frit sælges i
Engros-Partier af alle til Engros-Handel berettigede.
Al Detailhandel med egl. Gifte derimod er
udelukkende forbeholdt Apotekerne. Dernæst
kan heller ikke enhver uden videre forsyne sig
med Gift hos de saaledes nævnte Handlende.
Ganske vist lægger den gældende Lovgivning
ingen Hindringer i Vejen for Udleveringen af
Gift i Engros-Partier. Hvad derimod
Detailsalget angaar, da maa Apotekerne kun udlevere
Gift efter visse nærmere Regler, nemlig kun
efter en Læges Recept til med. Brug, derunder
Desinfektion, efter en Dyrlæges Recept til
veterinært Brug og til Kreaturvask, efter en
Tandlæges Recept til Behandling af
Tandsygdomme, og ellers kun efter en dateret egenhændig
underskrevet Rekvisition paa særlige
Blanketter, forsynet med Paategning fra Politiet om,
at Rekvisitionen kan ekspederes. Personer, der
har Borgerskab, behøver dog ikke Politiattest,
og Statens Museer og Laboratorier samt
Læreanstalter og private Laboratorier kan af
Justitsministeriet faa Tilladelse til Rekvisition
uden Politiattest. Heller ikke behøves Politiets
Paategning til Rekvisitionen af »Rottekrudt« o.
a. Midler til Udryddelse af Rotter og Mus. De
modtagne Giftrekvisitioner skal i Apoteket
indføres i en særlig Bog — Giftbogen —, der
sammen med de originale Rekvisitioner skal
fremlægges ved Apotekets Visitation.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>