Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gilgames - Gilge - Gilgit - Gilia - Gilibert, Jean Emanuel - Giljaker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sejlet over det. Heldigvis træffer G. den gl.
Skipper, som havde ført Ut-napishtim over det
store Hav, og det lykkes G. at bevæge ham til
at vove den farlige Sejlads paany. De begiver
sig nu sammen paa Rejsen, og efter 3 Dages
Fart kom de til Dødens Vande, som det dog
lykkedes dem at sejle tværs over, men kun
efter mangfoldige Besværligheder. De fo’r nu
videre og naaede endelig deres Maal, det
fjerne Kystland, hvor Ut-napishtim havde sin
Bolig, efter at han havde opnaaet Udødelighed.
Det er klart, at man i Babylonien maa have
haft en vis Forestilling om Middelhavets
Grænse imod Vest, om Strædet ved Gibraltar, og om,
at der her fandtes fjerne, vanskeligt
tilgængelige Egne. Her traf G. sin Stamfader og
modtoges med Glæde af ham. Alt dette fortælles
paa den 10. Tavle. Den 11. Tavle indeholder
Ut-napishtim’s Beretning om den store
Vandflod, som først havde hjemsøgt Byen Surripak
og derpaa havde bredt sig over hele Verden,
d. e. Landene ved Eufrat og Tigris. Grunden
til, at denne ødelæggende Oversvømmelse var
blevet besluttet i Gudernes Raadsforsamling,
var Menneskehedens om sig gribende Ondskab,
der krævede en haard Straf. Men Dybets
Hersker, Guden Ea, havde Godhed for en af
Beboerne i Landet, nemlig Ut-napishtim. I et
Drømmesyn gav Ea denne det Raad at bygge et
Fartøj for at redde sig paa det. Straks næste
Morgen begynder han at samle Materiale, og paa
femte Dagen tager han fat paa Bygningen af
Fartøjet. Han laster det med sin og sin
Families personlige Ejendom, med Husdyr, men
ogsaa med et Udvalg af Markens vilde Dyr. Han
medtager sin hele Slægt og desuden kyndige
Haandværkere og Søfolk, bl. a. en duelig
Skipper, der vover at føre Skibet gennem de
Uvejrsstorme, der vilde komme, og over det oprørte
Hav. Paa et givet Tegn lukkes Lugerne, og
næste Morgen kommer alle Naturkræfter i den
voldsomste Bevægelser: Lyn, Torden, Jordskælv,
Orkaner o. s. v. Menneskene drukner i Mængde,
ja, selv Guderne begynder at frygte for deres
Sikkerhed. Istar, den store Modergudinde,
klager over sine Børns Død. Ødelæggelsesværket
fortsættes 6 Dage og Nætter, den 7. Dag stiller
Orkanen af. Ut-napishtim aabner en
Lysaabning, Dagslyset falder paa hans Ansigt. Han
takker Guderne og efter 12 Dobbelttimer, et
Døgn, kom Fartøjet til at staa fast paa Bjerget
Nisir. Han venter nu 6 Dage og udsender
derefter først en Due, siden en Svale, men de
kommer hurtigt tilbage, hvorimod en Ravn
finder Føde nok og ikke søger tilbage til Fartøjet.
Han gaar nu selv ud og anretter paa Jorden,
der nu er i Færd med at tørres, et stort og rigt
Maaltid, hvortil ogsaa Guderne kommer »som
Fluer« for at indsuge den søde Duft. Guderne
er dog ikke enige; Bel, som har sat Vandfloden
i Værk, er vred over, at det er lykkedes nogle
Mennesker at undslippe, men andre Guder
har Held med at berolige ham og bevæge
ham til at give Ut-napishtim og hans
Hustru evigt Liv og anvise dem Bolig »ved
Flodernes Munding, i det Fjerne«.
Hermed ender den egentlige Fortælling om
Vandfloden, der aabenbart danner et Hele for
sig, som man har givet Plads i
Gilgames-Eposet. Paa Tavlen føjes endnu til, at G. af sin
Stamfader faar medgivet undergørende Urter,
der formaar at stille Havets Storme og give
evig Ungdom, hvorpaa han sejler bort; men da
han paa Hjemfarten lægger til ved en fremmed
Kyst, stjæler en Slange de undergørende Urter;
G. opgiver nu Farten og tilbagelægger Resten
af Vejen til Erek til Fods. Paa den 12. Tavle
berettes det om, hvorledes G. søgte at faa
Forbindelse med sin afdøde Vens, Ea-bani’s Aand,
hvorfor han henvender sig til Guderne. Af
disse viser Ea G. den Venlighed at bevæge
Nergal til at faa Aanden ført op paa Jorden
for at give G. Oplysning om, de Dødes Lod;
men han gør det ugerne, og i Virkeligheden
bliver G. yderst bedrøvet over, hvad der
meddeles ham. Opdagelsen af det mærkelige
Litteraturværk om Vandfloden, der er knust i
mange Stumper, skyldes George Smith; det er
siden ofte behandlet bl. a. af P. Jensen i
»Keilinschriftliche Bibliothek« (grundet af E.
Schrader, VI. 1910), og i »Das gilgamesch-Epos in der
Weltliteratur« (1906), P. Haupt: »Das
babylonische Nimrodepos« (1884—91) og i »Beiträge
zur Assyriologie« I.
V. S.
Gilge [’gelgə], den sydlige Mundingsarm af
Floden Memel i Østpreussen, falder med fire
Mundinger ud i kurische Haff.
G. Ht.
Gilgit, By i Dardistan ved G. Floden 1490 m
o. H., bruges ogsaa som Navn for Dardistan.
Gilia Ruiz et Pav., Slægt af Polemoniaceæ,
en- ell. sjældent toaarige Urter af meget forsk.
Ydre. Blomsterne er regelmæssige og har en
hjul-, tallerken-, tragt- ell. klokkeformet Krone;
Støvdragerne er fæstede i ens Højde og
ubehaarede ved Grunden. Frøene er uvingede. C.
90 Arter i Nord- og Sydamerika uden for
Troperne. Flere Arter er yndede Haveplanter.
A. M.
G. egner sig til Indfatning ell. Rabatter i
Blomsterhaven. Af G. tricolor Benth.
(Kalifornien) med gule, i Svælget purpurfarvede
Blomster, dyrkes forsk. Varieteter med røde, blaa
og hvide Blomster. G. capitata Dougl.
(Nordamerika) har lyseblaa Blomster, samlede i en
tæt, kugleformet Blomsterstand. Frøet saas paa
Blivestedet i Maj, og de begynder da at
blomstre i Aug.
L. H.
Gilibert [зili’bæ.r], Jean Emanuel, fr.
Botaniker, f. 1741 i Lyon, d. smst. 1814, efter
at have været Prof. først i Vilna, senere i Lyon.
Hans vigtigste Skrifter er: Flora Lithuanica
inchoata (Grodno 1781 og Vilna 1782), Caroli
Linnaei Systema plantarum Europæ (7 Bd,
1785—87), Exercitia phytologica, quibus omnes
plantæ europææ quas vivas invenit in variis
herbationibus seu in Lithuania, Gallia. alpibus,
analysi nova proponuntur etc. (2 Bd, Lyon 1792).
V. A. P.
Giljaker, en østasiatisk Stamme paa faa
Tusind Individer, som lever ved Amur-Flodens
Munding og paa den nordlige Del af den lige
over for liggende Ø Sakhalin. De regnes til den
saakaldte palæasiatiske Folkegruppe, der tillige
omfatter bl. a. Ainoer og Tjuktjere og antages
at udgøre et ældgammelt Lag af Nord-Asiens
Befolkning. Der findes ingen bestemt Legemstype
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
