Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
101
Sygdommen tog snart til igen. Vel ævnede den ikke
at svække hendes forstand og åndelige friskhed, når hun
ingen öjebliklige lidelser følte, — men dog frambragte den
lidtefter lidt en svækkelse i hendes lyst til at sysle så meget
som tidligere med æstetiske arbejder. Nu kunde hun også
kun sjælden tænke på selv at opsøge sine gamle
ven-ner, blandt hvilke hun talte så månge i den nære
hoved-stad De kom da til hende, og ved ethvært »farvel» tænkte
mat, at det var det sidste. — Blid og stille vandrede hun
om i værelserne og i haven på sit kære barndomshjem.
Istæ-dentor at fälde til besvær, stræbte hun tværtimod at skjule
sine lidelser og at være til så megen nytte som muligt. Hun
synes at hålde det for en nåde, endnu at skulle opleve så
sköa en sommer. Denne havde vistnok også en heldig
ind-flydelse på hendes befindende. I de sidste måneder var hun
bleven muntrere og havde fået mere lyst til at læse, ja, hun
skrev endog efter lang tids medlemrum ätter et digt, det
sidste, en sang til jubelfesten for den senere afdøde pastor
Glasen i Brünshöj, Fredriksgårds trofaste gamle sjælesörger
igeanem to slægtled, ham, som så kort efter skulde tale ved
hendes egen båre.
Den 25 avgust 1861, hendes sidste fødselsdag, bragte
månge hende sine gode ønsker. Været søgte også at forherlige
denne fest, og hun befandt sig så vel, var så glad tilmode, at
det så ud, som om man endnu længe torde håbe at behålde
hende. Dog stod det klart for hende selv, at hun snart skulde sige
demeværden farvel. Da jeg vilde give hende en bog, som jeg
net>p havde hjembragt fra et ophåld i Paris, og som hun syntes
at sætte megen pris på, sagde hun: »Vi kan jo være lige
goce om den.»
Lidt over 14 dage senere, den 10 september om aftenen,
havde hun udåndet; hendes død var stille og rolig som
hendes liv. Savnet af hende var tungt, men sorgen var af det
slajs, som opløfter istædenfor at nedtrykke. Det er snarere
venodig glæde end bitter sorg, soin man bör nære, når så
ælsielig en sjæl bryder sit jordiske hylster og svinger sig
boE, op til sit rette hjern. De, som står tilbage hernede og,
8åltdes som jeg, har kændt, ælsket og æret denne ædle
höjt-be<3avede dannekvinde, kan nu om hende selv bruge de
oven-for nævnte ord: »Jeg henregner det som en Gunst af Lyk-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
