Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
125
Naturens Vaande, et Suk fra den fortabte Sjæl til den evige
Naade.
Månge Spörgsmaal rejste sig mod ham i denne
Selvprö-velsens Stund. De fleste kunde han besvare, kun et stod han
stille föran med rystende Hoved og tvivlende Sind, det var
Ananias; hvad havde han gjort, hvad kunde han gjöre —
hvor var det Sted, han med Livsvove kunde træde til for at
frelse denne synkende Sjæl... hvor var det? Og videre
grub-lede Tanken sig frem, som om den skulde kunne trænge sig
ind i Guds hemmelige llaad.
Under dette kom et langsomt Tog af seks Månd opover
Vejen fra Bryggen. De vare iförte Skindklreder og länge
Sjüstövler, og uagtet alle havde for Skik, i hvilketsomhelst
Ærinde til Præstegaarden, at gaa Bagvejen, stevnede disse
dog lige mod Hovedindgangen, og treu Stunden efter med
Älvor og Vægt ind i Stuen til Præsten.
Denne rejste sig föran dem slaaet af Forbatiselse og
Skræk. Var der en Mulighed for at Mennesker kom
lang-veisfra i dette Vejr? Ja, han havde jo Svaret lige föran sig
— Men hvad var det for en Sag, som havde förlängt et
saa-dant Vovestykke?
Da tren en af dem lidt frem for de andre og tog Ordet.
Han var eliers ogsaa Ordförer i Kommunen, derför var det
som en afgjort Sag, at ban var den, der skulde sige, hvad
der maatte siges. Det var en liden spædbygget Månd med
et stort Haar og et grættent*) Ansigt. Maaden hvorpaa han
talte var ogsaa grætten, og det var ligesom han ærgrede sig
over hvad ban selv sagde. Men der var en slig Alvorsvægt
i hans Ord, at man fölta Handlingen staa urokkelig og færdig
ved Siden.
Saa var da Sägen den: at hun, Sylvi paa Kvalsholmen,
Enke efter ham, Haavar, som blev paa Sjöen for en Maaned
siden, hun var i Barnsnöd. — 1 tre Dage havde Kvindfolket
stelt med hende, saa lod de Vorherre raade — Da havde han
tænkt over den Ting, at vel var det saa, at Vorherre var
den, som skulde raade i sligt, som i ah andet; men saa långt
en Menneske kunde række, var det vel Meningen, at ban
skulde gjöre sit. .. Saa havde nu han talt, og saa havde ban,
Sjur, som stod der, været enig med ham, og siden kom fire
til- Do havde været Godkjendinger af Manden hendes alle-
*) Ondsint.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
