Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
175»
ban vil det. Det kan ikke være andre end ham, som har
retledet mig denne Natten, eller og var det gaaet did, hvor
Sinnet drog mig — for jeg var strid til det sidste. Mem da
kom det ligesom kastet over mig, at jeg skulde hid og
be-kjende. Og da blev jeg saa glad, at jeg aldrig har været
saa glad för i mit Liv. Nu har jeg sagt alt. Gud ske
Lov!
»Det var det vakre Lyset der, som drog mig, det blev
nok Julestjernen min det, som Præsten talte om i Kveld.
For det er vel ikke slig, at den staar fast oppe i Skyen
ligesom de andre Stjerner; den skinner vel frem, saa her,
saa der, som en kan faa Øie paa den... Ja, var det nu saa,
at Præsten vilde tilgive, saa fik kanske alting blive godt
enda?»
»Det falder mig saa let, Ananias, jeg har tilgivet dig för
Du bad derom.»
»Saa Gud signe Jer, Far, og Tak til! Nu drager jeg
med Fred.»
»Vil Du ikke blive og tage med til Kirken?» spurgte
Præsten forundret.
»Nei, Præsten faar ikke bli sint, jeg havde tænkt mig
indom til Holmene, for at tage Gamlingen med hjem over,
og det fik helst ske mens Sol er oppe.»
»Leifs Far?» spurgte Præsten.
»Ja.»
»Og Du vil beholde ham hos dig?»
»Jeg var saa tænkt.»
»Det dages over dig, Ananias!» udbröd Præsten lettet. »Nu
kommer den rette Landkjending frem!... ßejs med Gud!
der venter dig saavist en glad Jul paa Torpen, og et godt
Aar vil fölge.»
Gutten vilde sige noget, men han fandt hverken Lyd
eller Ord — saa gav de hinanden Haanden, og ban gik.
Da Ananias kom ned i Kjükkenet, hvor han havde sat
Stövlerne efter sig, for at ingen skulde höre ham komme
eller gaa, blev han uhyggelig overrasket ved at se Folk
oppe og Uden brænde paa Gruen. Men da han tren
nær-mere til, og Gullaus milde Ansigt keg ræd frem
afVedkro-gen, da blev han lettet, og han gav hende et venligt Nik.
Thi saameget havde han dog lagt Mærke til hende, at han
ekjönnede, hun var med ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
