Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’310
Tone, hvari han havde tiltalt mig; men Time gik efter Time,
og da jeg endelig maatte varsle ham om, at Aftensbordet var
dækket, havde jeg saalænge uforstyrret faaet hengive mig til
mine sorgelige Betragtninger, saalænge uimodsagt faaet
sige mig selv, at det var ban, der havde Uret, han som var
ukjærlig og hensynslos, han der ikke mere elskede mig, —
at det kun forögede min Ærgrelse, da jeg saa ham reise sig
saa fornöjet, som om der intet havde været i Vejen, og
spö-ge og tale Alvor om hinanden saa ganske paa vante Vis, som
om der aldrig havde existeret Noget, der hed Lieutenanter
eller daarlige Valsemelodier. Gud alene ved, med hvilket
sorg-betynget Hjerte jeg den Aften lagde mig til Hvile, og hvor
det næsten irriterede mig, da jeg, inden et Par Minutter var
forlöbne, paa Karls tunge, jevne Aandedræt kunne mærke,
at han sov saa fast og saa roligt som et Barn.
o »
En Aften kom ban hjem med en Fremmed, sammen med
hvem ban for flere Aar siden havde reist i Schweiz og
Italien, og med hvem ban syntes at staa paa en meget fortrolig
Fod. De kom snart ind paa sine fælles Erindringer, og den
Fremmede fortalte, at ban næste Vinter tænkte atter at
be-söge de Steder, som de sammen havde gjennemreist. »Kom
med,» henvendte han sig til Karl, »saa kaste vi atter den
lette Kandsel paa Nakken, gribe Vandrestaven og sætte en frisk
Rose i Hatten.»–Karl sad ved Pianofortet, og som den
Fremmede talte og vedblev at fremmane Mindene fra det
sorglöse Vandreliv, akkompagnerede han det med et
Potpourri af sydlandske Folkemelodier, Stumper af en Saltarello
og Verdiske Fanfarer, der tydeligere end Ord fortalte mig,
hvilken Magt disse Erindringer endnu havde til at drage
ham bort fra Hjemmets stille Ensformighed. Da den
Fremmede havde endt rystede Karl blot sagte paa Hovedet og
sagde: »Mit Reiseliv fra nu af bliver ikke andet end en
»voyage autour de mon chambre», og medens hans Ven nu
sögte at drage mig ind i Samtalen, gled lians Spil over i
den gamle Vuggevise
»Lille Karl, sov södt i Ro;
Thi tidsnok faar Du vaage.»
Det hjalp ikke, at ban senere paa Aftenen holdt en lille
Præken, der synes mig altfor smuk til at være sand, til vor
Gjæst, i hvilken han parafraserede de bekjendte Ord:
»Dersom du ikke skulde have Tid og Lejlighed til at an-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
