Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’312
mig sagte ind til ham for at sige ham Godnat og fortælle
ham, hvor godt jeg havde moret mig. Da jeg traadte ind,
sad han foran sit Skrivebord, med Hovedet hvilende paa de
korslagte Arme og sov. Jeg listede mig frem for at
vække ham med et Kys, da i det Samme jeg hældede mig
over hans Skulder mit Øje faldt paa nogle Ord i det Brev,
han havde været ifærd med at skrive. Jeg kunde ikke lade
være at læse videre, og da saa jeg der stod:
»–derfor snart, at min stakkels kjære Sophie havde
gjort et daarligt Valg eller, rettere, at det var uforsvarligt af
mig at knytte Nogen til mig, allermest en Kvinde som
hende, med stærk Livstrang, Trang til Lys, Glæde, Bevægelse,
Trang til fyldig Erotik, og fremfor alt bærende paa Minder,
der naturligvis i hendes Sjæl komme til at staa i et mere
og mere rosenfarvet Skjær, efterhvert som hun füler sig
nedtrykt af Stilheden og Ensformigheden hos mig. Havde jeg
endda kjendt ham, denne forhadte Medbejler; der er ikke
den paa Jorden, med hvem jeg ej skulde kunne stride om
hendes Kjærlighed, — men at skulle kjæmpe med de Döde,
med en Skygge, en Erindring! Dog, Skylden er min.
Saalænge jeg endnu var alene, mærkede jeg det neppe selv, hver
Gang jeg lod Noget af mit bedre Jeg falde til Jorden og blive
liggende. Nu gjælder det igjen at samle det sammen Stykke
for Stykke; men saadan en sund og sand Kvinde föler
det alligevel strax instinktmæssigt, at det hun har for sig,
engang har været brudt og kun med Besvær er bleven loddet
sammen igen. Ak naar endda hint Spögelse var det eneste
jeg havde at kjæmpe med! Men »Pastoralidyllen» fra Capo
di Lågo trykker mig endnu som en fæl Drüm, jeg ikke kan
befri mig for; undertiden vaagner jeg midt om Natten af
Skræk; jeg synes jeg endnu föler de stærke Arme slyngede
om min Hals og hvorledes hun bedækkede min Mund med
sine rasende Kys.» —–Mere saa jeg ikke; det sortnede
for mine Øjne og jeg faldt bcvidstlös ned.
Da jeg kom til mig selv igjen, laa jeg i min Seng, og
Karl stod og saa paa mig. Brevet jeg havde holdt i
Haanden havde været tilstrækkeligt til at han forstod
Sammen-hængen. Jeg kunde i det förste Øjeblik neppe taale Synet af
ham, jeg forlangte at ban strax skulde forlade mig, helst for
bestandig. For mit indre Øje stod hin Kvinde med »de
stærke Arme og de rasende Kys» imellem os og skjulte ham for mig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
