Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’313
Men han vilde ikke gaa; han rystede alvorligt paa Hovedet
og sade: »Har du faaet saameget at vide, saa faar du tage
det Hele,» og nu begyndte han, medens han gik op ned i
Værelset, at fortælle om sit Möde i det fremmede Land med
en Kvinde, som havde taget sig af ham, da han var bleven
liggende syg i et usselt Værtshus, om hvorledes hun havde
overmandet ham med sin Lidenskab, hvorledes han, endnu
halvt fortumlet og svag paa Legeme og Sjæl efter
Sygdommen, havde bukket under–-. Jeg laa som i en Dvale,
træt efter Ballet og udmattet af den heftige sjælelige
Rystelse; jeg formaaede ikke at fölge med hvad han fortalte. Kun
af og til forstod jeg ilet, naar han talte om hendes sydlandske
Lidenskab, hendes skinsyge Raseri — da faldt Ordene som
glödende Metal paa mit Hjerte og brændte dybe, uudslettelige
Mærker der. Tilsidst laa jeg ganske stille, forstod intet., saa
intet uden Billeder, som min egen syge Fantasi fremmanede
for mig af en yppig Sydlænderinde, hvis brændende Blikke
forfulgte mig, selv naar jeg lukkede Øjnene og skjulte
Ansigtet i mine Hænder. Da han saa tillsidst traadte hen foran
min Seng — ikke for at bede mig om Tilgivelse, men for at
sige, at det han her kunde og vilde kræve af mig, ikke var
Naade, men Medfülelse, kjærlig Hjælp til at udslette en
Erindring, som ban længe kun havde bevaret i Anger, — da
var det mig ikke muligt at samle mine vildfarende Tanker;
jeg brast ud i krampagtig Graad og sov saaledes ind af
Udmattelse og Sorg.
Ak, hvorfor vaagnede jeg nogensinde mere? Hvorfor
skulde jeg den næsten Morgen slaa Blikket op og möde de
samme Gjenstande, som havde omgivet mig i min Lykkes korte
Dage, og af hvilke hver eneste gjenkaldte i min Erindring en
af de velsignede stille, fredsommelige Timer, som jeg vidste
nu ikke mere kunde vende tilbage. Hvorfor nærmede Döden
sig ikke til mit Leje, tog min trætte Tanke i Favn og
frelste mig fra at vide hvad som nu fyldte mig med Skræk, ja
Afsky — at jeg skulde blive Moder.
Blandt vore nærmeste Omgangsvenner var en Adjunkt
ved Byens Latinskole, ved Navn August Kraft, og hans unge
Hustru. Karl høvde kjendt Kraft fra de tidlige
Ungdomsdage, havde ogsaa, efter hvad jeg af nogle tilfældige Ytrin-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
