Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’316
mig dette. Derfor skal du ikke være bekymret for mig; jeg
er tryg og lykkelig — Gud velsigne hende for det!»
Der var Ingen, som viste, at jeg havde hort dette. Selv
taug jeg og ventede; men Bitterheden var taget bort fra min
Smerte.
Den ene Maaned fulgte efter den anden, og for hver
Dag som gik, fölte jeg hvorledes alligevel alt det Bedste i
mig, alt det som jeg fölte rettelig burde raade, drog mig
nærmere og nærmere til Karl. Hvor utrættelig var han ikke
nil i sin Omsorg for mig, nu da jeg lagde mere Beslag paa
den end nogensinde för; hvor tydeligt saa jeg ikke, i det
Större som i det Mindre, at han mere og mere blev min,
ikke længer hörte de lokkende Röster, der vilde kalde ham
bort fra Hjemmets enformige Stilhed, glemte de Minder, der
för havde skrækket ham.
Saa var der en lang Tid gaaet hen, siden den Dag
jeg var bleven Vidne til hans Samtale med Kraft. Om
Formiddagen var vor Förstefödte bleven döbt, og da det blev
Aften, stod vi alene paa den lille Balcon, der sprang frem
fra Dagligstuen, ag saa ud over Byen og Fjorden, som
Höst-aftenens tætte Skumring alt indhyllede, medens Maanen gled
langsomt op over Aasryggen i Horizontens Grændse. Da
fortalte jeg ham, at nu vilde jeg sige ham, hvorledes alt igjen
var bleven godt; hvorledes der ikke mere var Skygge af
Tvivl eller Bitterhed mod ham tilbage hos mig. Og jeg
takkede ham for hver Dag, hver Time vi havde været
sammen og spurgte ham, om han ikke havde seet, at nu vidste
ogsaa jeg, at Intet mere skulde kunne skille os.
»Dette er vor anden Bryllupsdag, Sophie,» svarede han,
»som jeg skal mindes og som jeg skal takke dig for, fordi
den har bragt dig til mig tusindfold sikrere end hin förste,
da Præsten lagde vore Hænder sammen. Dengang kjendte
vi lidet til hinanden, og ikke tror jeg, det havde nyttet stort,
om vi havde været længere forlovede for at »pröve»
hinanden. Men nu tænker jeg, det har staaet hin Pröve i Livet,
at vi to skulle være tilsammen, og det endda saa, at hvad
Livet giver os Löfte om, det skal Evigheden holde.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
