Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’367
LIV. SIDSEL.
»Bliv saadan ved,» sagde Skolemester, idet han nikkede
bifaldende med sit graae Hoved og slog mig venskabeligt paa
Skuldren med Pegefingren, »bliv bare saadan ved, Sidsel.
Vent lidt, det kunde dog være, jeg havde et Æble.»
Med det store röde Æble, der sotn Flidsbelønning havde
dobbelt Værd, i Lommen löb jeg syngende hjem. Tre Gange
i et Aar havde vor gamle Lærer sögt sit: »Bliv saadan ved»,
til mig, og hvergang havde det ansporet min Flid til det
Y-derste. Jeg var saa let, saa lyksalig. Alt var saa fornöieligt.
Dagen iforveien havde vi faaet Brev fra Broder Erik, der var
paa sin förste Söreise. Han havde det rigtig godt, skrev
han, kunde nu klattre heelt op i Masten, som den Bedt-te; vi
skulde blot see hvor stor han var, selv Moder vilde ikke
kunne kjende ham.
Der laae det lille Huus med Mostaget; de smaa Ruder
blinkede 02: skinnede i den nedslaaende Sol, som var der Ild
O D’
i dem. Hvor jeg seer det for mig med de to hvide
Skorstene og de to röde Doré paa Midten! Tilhöire, hvor
Vinduerne vare saa dunkle og fnuggede, boede Maren Vævers;
tilvenstre var mit Hjem. En blomstrende Gyldenlak, en
Geranium, en Krusemynte og et rodmosset, lokket Barneansigt
tittede ud derfra.
»Moer, der er Sidsel!» det löd som et Glædeskrig; et
Øieblik efter rokkede en lille Toaurs hen imod mig med
udbredte Arme.
Fra den aabne Dör trængte en deilig stegt Duft ud; jeg
mærkede ret, hvor sulten jeg var, da den slog mig iinöde.
Moder stod ved Skorstenen og stegte Flæsk; hun saae op
og nikkede venligt hen til mig. Det var en middelhöi Kone
med et blidt og kjönt Ansigt; der var noget Sagtmodigt og
Stilfærdigt i hendes hele Væsen, en underlig Fred, selv i den
iilfærdigste Skynding. Man fölte sig saa tryg hos hende;
hun forstod saa godt at jævne og stille tilfreds, tage
Bekymringerne fra Andre og lægge dem hen, eller selv bære dem
i Taalmodighed.
Moder saae saa net og tækkelig ud ved sin Gjerning.
Den lille Hue sluttede fast om det blanke Haar; det store
tærnede Bomuldsforklæde var skinnende reent, Kjolen heel
og ordentlig med pæne Lapper og Stopninger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
