Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’370
O, hvor han bröd sig lidt om os, og han kjendte os jo
dog! Ti inene vare saa rolige og regelmæssige, det ene accurat
som det andet.
»Naa, naa, Du Smaa, styrt ikke saaledes afsted, jeg
skulde dog vel med. Hvad er det ogsaa for en Maneer,» til—
föiede ban skjemtende, »at böe saa langt fra alle andre
skikkelige Mennesker. — Ah, der er Huset endelig; Taagen er
saa tyk, at man ikke kan see tre Skridt for sig.»
Moder boldt Lampen, medens Doctoren undersögte Øiet.
»En stor Splint,» sagde han, »det lader til, at den er
trængt ordentlig ind, men vi skulde dog nok faae den ud
igjen. Hvem kan holde Hovedet? Tör De, lille Moer?»
»O, ja, med Guds Hjælp skal jeg staae ganske rolig og
holde fast.»
Moder var dödbleg, men saae dog fattet, uæsten stærk
ud, idet hun lagde Faders Iloved op til sit Bryst.
»Men Börnene maae först afveien,» befalede Lægen.
»Det er ogsaa sandt. Jo, Sidsel, det kan ikke være
andet, Du maa passe pau den Lille. Stakkels lille Lam
græder allerede, fordi Moder bar glemt hende med Maden. Her
er lidt Gröd og Mælk i cn Skaal, bliv saa inde hos Maren
til jeg kalder.»
Det var en skrækkelig Time! Luften var saa qvalm og
indespærret i Marens lille Stue, Tællepraasen osede, Maren
stoppede Strömper og fortalte, medens hun rystede paa
Hovedet og vendte det Hvide i Øiet ud paa en ulykkespaaende
Maade, den ene Historie rædsommere end den anden om
lignende Uheld. Snart var det gaaet til Hjernen, og Forstanden
havde taget Skade, snart var Synet gaaet tabt, snart var de1
endt med Döden. 1 Begyndelsen græd lille Söster, men da
hun var bleven mæt og havde faaet en Vindepind og en
gammel Tragt at lege med Joe, hun, og det var næsten endnu
værre. Thrine — Marens tolvaars Datter — sad med
Lærebogen foran sig, men Øret var hele Tiden vendt mod vor
Leilighed, som lyttede hun. Hvor det piinte mig! Hörte hun
Noget? Hvad mon hun hörte? O, hvorlænge skulde det ogsaa
vare!
Omsider kaldte Moder; den blotte Lyd af hendes
Stemme havde noget Beroligende.
O O
»Det Værste er nu overstaaet,» sagde hun, »men I maae
være meget stille.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
