Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
Ane Grethe holdt sig i Frastand; hun var lidt sky og
forlegen, men skottede dog venligt til store Söster.
»Det er tungt, at Ane Grethe ikke har sine Smilehuller
mere,» sagde jeg til Moder, »da hun var lille, havde hun tre;
de vare saa yndige, jeg kyssede dem altid. — Kom herhen, og
lad mig see, om der slet ikke er Spor af dem. — O, jo, der
ere de alle, de to store og det lille ved Oiet.» Jeg kyssede det
söde lille Ansigt; det var saa fornuftigt i al sin Barnlighed;
hun var jo allerede Moders Fortrolige og höire Haand.
Först seent ud paa Aftenen gik vi til Ro. Min lille Söster,
— der laae tillidsfuldt i min Arm, som i gode gamle Dage —
sov strax. Jeg bad mit Fadervor med Tak og Taarer, og
slumrede saa ind; der var en Fred i den lille Stue, som i en
Kirke.
Næste Morgen hjalp Ane Grethe mig med Paaklædningen.
Först mönstrede og beundrede hun mit Töi, saa mönstrede og
beundrede hun mig selv.
»Aa, Moer, see hende!»
Senere gik den Lille til Brönden efter Vand; jeg löb efter
og tog Spanden fra hende.
»Bliv lidt, Ane Grethe, den Kunst forstaaer jeg ogsaa.»
Og medens hun skreg, at det ikke kunde gaae an, og holdt
paa mit Töi, og medens Moder raabte leende fra Yinduet: »Lad
dog være, Sidsel, lad dog være», lod jeg Spanden rutsche ned,
og trak den saa rask op igjen.
Hvor den haarde Snurren af Vinden med den rustne Kjæde
dog löd bekjendt og fornöieligt.
Opad Formiddagen kom Tante Julie; i Overmaalet af min
Glæde havde jeg næsten glemt hende. Hun blev staaende i
Dören; det kloge, opmærksomme Oie vandrede Stuen rundt,
derpaa dvælede det ved Moder.
»Naa, det er vei den Dame, der fulgte Sidsel. — Vi kunne
aldrig takke Dem nok for den store Godhed og Kjærlighed.
Saadan en Glæde, at see sit Barn igjen efter sex lange Aar. —
Der er nu kun Et, som tynger mig, at Fruen ikke veed det.»
»Det har ogsaa tynget mig,» svarede Tante Julie, og hendes
freidige Stemme löd ganske blöd, »ja, jeg har været nær ved at
fortryde. Men, naar jeg seer dette lille Hjem og Dem, og,
fremfor Alt, Cecilies eget straalende Ansigt, fortryder jeg ikke mere,
nei, jeg vilde endogsaa döie endnu saadan en Nat, skjöndt den
var rædsom. Jeg gik naturligviis ikke tilsengs i det Uhyre af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
