Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54
»Jeg troer det er bedst, at jeg reiser.»
»Det troer jeg med, Barn,» Tante Julie omfavnede mig
varmt, »Du har dog ingen Ro paa Dig, mærker jeg nok. —
Men, næste Aar maae I komme, begge To, og blive en
ordentlig Tid.»
For ikke at forskrække, meldte jeg strax med et Par Ord,
at jeg vilde komme, og reiste selv Dagen efter.
Mit Hjerte strömmede næsten over af Glæde og Tak, da
jeg betraadte Tærskelen til Hjemmet. Alt skulde nu blive godt;
jeg vidste det, jeg fölte det, der var ikke Skygge af Tvivl i
min Sjæl.
Min Pleiemoder tog selv imod mig.
»Du har misforstaaet mit Brev,» sagde hun, »der er ingen
Grund til Frygt. Det var ikke min Hensigt at kalde Dig
tilbage.»
»Egentlig troede jeg heller ikke det var saa slemt; Tante
Julie havde ikke ganske Uret, naar hun beskyldte mig for at
bruge Faders Sygdom som et Paaskud til at komme hjem.»
»Var Du da ikke tilfreds med Opholdet?»
»O, jo, men jeg længtes.»
»Saa Du længtes efter Hjemmet?»
»Efter Dig, Moder.» For förste Gang brugte jeg dette
hellige Navn til hende selv, for förste Gang kjærtegnede jeg
hende uopfordret. Hun saae forundret paa mig, spörgende
og uvis.
Min Pleiefader var höist tilfredsstillet.
»Saa den Lille fik Hjemvee,» sagde han leende, »hvem
skulde have troet det. — At Du har været savnet her, og at
Timerne have været evig lange for os Gamle, behöver jeg vei
ikke at fortælle. Tag Plads, og lad mig saa höre lidt fra
Jydernes Land. Gaaer Oncle Hans endnu altid, fra Morgen til
Aften, med de store Vandstövler og jager Vildænder i Moserne?
lykkelige, lykkelige Månd!»
Medens jeg fortalte, sad min Pleiemoder ganske stille og
lyttede; hendes Blik fulgte mig hele Aftenen, hvor jeg gik
og stod.
»Cecilie,sagde hun endelig, da vi vare blevne ene, »hvad
er dog Dette? jeg kjender Dig ikke igjen. — Der er en Glæde i
Din Stemme, i Din Latter, ja, selv i Din Gang; der er — der
er noget saa Inderligt i Dit Blik. Den korte Fraværelse kan
ikke være Skyld heri; har Tante Julie fört Dig til mig?»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
