Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
147
Hvor besynderligt! At skulle lægge sit Hoved ned for at sove
her paa denne Piet, hvor mangen troende Kristen har knælet i
Ydmyghed for sin Frelser og lyttet til den liflige Indbydelse:
»Kommer hid!»
Jeg stirrer og stirrer paa det lille Altar, indtil jeg synes, at
jeg selv knæler med Menigheden og fremstammer: »Gud vær mig
Synder naadig!»
Men skjøndt Bønnen kommer fra min Sjæls inderste Dyb, føler
jeg dog, at Omgivelsen er en Illusion, som jeg maa ud af. Jeg
reiser mig heelt op og forsøger at gjøre nogle Skridt, uden at falde
over de sovende Skikkelser, der have leiret sig omkring mig. Der
ligger Tor/hildur, med Hænderne foldet over Brystet, og støtter, som
jeg nylig selv gjorde det, sit Hoved paa Altarets nederste Trin.
Ved hendes Fødder ligge Thorun og Anna, Arm i Arm paa det bare
Gulv, svøbte i deres Kapper, hvad der dog ikke hindrer dem i at
sove sødeligt, som man sover, naar man er 17 Aar, og har hele
Livets Herliglied i Haabets Perspektiv.
Jeg bøier mig et Øieblik over de tvende Roser, der synes at
voxe paa een Stilk, og nynner sagte:
»For hun er saa ung og saa yndig seer hun ud.»
Opfyldt af det sidste, smukke Billede, vandrer jeg med sagte,
lydløse Skridt op og ned i den lille Trækirke. Bevægelsen gjør mig
godt. Hovedet klares. Al Feber er forbi, og jeg begynder at tænke
paa, om jeg dog ikke som et andet fornuftigt Menneske skulde see
at faae mig en Søvn og samle Kræfter til næste Dag.
Tilfældigt løfter jeg mine Øine mod den lille tarvelige
Prækestol. Som lynslagen af Bædsel standser jeg foran denne. En
dødbleg Skikkelse, der bærer en lille sort Kalot paa sit Hoved, rokker
frem og tilbage, og synes at ville tale.
Er det et Sendebud fra de Dødes Rige? Er det en af
Thing-vallas fordums Præster, hvis Gjenfærd besøger Skuepladsen for hans
Jordlivs Virksomhed? Han gjør ingen Mine til at nærme sig, intet
Forsøg paa at benytte sig af sit Spøgelse-Prærogativ til uhindret at
skride gjennem Tid og Bum. Nei, han er midt i sin rolige
Embeds-gjerning og holder en lydløs Præken for en usynlig Menighed, hvis
Aandeskikkelser maaskee omringe mig. Og jeg staar her allene!
Den Levende blandt alle disse Døde! Fastnaglet til Pletten, uden
at kunne røre Haand eller Fod!
En panisk Skræk kan, ifølge sin Natur, kun vare meget kort.
Min isnende Angst viger ogsaa snart for Følelsen af, at jeg oplever
noget Overordentligt. Jeg vil tage Mod till mig. Jeg vil benytte
mig af Situationen, og selv tiltale den Skikkelse, der har indgydt
mig slig en Rædsel . . . jeg vil. . .
Ja, hvad mere Nonsens jeg har villet, husker jeg nu ikke længere,
skjøndt jeg ikke tvivler paa, at jeg har apostroferet Gjengangeren
paa Prækestolen i ligesaa pathetiske Udtryk som Prinds Hamlet
apostroferede sin Faders Aand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
