Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
115
Ælven, der udgyder sig i havet, bruger han som lignelse for
menneskelivets opløsning i evigheden gennem den timelige død
(smds. s. 115):
«Säll den. lik dig, förklarad,
med himlen i sitt sköte
och spegelns glans bevarad.
Sitt öde går till möte
och sjunker ljus och blid
1 i evighetens frid.»
Det samme gentager sig i ælskovsfulde digte; da han således har
skildret det lille fartüjs gyngen på bølgerne, slutter han med
(smds. s. 195):
«Den djupa sjön är lifvet,
farkosten jag.
Men kärleken är böljan,
som brusar än,
och Emmas öga stjernan,
som kysser den.»
Kort sagt: det er naturen, og særlig Finlands natur, der ligesom
spejler sig i hans digtersjæl, og han igen den i sine digte. —
Mer umiddelbart påvirkes han af selve den finske folkeuatur, når
han sender sin velkomsthilsen til »Folkvisan i konsertsalen», eller
når ban synger om »Kautela». Fra selve den svundne og atter
fundne finske folkevise henter han dog egenlig ikke sine æmner.
Her er grænsen for lians »finskhed» (om dette udtryk er tilladt).
Han er så stærkt påvirket af finsk natur og folkeånd, som nogen
finsk-svensk digter vel kan være; men helt finsk er han dog ikke:
ved sit språg tilhører han Norden, ej alene Sverige, — og derfor
er det jo netop, at også vi kan nyde ham. — Kun sjælden er
han næsten helt svensk, kun sjælden lyder den nordiske
opbrusende vikingekraft gennem hans strænge, såsom i »Ynglingens
drömmar» (smds. s. 201), hvor han viljefrisk og virkelysten
udbryder:
»Gif mig en verld att kämpa för, och sedan
gif mig en annan verld att kämpa mot!»
Fra grundstemningen i Topelius skaldskab vender vi os
nu till de enkle toner. Vi vil da finde, at disse danner et hele,
idet den ene tone næsten umærkelig klinger over i den anden.
Strængene på hans harpe er ikke mange, men deres klang er
ren. En af dein har en alvårsfuld tone, der næsten synes at
ud-strömme fra evighedens dyb, men den samkliuger med den næste,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
