Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
som rinder fra jordelivets eget væld. Og herfra er overgangen
atter ringe til en mild ælskovsglæde; kun af og til høres ligesom
en skurrende mislyd fra den vilde ælskovs egne, og den
frambringes alene for at oplose sig i samklangen, hvilken den netop
derved kommer til at udhæve — aldrig overdøver den hin. Næsten
aldrig er Topelius spottende, sjælden egenlig skæmtende.
I det lille indre sjælemaleri »På gränsen» skildres den dybe
törst efter troens »lefvande källa, som ensam svalkar min andes
längtan» (»Sånger» s. 190), og imod hvilken al anden rigdom er
intet. Hvilen i troen, trygheden ved at eje den, viser sig bl. a.
i »En liten pilt» (smds. s. 267), trostedigt ved et barns dod, og
i »Emanuel Svedenborg», hvori det til slut heder om den vise
(smds. s. 318):
•■När all haus kunskaps sköna bubblor brista
och han förlorad står, lik väg i hafven,
var tron hans första goda, blef hans sista,
och tron allena segrar öfver grafven.»
Stundom får troen endog så barnlig fromt et præg, at den nrænser
nær til mild, uskyldig overtro. Dette er tilfældet i
»Odemarkens jul»: et barn, der har hort farfar læse i biblen om
Betlehems stjærne, lister sig udenfor at lede efter den på den klare
juleaftens himmel,
"då — vild, blodlysten, af hunger tärd.
kom öknens ulf på sin mördarfärd.
Hans rofblick spanade barnet snart,
han störtade sig mot det med fart; —
men stilla, undrande, from i håg.
mot Jesu stjernor den lille såg; —
och ulfven hejdade språnget.»
(smds. s. 92.)
I nært sambånd med denne dybe tro står skaldens blik på
kærligheden og håbet som livets magter. Himmelsk — i særlig
mening — er skildringen af Salamis og Zulamits kærlighed. De
havde ælsket hinanden på jorden og kom efter døden til at bo
på to hinanden fjærne kloder i himmelrummet; men for at komme
sammen byggede de »Vintergatan» (Mælkevejen);
»i tusen år så byggde de med omotståndlig tro,
och så blef Vintergatan byggd, en strålig stjernebro.»
(sinds. s. 97.)
Storslået er også digterens blik på »hoppets rike utan gräns»
(smds. s. 240) i »Miranda»; snilrigst måske dog hans med ynde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
