Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
i udkastede skildring i »Valdemars hemlighet» af »idealet», som ej
engang nævnes uden som hans »brud» — »den namnlösa, den
formlösa, den ljudlösa, den outsägliga» (smds. s. 177). »Känner
jag dig?» — heder det videre (smds. s. 178) — »Ack ja, min
själs visshet, det är du. Ditt väsen låter icke binda sig af doft,
! färg och ton, men det genomskimrar dem alla, deras skönhet är
ingenting annat än du. Blommor, bilder och ljufva sånger —
i skulle jag se dem alla dagar, älska dem, minnas dem och likväl
icke förnimma dig i dem?» — Hvorledes skalden véd at lade det
himmelske og det jordiske ligesom sammensmælte for värt blik.
viser sig måske tydeligst i det lille digt »Hvem är din lefnads
iljus?» Mangen, som læser dette förste gang, vil sikkert tro, at
de bönfaldende ord er rettede centen det ene eller det andet stæd
hen, indtil han, som den i digtet talende, vækkes lige i slutningen
ved ånderøsten, der siger:
«Hvem älskar du allen?
Hvem är din lefnads ljus?
Till hvem flög bönens ljud,
till flickan eller — Gud?» (smds. s. 188); —
og mangen sværmersk og ordbrammende ælsker vil føie en fin
snært, noget, som ellers findes så sjældent i Topelius’ skaldskab.
I— I digtene »Vid tjugu år» og »Demonen» (smds. s. 198—204),
der på en vis måde hörer sammen, ser vi også overgangen fra
den mest jordiske til den mest himmelske kærlighed, idet denne
sidste bruger troen som skjold imod hins frestelser. I disse to
digte gennemløber Topelius hele den tonestige, hvorover ban råder,
idet han her — måske mer end nogenstæds — viser os sit
mæst-erskab i at gribe overgangene og lade mislydene opløse sig i
samklangen.
Ælskovsdigter, i ordets egenlige mening, er Topelius ikke.
På kærlighedens område i digtningens hværdagsliv er han ikke
rigtig hjemme. Hans ælskovstoner går ænten meget höjt eller
meget dybt; vil han tage en tone midt imellem, da må han lytte
til røsterne i sin kære finske natur, og dog er hans stemme tit
nærved at slå over, når ban vil efterligne slig en rost. Et af
de skønneste stæder til oplysning af denne egenskab hos vår digter
findes i sangkredsen »Sylvias visor». Ved »sylvia» mener han
en hel slægt af glade sangfugle, som er meget talrige i Finlands
skove; og således lader han dem synge »under häggarnas doft»
(smds. s. 163):
Tillskrift får hemmet. 12:te årg. 2:dra häft. 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
