Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
inderligere sammen. Ædle og kjække vare de begge, —
dermed får alt være sagt.
Krigen blev erklæret, og tvivl og ubestemthed opstod i
mellemstaterne om hvilket parti, de skulde tage. Splid vaktes
i mangen famillie, og medlemmer, der havde været nær
forbundne, bleve fuldkommen adskilte. Da Virginien erklærede
sig for Sydstaterne, blev vaklen mellem anseet pligt og
kjærlighed til födeegnen næsten uudholdelig for mangt et kjækt og
bravt hjerte. Jeg glemmer ei så let den dag, da vi fik at vide,
hvilken bestemmelse, Virginien havde taget. Vi vare netop
forsamlede ude på verandaen forat nyde den varme forårsaften.
Luften var balsamisk opfyldt af jasminernes vellugt, og
aftensolen forgyldte platanerne der skyggede for huset. Jeg ser for
mig udtrykket i den gamle Oberst’s barske, veierbidte ansigt,
da han reiste sig op, skjöd den lille rörtaburet tilside og
erklærede: "Jeg fölger ikke Virginien!" Det var et udtryk af en
urokkelig beslutning, af overbevisning om, hvad der var ret eller
ikke ret. En dvb taushed opstod; ingen mælte et ord.
Obersten stansede sin vandring op og ned.
’Hvem af mine sönner fölger mig?" spurgte han med
hævet röst.
"Jeg!"
Obersten vendte sig om. Det var Hugo, der lænede sig
udover rækværket og tankefuld smögede en cigar.
"Ingen anden?"
Atter en dyb taushed, men denne gang mere trykkende.
Man kunde tydeligt höre uhrets pikken inde i forstuen.
"Ingen anden?" gjentog Obersten med rynket pande. Mrs
Braddon vovede neppe at trække veiret, hun stirrede angst hen
på Harry, der stöttede sig mod den åbentstående forstudör og
ufravendt syntes at have blikket fæstet på den dalende sol.
Obersten rörte sig ikke.
"Har Harry hort mit spörgsmål?"
"Ja, fader."
"Og dit svar?"
Harry taug, men uagtet aftensolen lyste på hans ansigt, så
jeg, at han blev bleg.
"Harry, Harry!" udbrod moderen med unævnelig angst i
stemme og blik, "hvor din fader og broder gå, går naturligvis
også du!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
